Seniorer i arbejde IIII
“Min far gik på pension fra den ene dag til den anden. Det var en stor omvæltning for både ham og min mor. Jeg besluttede at gøre det anderledes”.
Du har ret til folkepension, men vil hellere arbejde. Hvad skyldes det?
Mit arbejde er spændende. Simpelthen. Jeg får lov til at beskæftige mig med naturvidenskab og naturfaglig viden. Jeg kan forfølge min egen nysgerrighed helt ud i det nørdede. Jeg taler med kloge og engagerede forskere, og så får jeg oven i købet lov til at optræde i rollen som fortæller. Mit job består 95 procent af tiden af opgaver, som jeg kan lide. Når jeg alligevel er på halv tid i dag, skyldes det min far. Han var motorsagkyndig og arbejdede på fuldt tryk som administrator af BP’s bilpark, indtil han gik på folkepension. Fra den ene dag til den anden forandrede hans liv sig fuldstændigt. Min mor gik også hjemme, og pludselig var de to mennesker, der skulle finde ud af skabe en ny hverdag sammen. De fandt ud af det uden drama, men jeg kan huske, at jeg allerede dengang tænkte, at sådan ville jeg ikke selv forlade arbejdsmarkedet. Heldigvis har det været muligt for mig, økonomisk og i forhold til arbejdspladsen, at gå gradvist ned i tid. Jeg kan kun anbefale andre at forsøge at gøre overgangen fra arbejde til pension til en proces. Som akademiker vil ens job typisk give meget og tage meget. Man vokser sammen med det, fordi det trækker på ens uddannelse, viden, erfaring og identitet. Derfor vil det for de fleste være forbundet med ængstelse at miste det. Værst, selvfølgelig, hvis man bliver fyret, og i DR har man haft rig lejlighed til at se frygten og frustrationen i blikket hos afskedigede kolleger. Men selv om man går frivilligt, mister man jo en del af sit livsindhold. Jeg tror, at det er individuelt, hvilke former for kvababbelser man oplever, men følelsen af at miste noget, tror jeg, rammer mange. Hos mig selv gav det en vis rådvildhed og tomhed, men også den erfaring, at andre opgaver hurtigt stiller sig i kø for at bemægtige sig den ledige tid. Kunsten for mig i dag er at sætte grænser for mine projekter, så de ikke breder sig ud over det hele. For eksempel forbereder jeg i øjeblikket nogle naturfaglige foredrag til biblioteker og foreninger, og der er ingen andre end mig selv til at sætte grænser og sige: Nu er de altså gode nok. Alt det skal man jo lære, og jeg er lykkelig for, at jeg ikke – som min far – skal lære det hele på én gang”.
Hvad siger dine omgivelser?
“Min kone forstår mig heldigvis. Hun er enig i min prioritering mellem arbejde og ikke-arbejde og er mere opmærksom end jeg selv på, hvornår projekterne er ved at tage overhånd og blive stressfaktorer i stedet for fritidsfornøjelser. Desuden mødes jeg med en gruppe jævnaldrende mænd, også akademikere, hvoraf flere er gået på pension. Med dem taler jeg – blandt meget andet – om arbejdets betydning for livet og selvfølelsen, og hvordan man hver især håndterer sin nye rolle som pensionist”.
Mit arbejde er spændende. Simpelthen. Jeg får lov til at beskæftige mig med naturvidenskab og naturfaglig viden. Jeg kan forfølge min egen nysgerrighed helt ud i det nørdede. Jeg taler med kloge og engagerede forskere, og så får jeg oven i købet lov til at optræde i rollen som fortæller. Mit job består 95 procent af tiden af opgaver, som jeg kan lide. Når jeg alligevel er på halv tid i dag, skyldes det min far. Han var motorsagkyndig og arbejdede på fuldt tryk som administrator af BP’s bilpark, indtil han gik på folkepension. Fra den ene dag til den anden forandrede hans liv sig fuldstændigt. Min mor gik også hjemme, og pludselig var de to mennesker, der skulle finde ud af skabe en ny hverdag sammen. De fandt ud af det uden drama, men jeg kan huske, at jeg allerede dengang tænkte, at sådan ville jeg ikke selv forlade arbejdsmarkedet. Heldigvis har det været muligt for mig, økonomisk og i forhold til arbejdspladsen, at gå gradvist ned i tid. Jeg kan kun anbefale andre at forsøge at gøre overgangen fra arbejde til pension til en proces. Som akademiker vil ens job typisk give meget og tage meget. Man vokser sammen med det, fordi det trækker på ens uddannelse, viden, erfaring og identitet. Derfor vil det for de fleste være forbundet med ængstelse at miste det. Værst, selvfølgelig, hvis man bliver fyret, og i DR har man haft rig lejlighed til at se frygten og frustrationen i blikket hos afskedigede kolleger. Men selv om man går frivilligt, mister man jo en del af sit livsindhold. Jeg tror, at det er individuelt, hvilke former for kvababbelser man oplever, men følelsen af at miste noget, tror jeg, rammer mange. Hos mig selv gav det en vis rådvildhed og tomhed, men også den erfaring, at andre opgaver hurtigt stiller sig i kø for at bemægtige sig den ledige tid. Kunsten for mig i dag er at sætte grænser for mine projekter, så de ikke breder sig ud over det hele. For eksempel forbereder jeg i øjeblikket nogle naturfaglige foredrag til biblioteker og foreninger, og der er ingen andre end mig selv til at sætte grænser og sige: Nu er de altså gode nok. Alt det skal man jo lære, og jeg er lykkelig for, at jeg ikke – som min far – skal lære det hele på én gang”.
Hvad siger dine omgivelser?
“Min kone forstår mig heldigvis. Hun er enig i min prioritering mellem arbejde og ikke-arbejde og er mere opmærksom end jeg selv på, hvornår projekterne er ved at tage overhånd og blive stressfaktorer i stedet for fritidsfornøjelser. Desuden mødes jeg med en gruppe jævnaldrende mænd, også akademikere, hvoraf flere er gået på pension. Med dem taler jeg – blandt meget andet – om arbejdets betydning for livet og selvfølelsen, og hvordan man hver især håndterer sin nye rolle som pensionist”.
