Universitet i eksil
Da de hviderussiske myndigheder for otte år siden lukkede et universitet i Minsk, kom naboerne i Litauen til hjælp. Litauen tilbød universitetet husly i Vilnius, så nu drager unge hviderussere over grænsen for at få en uddannelse, der er fri af Lukashenkos favntag.
Pavel Tereshkovich er professor på EHU. Han husker det pres, der var på EHU, før universitetet blev lukket i 2004. Han fortæller, at myndighederne kom på inspektioner på EHU. De forsøgte at fyre rektor, universitetets ansatte protesterede, og så endte det med, at lejemålet blev opsagt. Hvideruslands præsident og diktator, Aleksandr Lukashenko, sagde, at EHU ville uddanne en ny vestligorienteret elite, og det var der ingen grund til.
EHU blev grundlagt som et privat universitet i Minsk i 1992. “Bygget op af optimistiske idealister, der orienterede sig mod et vestligt uddannelsessystem. Målet var et frit universitet for humaniora og samfundsvidenskab, som havde det svært i sovjettiden”, fortæller Pavel Tereshkovich, som har sin ph.d. i etnologi fra det hviderussiske Videnskabernes Akademi i Minsk.
Men EHU blev en torn i øjet på Aleksandr Lukashenko, der satte sig i præsidentembedet i Hviderusland i 1994. Godt hjulpet på vej med fusk ved flere valg og et magtapparat i sin hule hånd sidder Lukashenko stadig i præsidentembedet.
“Lukashenkos styre er ikke til akademisk frihed, men til magt, kontrol og ideologisk ensretning”, som Pavel Tereshkovich kort konstaterer. Han var ikke selv med fra begyndelsen i 1992, men var på EHU, da det flyttede til Vilnius i 2004.
Flytningen
Da Litauen blev bekendt med, at EHU blev lukket i 2004, gik der bud fra Litauen om, at universitetet kunne flytte til Vilnius. Pavel Tereshkovich fulgte med, ca. 80 % af lærerstaben på EHU er hviderussere. Nogle er flyttet til Vilnius, men hovedparten gør ligesom Pavel Tereshkovich: De bor i Hviderusland og pendler over grænsen til og fra arbejde. Det kan gøres på fire-fem timer med tog. Tereshkovich har undervist på Det Hviderussiske Statsuniversitet i Minsk, samtidig med at han samarbejdede med EHU.
“I 2007 blev jeg kontaktet af KGB i Hviderusland, der sagde til mig, at jeg ikke kunne have med både Det Hviderussiske Statsuniversitet og EHU at gøre. For EHU er en fjende af Hviderusland, så jeg skulle tænke mig om. Det endte med, at jeg helt fravalgte Det Hviderussiske Statsuniversitet”, siger han.
Darius Udrys er prorektor for udvikling og kommunikation på EHU. Han fortæller, at universitetets ansatte får visum og opholdstilladelse i Litauen, men at nogle af dem, der pendler frem og tilbage over den litauisk-hviderussiske grænse, oplever chikane fra hviderussisk side. Fx ved at blive stoppet, vente unødigt længe, bærbare computere kigges efter osv. Fire studerende, der deltog i en valgobservation ved parlamentsvalget i Hviderusland i september 2012, blev tilbageholdt på en politistation i flere timer.
Drømmen om at komme hjem
Men til trods for chikanerier lever EHU i dag i bedste velgående.
“I Hviderusland kontrolleres universiteterne af regeringen. Den akademiske frihed eksisterer ikke, men den har vi nu her i Litauen. Og jeg tolker akademisk frihed som en forlængelse af helt basale rettigheder som retten til at tænke og ytre sig. Det er absolut essentielt for de studerende, de skal kunne tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved alt – især om det, som ikke er populært – ellers taber vi som folk og samfund”, siger Darius Udrys, der er litauer og dermed kommer fra et land, der kender udviklingen fra ufrihed til frihed. Og han under gerne Hviderusland samme udvikling.
Han siger, EHU’s ambition er at være et godt alternativ til studerende, der ønsker noget andet og mere, end de kan få på universiteter i Hviderusland.
“Vi er ikke et oppositionsuniversitet. Vi blev ikke oprettet som modstand mod noget, men vi blev forhindret i at være et normalt universitet. Vi insisterer på at være et normalt, frit universitet. Det er vi her i Litauen, et normalt universitet bare i meget unormale omstændigheder og omgivelser. Vi vil ikke tilbage til Hviderusland, før læreanstalternes akademiske frihed respekteres. Det ser desværre ikke ud til, at det nuværende system i Minsk har tænkt sig at ændre noget i nær fremtid”, siger Darius Udrys.
