Et lektorproletariat rykker tættere på

Ikke sjældent oplever universiteterne, at den bedste og måske også den næstbedste og tredjebedste kandidat i et ansøgerfelt springer fra, når de skal besætte en lektorstilling. Meget ofte på grund af det tilbudte lønniveau.
Lønnen på de videregående uddannelsesinstitutioner er ganske enkelt ikke konkurrencedygtig, hverken internationalt eller i forhold til den private sektor eller sammenlignet med andre akademikerjob i den offentlige sektor. 

DM’s seneste lønstatistik viser, at lektorer for 11. år i træk taber lønterræn. Mens de offentligt administrativt ansatte i år tegner sig for en gennemsnitslønstigning på 2,5 %, henter lektorerne kun 1,7 %.
Der er med andre ord langt fra de talrige politiske skåltaler om de videregående uddannelsesinstitutioner som samfundets og fremtidens vigtigste byggesten til størrelsen på den lønsum, som selvsamme universiteter er parate til at tilbyde sine forskere og undervisere. 

Leif Søndergaard, der er formand for universitetslærerne i DM, vil endda gå så vidt som til at betegne de lokale institutledelsers løntilbageholdenhed som “direkte ubehagelig”.

“Andre offentlige arbejdspladser er tilsyneladende mere villige til at yde tillæg for at kunne ansætte de rette i jobbet. Hver gang vi forhandler, bliver vi mødt med en sang om, at basismidlerne falder, og der derfor ikke er råd til højere lektorlønninger. Det er ganske svært at presse ledelserne, eftersom især humaniora, men jo også naturvidenskab oplever, at de godt kan skaffe ansøgere alligevel. Med den eskalerende økonomiske krise kan vi samtidig se, at flere og flere kandidater fra bl.a. Sydeuropa søger job i Danmark. De er ganske dygtige, og de lægger ikke skjul på, at de er parate til at gå for en lavere løn. Derfor frygter jeg, at vi hvert år rykker et skridt tættere på et egentligt lektorproletariat”, forklarer Leif Søndergaard.

Dårlig løn, ringere kvalitet
For én medarbejdergruppe er der godt nyt at hente i DM’s lønstatistik på universitetsområdet. Professorerne ligger gennemsnitligt 34 % over akademikerlønningerne i den offentlige sektor. Bedst betalt er professorerne inden for naturvidenskab på Københavns og Aarhus Universiteter samt på DTU.
Det ærgrer Leif Søndergaard, at de høje professorgager ikke er med til at løfte lønnen for resten af universitetets videnskabelige personale.

“Forskellen på porteføljerne hos professorer og lektorer er jo ikke ret stor. Derfor er det også vanskeligt at forklare, at ganske få eliteforskere er meget vellønnede, mens en stor medarbejdergruppe, der trækker samme læs, arbejder under stadig mindre tillokkende ansættelsesvilkår. I gamle dage – for bare 15 år siden – fik lektorer næsten samme løn som kontorchefer i den offentlige administration, men kontorcheferne er løbet fra os siden. Og da der samtidig er så få professorater at søge, bliver det store gab mellem en lektor- og professorløn et stort strukturelt problem”, siger universitetslærernes formand. 

Ud over at mange af hans lektorkolleger føler sig uretfærdigt behandlet, afstedkommer lønudviklingen også en anden og måske endnu større bekymring:
“Det kan da godt være, at vi her og nu ikke har problemer med at få en ordentlig undervisnings- og forskningsmæssig kvalitet for færre penge. Men der er ingen tvivl om, at den forholdsvis dårlige løn og de ringe karriereudsigter betyder, at universiteterne herhjemme får baghjul, når kandidaterne skal vælge spor. I bedste fald søger de forskningsstillinger i det private, i værste fald forlader de danske kandidater Danmark”, pointerer Leif Søndergaard.