Seniorer i arbejde III
“Men det ville ikke fungere, hvis jeg ikke havde energien til det og glæden ved det. Jeg kunne godt være gået ned i tid, men det føler jeg ikke behov for”.
Du har ret til folkepension, men vil hellere arbejde. Hvad skyldes det?
Når jeg stadig arbejder, er det både af lyst og af nød.
Først og fremmest er jeg utrolig glad for mine arbejdsopgaver og mine kolleger. Jeg passer kontorets blækspruttefunktion, telefoner samt besvarelser af breve og mails, men jeg får samtidig lov til at bruge min faglighed som historiker, fx søgning i arkiver. Det er vigtigt for mig. Når man som jeg har oplevet at blive kandidat i historie og middelalderarkæologi på et tidspunkt, hvor der var oliekrise og absolut ingen job at søge inden for mit felt, så bliver man særligt taknemmelig for at have et arbejde, hvor man kan bruge sine kompetencer. Mine studiekammerater og jeg har jo alle været tvunget til at kigge langt ud over vores faglige grænser efter beskæftigelse. Selv var jeg på et tidspunkt ansat på et forsorgshjem, der tog sig af udstødte alkohol- og narkoafhængige. Jeg skulle undersøge mulighederne for at sluse så mange af dem som muligt ud på arbejdsmarkedet.
Når jeg også arbejder lidt af nød, er det på grund af min økonomi. Mit arbejdsliv har bestået af den ene løse ansættelse efter den anden, indimellem også af perioder uden job. Det var en ikke uvæsentlig lettelse, da jeg via mit første faste job i 2001 også fik en pensionsopsparing, men jeg har ikke nået at spare ordentligt op til min alderdom, og det er da også en faktor, der motiverer mig til at blive ved med at arbejde. Men det ville ikke fungere, hvis jeg ikke havde energien til det og glæden ved det. Jeg kunne godt være gået ned i tid, men det føler jeg ikke behov for. Jeg har for længst overladt til de unge at ligge på knæ og grave i jorden, så det er jo ikke et fysisk krævende arbejde, jeg har i dag. Desuden føler jeg, at jeg har masser af tid ved siden af mit arbejde til at passe mine andre interesser.
Hvad siger dine omgivelser?
De fleste af mine jævnaldrende er for længst holdt op med at arbejde, og de skubber lidt til mig nogle gange og siger: Glæd dig! Fra min arbejdsgiver og mine kolleger kommer der hverken hints om min høje alder eller opfordringer til at overlade pladsen til yngre kræfter. Det er min klare opfattelse, at så længe der ikke kan sættes en finger på min arbejdsindsats, så er alders-spørgsmålet irrelevant.
Når jeg stadig arbejder, er det både af lyst og af nød.
Først og fremmest er jeg utrolig glad for mine arbejdsopgaver og mine kolleger. Jeg passer kontorets blækspruttefunktion, telefoner samt besvarelser af breve og mails, men jeg får samtidig lov til at bruge min faglighed som historiker, fx søgning i arkiver. Det er vigtigt for mig. Når man som jeg har oplevet at blive kandidat i historie og middelalderarkæologi på et tidspunkt, hvor der var oliekrise og absolut ingen job at søge inden for mit felt, så bliver man særligt taknemmelig for at have et arbejde, hvor man kan bruge sine kompetencer. Mine studiekammerater og jeg har jo alle været tvunget til at kigge langt ud over vores faglige grænser efter beskæftigelse. Selv var jeg på et tidspunkt ansat på et forsorgshjem, der tog sig af udstødte alkohol- og narkoafhængige. Jeg skulle undersøge mulighederne for at sluse så mange af dem som muligt ud på arbejdsmarkedet.
Når jeg også arbejder lidt af nød, er det på grund af min økonomi. Mit arbejdsliv har bestået af den ene løse ansættelse efter den anden, indimellem også af perioder uden job. Det var en ikke uvæsentlig lettelse, da jeg via mit første faste job i 2001 også fik en pensionsopsparing, men jeg har ikke nået at spare ordentligt op til min alderdom, og det er da også en faktor, der motiverer mig til at blive ved med at arbejde. Men det ville ikke fungere, hvis jeg ikke havde energien til det og glæden ved det. Jeg kunne godt være gået ned i tid, men det føler jeg ikke behov for. Jeg har for længst overladt til de unge at ligge på knæ og grave i jorden, så det er jo ikke et fysisk krævende arbejde, jeg har i dag. Desuden føler jeg, at jeg har masser af tid ved siden af mit arbejde til at passe mine andre interesser.
Hvad siger dine omgivelser?
De fleste af mine jævnaldrende er for længst holdt op med at arbejde, og de skubber lidt til mig nogle gange og siger: Glæd dig! Fra min arbejdsgiver og mine kolleger kommer der hverken hints om min høje alder eller opfordringer til at overlade pladsen til yngre kræfter. Det er min klare opfattelse, at så længe der ikke kan sættes en finger på min arbejdsindsats, så er alders-spørgsmålet irrelevant.
