Bekendelser og sminke
Magisterbladet har mødt etnologuddannede Julia Lahme, der offentligt udstillede sine oplevelser med at blive fyret som chefredaktør. Og som gjorde comeback som driftig erhvervskvinde, forfatter og blogger.
Paradokset består i, at Julia Lahme gerne vil skrælle det yderste lag af. Hun vil ind under overfladen, ind bag myterne og løgnene om det pletfrie og perfekte kvindeliv. Som hun siger:
“Jeg kommer ingen vegne med mit budskab, hvis ikke det er pakket lækkert ind”.
Hun har inviteret til “chokolade og virkelig god kaffe”, men chokoladen har hun nu glemt, da hun i bare tæer byder velkommen i de lyse lokaler i sit PR- og kommunikationsbureau på Østerbro, måske fordi hun er under “latterligt tidspres” af optagelserne til en tv-programrække, hun ikke må snakke om.
“Mit store projekt – okay, det lyder måske lidt heftigt – men min grundlæggende idé med rigtig mange ting er at skrælle min egen overflade af. Jeg er jo en del af en generation, der fik at vide af vores 1970’er-forældre, at vi kunne alt. Det har vi så oversat til, at vi også skulle alt. Så kvinder i min generation skal have en flot karriere, lækre børn og et flot hjem, have råd til skiferie og tropeferie om vinteren, og så skal vi i øvrigt veje 57 kilo, samtidig med at vi helst skal arbejde deltid, så vi kan være noget for dem derhjemme. Det idealbillede er jeg rigtig bange for. Jeg er bange for, at vi bliver så overfladiske i vores liv, at vi ikke når at lære noget af hinanden, fordi vi har så travlt med at leve op til noget vi tror, er det ideelle liv”.
Lipstick feminism
Julia Lahmes eget ideelle liv fik et hak i tuden, da hun blev fyret som chefredaktør på Cosmopolitan. Magasinet blev lukket. Hun indså, at hun selv havde bekendt sig til de modstridende ydre krav, som kvæler kvinders frihed. Hun var en del af løgnen. Og antyder man så, ironisk, at hun som bestyrerinde af de glittede sider i Cosmopolitan endte med at blive et offer for løgne, hun selv var med til at publicere, tager man helt fejl, fastslår hun.
For Cosmopolitans dagsorden under Julia Lahmes ledelse var frisættende.
“Jeg tog udgangspunkt i Helen Gurley Brown, der omskabte Cosmopolitan, da hun overtog bladet i 1960’erne, og opfandt det, vi i dag kender som lipstick feminism. Altså at kvinder godt må gå på arbejde, have deres egen bankkonto, et frigjort sexliv, se godt ud, at de ikke behøver at leve et konventionelt familieliv, at de selv må bestemme. Den form for feminisme, hun stod for, forsøgte jeg at føre videre”.
Kvinder skal ikke lade sig presse ind i bestemte roller. Det er ikke et enten-eller. Men de skal selv tage ansvaret for at definere sig selv, og det er den store udfordring.
“Jeg oplever, at kvindelivet er multifacetteret. Vi kan sagtens interessere os for det indre, samtidig med at vi interesserer os for det ydre. Men balancen må ikke tippe. Hvis vi fokuserer for meget på det ydre, så står det i vejen for de ting, vi mangler at opnå. Jeg plejer at sige, at hvis man som kvinde bruger lige så lang tid på at bekymre sig om ligestilling, som man gør på at overveje, hvad man skal have på om morgenen, så ville vi nå meget længere. Et af de store problemer i det danske samfund er, at kvinderne er holdt op med at kæmpe. For det går jo godt, mændene “hjælper til” derhjemme. Men det er der, vi har brug for ligestilling, som medfører lighed i løn og barsel og lighed mellem fædre og mødre”.
Opslagstavle og refleksionsrum
Efter Cosmopolitan gav Julia Lahme sig til at freelance, og den eneste måde for hende at komme videre på var ved at knokle.
“Bortset fra en opgave, hvor honoraret var et gavekort på 500 kr. til Mad & Vin, tog jeg alle de opgaver, jeg kunne få. Der er få gange, hvor jeg har tænkt, at det er under min standard eller ikke fint nok. Sådan har det altid været”.
En del af forklaringen finder man i Midtjylland. Julia Lahme er cand.mag. i etnologi, men fik efter studierne job i Bestseller-koncernen, hvor hun var med til at banke tøjgigantens internationale PR op. Købmandskab mere end akademikerfaglighed blev værdsat, og der skulle præsteres. Det var vigtige lærepenge, som hun tog med sig videre.
“Det der med at miste min hverdag efter Cosmopolitan var vanvittigt hårdt. Men jeg opdagede også, at jeg var ret god til at bygge den op igen”.
Det hjalp også, at hun forinden havde udgivet den personlige beretning “Hvor lagde jeg babyen?”, der blev en bestseller, og samtidig var begyndt at blogge. Om glimmer og mode, men også om hende selv, mand og barn, ligestilling og feminisme. Bloggen er en opslagstavle og et refleksionsrum. Og et proffesionelt udstillingsvindue.
“Bloggen har haft en meget afgørende betydning for mit professionelle liv. Den fik ret hurtigt mange læsere, selvfølgelig også fordi min første bog var en succes. Jeg bruger bloggen til at skabe debat, men også til at samle e-mailadresser ind. Jeg har et mini-magasin, som der er mange, der er begyndt at abonnere på via bloggen. Det gør, at jeg faktisk har nogen at sælge noget til, tilbyde mine kurser til, og det er også en måde, hvor folk har lært min måde at arbejde med kommunikation på”.
Ikke durkdreven selvpromovering
Der er ikke vandtætte skotter i Julia Lahmes liv. Tingene flyder sammen. Privat og offentligt, kommercielt og ikke-kommercielt. Og det er ikke durkdreven selvpromovering. Trangen til at kommunikere, berette og bekende er lige så gammel som skriften, og som sådan er der noget ganske alment ved det blogunivers, hun er en del af, mener hun.
“Blogging er en forlængelse af vores lyst til at tale med hinanden og et udtryk for, at vi gerne vil forholde os til hinanden og den verden, vi lever i. Rigtig mange blogs handler om hobbyer. Vi er et fritidsdrevet samfund, og mange arbejder for at holde fri. Så kan bloggen være en forlængelse af ens frihed. Men bloggen kan også være en dagbog over, hvordan man synes, ens liv ser ud, ligesom mange bruger den professionelt til i større eller mindre grad at skabe en faglig identitet”.
Mange blogs handler om at vise den fineste side at sit liv frem. Den mest succesfulde. Men sådan er det ikke med Julia Lahme. Hun viser overfladen, men vil også ind under den.
“Det er klart, at den virkelighed, jeg skaber og viser på min blog og i mine bøger, er den del af min virkelighed, jeg vælger at vise frem. Men det har aldrig drejet sig om, at det bare skal være pænt. Jeg har skrevet fra de mest sårbare steder i mit liv, som da min mor døde af kræft, eller da jeg blev fyret. Så jeg har ingen hemmeligheder og ingenting at skjule”.
Øger følsomheden
Der er over 75.000 aktive bloggere i Danmark, og de fleste er kvinder.
“I Danmark og i Skandinavien er langt de fleste bloggere kvinder, fordi blogging på vores breddegrader er blevet noget, der handler om livsstil og en form for forlængelse af den magasinverden, vi kender i forvejen. Der er madblogs, og der er haveblogs, mens bloggerne i USA i lige så høj grad er mænd, der skriver om politik og økonomi og alle mulige andre ting”.
Der er med andre ord masser af potentialer og uudnyttede muligheder for danske bloggere, der vil give sig i kast med det mere nicheprægede, mener hun.
“Jo smallere en niche man interesserer sig for, jo mere interessant bliver det oftest at læse en blog. Fx kan det være vanvittigt spændende, hvis en geolog lægger tre nye sten op om ugen, eller hvis nogen, der ved virkelig meget om en detalje i verdenshistorien, har lyst til at dele det med os andre. Det kunne være fedt at få mere faglighed ind i bloguniverset. Jeg burde selv være meget mere stringent i forhold til nicher, men nu har jeg blogget så længe og har rigtig mange læsere, som holder af mit miks af indhold, så det holder jeg fast i”.
Selv kan hun ikke lade være med at tage de faglige briller på, når hun læser andres blogs.
“Man kan læse øjebliksbilleder ud af blogscenen, som er vanvittigt interessante. Fx er det spændende at se, hvordan andre menneskers familieliv ser ud. Som etnolog er det en fantastisk kilde til at se, hvordan andre mennesker ser deres eget liv her og nu. Det er jo dagbøger fra vores samtid. Det er et særligt blik, man får, og man får lov til at se verden gennem andres øjne. Man kan så være enig eller uenig, men det øger følsomheden for, hvordan vi som samfund hænger sammen”.
