Seniorer i arbejde I

“Arbejdet er omdrejningspunkt for hele min faglige identitet. Hvorfor skulle jeg stoppe? Jeg er jo ikke syg eller nedslidt eller mærket af et hårdt arbejdsliv. For mig er der ingen forskel på før og efter 65 år. Jeg arbejder på samme måde, som jeg plejer, og jeg tjener det samme, som jeg plejer, måske endda lidt mere, fordi jeg ikke har tid til at skrive bøger og i stedet holder mange foredrag. Kunst, kunsthistorie, kunstkritik og kunstformidling fylder hele mit arbejdsliv, og jeg ville blive ulykkelig, hvis jeg ikke kunne arbejde. 

Jeg føler ikke selv, at alderen trykker, selv om jeg nok er blevet mere bevidst om, at de spidsbelastninger, som jeg tror de fleste freelancere oplever, ikke nødvendigvis er nogle, man kan blive ved med at holde til. Jeg ser alle danske udstillinger og siger ja til alle invitationer, også fra udlandet. Jeg holder flere foredrag end nogensinde før, og jeg har mange møder i forbindelse med mit arbejde i forskellige bestyrelser. Jeg er ofte bagud med afleveringer, fordi der på godt og ondt opstår nye muligheder. Typisk har jeg i god tid sagt ja til en masse opgaver, som giver smør på brødet, og når der så kommer et sjovt og overraskende tilbud, siger jeg også ja. 

I perioder oplever jeg et meget stort arbejdspres, fordi jeg har enten ikke har evnet eller ikke har haft mulighed for at disponere min tid mellem opgaver og møder og rejser og foredrag. Af og til tænker jeg da: “Gad vide, om man kan blive ved med at holde til det pres”, men tanken plager mig ikke synderligt. Jeg er begyndt at sige nej til opgaver, men det skyldes ikke alderen, men at det økonomiske pres er blevet mindre med årene. I dag vil jeg ikke rejse til Jylland og holde foredrag for 1.700 kroner. Ellers siger jeg ja til næsten alt. Ikke alt behøver at give penge, men så skal det have andre potentialer, for eksempel at man kan udvide sit netværk eller blive klogere eller opleve noget nyt og interessant. På det seneste har et ekstra motiv til at sige ja sneget sig ind. I dag tænker jeg også på, at et nej kan blive kædet sammen med min alder, så jeg ikke bliver spurgt igen”.

Hvad siger dine omgivelser?

“Min mand er skuespiller og freelancer. Han er lige så opslugt af sit arbejde, som jeg selv er, og han vil heller ikke holde op. Med venner og veninder er det sådan, at de, der er gået på pension, let glider ud af mit synsfelt, desværre. Når man ikke mødes i forbindelse med arbejdet, kræver det en ekstra indsats at ses. Man skal arrangere en pigefrokost for eksempel. Som mit arbejdsliv ser ud lige nu, må jeg erkende, at jeg ikke har tiden til det. Heldigvis er mange af mine veninder også fagfæller og yngre end mig. Dem ser jeg tit. Vi taler ofte om kunst og sjældent om alder”.