Personlige ­kompetencer

REDAKTØRENS KOMMENTAR

I Københavns Universitets netop offentliggjorte humanistundersøgelse blandt 1.773 kandidater fra årene 2007-2011 anfører hele 79 %, at deres personlige kompetencer var afgørende for, at de fik deres første job. En score, der ligger 12 procentpoint over de “fagspecifikke kompetencer” som afgørende.

Hvad er det så for “personlige kompetencer”, der er så afgørende? Det er der ingen, der kan svare på. De er ikke definerede i spørgeskemaet, selv om der altså er svaret på spørgsmålet. Så respondenter må have haft en idé om det. På Københavns Universitet er der forskellige meninger om, hvad begrebet dækker over. Et bud er “interaktionen imellem det, kandidaterne har lært under uddannelsen, og så den personlighed, de kommer med”. Et andet bud er “den gode kemi, som opstår til en jobsamtale, der ender godt”.

Men kan man overhovedet bruge svarene om vigtigheden af de personlige kompetencer til noget som helst, når begrebet er så diffust? Ikke ifølge Lars Friis, analyseekspert og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Heller ikke ifølge Gitte Haslebo, erhvervspsykolog, som kalder svarene diffuse – fordi begrebet er diffust. Så klogere på det er vi ikke blevet.

Det gør det imidlertid ikke uinteressant at vide, om og i hvilken grad personlige kompetencer spiller ind i en ansættelsessamtale. Og hvilke personlige kompetencer der tæller mest. Og er det kompetencer, der er mere eller mindre medfødte, der tæller? Er det kompetencer, der kan tillæres? Osv. Det ville være væsentlig at få hold på.

Den ansættende arbejdsgiver ved, hvad der tæller, når det drejer sig om personlige evner. Så dem må man spørge om det. Det vil vi gøre ved først givne lejlighed.