Seniorer i arbejde II
“Jeg er enig med Knud Rasmussen: Den, der raster, ruster. Det er meget sjovere at køre for fuld kraft og have et universitet i ryggen”.
Du har ret til folkepension, men vil hellere arbejde. Hvad skyldes det?
“Mit arbejde er stadig sjovt. Jeg kan slet ikke se, hvorfor jeg skulle holde op, bare fordi jeg runder et bestemt antal år. Heldigvis bliver vi ikke kylet ud af universitetet mere, så snart vi fylder 70 år. De seneste fem år har doktorafhandlingen fyldt meget i mit arbejdsliv, og jeg er spændt på, om jeg får lov til at forsvare den, og hvordan det vil gå. Desuden er der bøger, jeg endnu ikke har skrevet. Mine arbejdsredskaber ville blive meget dårligere, hvis jeg sagde mit job op og blev hobbyforsker. I dag har jeg adgang til arkiver, politikere, embedsmænd, konferencer osv. Hvis jeg blev pensionist, ville de døre lukke sig meget hurtigt. Og forskning er kernen i mit arbejdsliv og i min opfattelse af min opgave. Jeg kunne sikkert have fået et interessant og mere vellønnet job i en privat virksomhed, men jeg foretrækker friheden til selv at definere, planlægge og udføre arbejdet. Desuden har omgivelserne større tillid til, at man er uafhængig, når man kommer fra et universitet. Ens ord har mere vægt, og man har større indflydelse. Så jeg har slet ikke lyst til at holde op. Jeg har stor frihed til at tilrettelægge mit arbejde, og jeg har meget få sure pligter. Min alder mærker jeg mest i form af erfaring. Man bevæger sig mere roligt ud på nye områder og også på farlige områder. Jeg har nok aldrig været forsigtig af natur, hverken som forsker eller medieperson, og jeg bevægede mig også ud i risikable projekter som yngre. Men i dag er jeg mere bevidst om det og også bevidst om, at jeg ikke behøver at gøre karriere og ikke behøver at forsvare mig. Jeg er enig med Knud Rasmussen: Den, der raster, ruster. Det er meget sjovere at køre for fuld kraft og have et universitet i ryggen. Så længe jeg kan udføre mit arbejde ordentligt, bliver jeg ved”.
Hvad siger dine omgivelser?
“Jeg oplever ingen diskrimination fra mine kolleger, men jeg har jævnaldrende venner, hvoraf mange er gået på pension. De spørger af og til, om jeg snart holder op, eller om jeg har lagt planer for, hvornår jeg holder op. Men jeg har ikke lyst til at undvære mit arbejde eller udføre det på reducerede vilkår. Pensionistlivet frister mig ikke”.
“Mit arbejde er stadig sjovt. Jeg kan slet ikke se, hvorfor jeg skulle holde op, bare fordi jeg runder et bestemt antal år. Heldigvis bliver vi ikke kylet ud af universitetet mere, så snart vi fylder 70 år. De seneste fem år har doktorafhandlingen fyldt meget i mit arbejdsliv, og jeg er spændt på, om jeg får lov til at forsvare den, og hvordan det vil gå. Desuden er der bøger, jeg endnu ikke har skrevet. Mine arbejdsredskaber ville blive meget dårligere, hvis jeg sagde mit job op og blev hobbyforsker. I dag har jeg adgang til arkiver, politikere, embedsmænd, konferencer osv. Hvis jeg blev pensionist, ville de døre lukke sig meget hurtigt. Og forskning er kernen i mit arbejdsliv og i min opfattelse af min opgave. Jeg kunne sikkert have fået et interessant og mere vellønnet job i en privat virksomhed, men jeg foretrækker friheden til selv at definere, planlægge og udføre arbejdet. Desuden har omgivelserne større tillid til, at man er uafhængig, når man kommer fra et universitet. Ens ord har mere vægt, og man har større indflydelse. Så jeg har slet ikke lyst til at holde op. Jeg har stor frihed til at tilrettelægge mit arbejde, og jeg har meget få sure pligter. Min alder mærker jeg mest i form af erfaring. Man bevæger sig mere roligt ud på nye områder og også på farlige områder. Jeg har nok aldrig været forsigtig af natur, hverken som forsker eller medieperson, og jeg bevægede mig også ud i risikable projekter som yngre. Men i dag er jeg mere bevidst om det og også bevidst om, at jeg ikke behøver at gøre karriere og ikke behøver at forsvare mig. Jeg er enig med Knud Rasmussen: Den, der raster, ruster. Det er meget sjovere at køre for fuld kraft og have et universitet i ryggen. Så længe jeg kan udføre mit arbejde ordentligt, bliver jeg ved”.
Hvad siger dine omgivelser?
“Jeg oplever ingen diskrimination fra mine kolleger, men jeg har jævnaldrende venner, hvoraf mange er gået på pension. De spørger af og til, om jeg snart holder op, eller om jeg har lagt planer for, hvornår jeg holder op. Men jeg har ikke lyst til at undvære mit arbejde eller udføre det på reducerede vilkår. Pensionistlivet frister mig ikke”.
