Dansk Magisterforening

Fast bevilling en forudsætning, men ingen garanti for succes

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Faste bevillinger til professionshøjskolernes arbejde med udviklings- og vidensbasering gør kun en forskel, hvis skolernes ledelse prioriterer opgaven og formulerer klare, langsigtede strategier, fastslår ny rapport.

Politisk er der bred opbakning til, at professionshøjskolerne skal opprioritere arbejdet med udviklings- og vidensbasering, i daglig tale forkortet FoU.

Også skolerne selv ønsker at opruste det vidensbaserede arbejde og indsatsen for at integrere ny viden i deres tilbud til de studerende. Det er derfor med en vis bæven, at FoU-medarbejdere og undervisere på bl.a. lærer-, pædagog- og sundhedsuddannelserne ser frem imod udgangen af 2012, hvor tilførslen af midler fra globaliseringspuljen ophører. Midlerne finansierer i dag 45 procent af professionsuddannelsernes forsknings- og udviklingsarbejde.

Men selv om det lykkes at forhandle sig til permanente bevillinger på finansloven, er det langtfra nogen garanti for succes. For der er et godt stykke vej endnu, før der er skabt en fornuftig sammenhæng mellem de udviklingsprojekter, der sættes i gang, undervisningen og ikke mindst samarbejdet med verden uden for uddannelsesinstitutionerne. Det mener forskningsleder Torben Pilegaard fra AKF (Anvendt Kommunal Forskning). Han har ført pennen i en ny rapport bestilt af DM, der kortlægger barrierer for og muligheder i professionshøjskolernes arbejde med udviklings- og vidensbasering.

Plads til virkeligheden
Ligesom DM mener Torben Pilegaard, at der er et stort behov for permanente bevillinger. Men udviklingsområdet er stadig præget af fortidens CVU-struktur, der for ofte varetages af tilfældige ildsjæle og i det hele taget savner overordnet strategisk styring, advarer forskningslederen.

“Hvem skal gøre hvad, og hvor er det vigtigst at sætte ind? Planlægning og prioritering er opgaver, som professionshøjskolernes ledelser for sjældent stiller sig selv. Viljen er til stede, og forudsætninger ligeså. Men ikke alle har tænkt igennem, hvordan man bedst opnår dynamik i videnstrekanten mellem udvikling/forskning, profession/erhverv og grunduddannelser/efter- og videreuddannelser. En dynamik, der vil give noget ekstra til de studerende, til eksterne forskningsmiljøer og ikke mindst til de børnehaver, skoler og sundhedsklinikker, som forskningen skal tage afsæt i, og som jo skal kunne anvende forskningsresultaterne i praksis”, forklarer Torben Pilegaard.

“Vi kan se, at mange bacheloropgaver tager afsæt i udfordringerne ude i institutionerne, og at de studerende i den forbindelse får etableret en type samarbejde, som der er brug for flere af. Faste rammeaftaler, hvor uddannelsesstederne indgår samarbejde med et antal skoler i en kommune eller et antal afdelinger på et sygehus, kunne være med til at skabe den dynamik mellem professionshøjskolerne og samfundet, som der er for lidt af i dag”, vurderer Torben Pilegaard.

Matematik eller inklusion

Hans Beksgaard, formand for DM’s medlemmer på professionshøjskolerne, kan et stykke hen ad vejen følge den problematik, som AKF-rapporten skitserer. Hans Beksgaard mener dog, at landets syv professionshøjskoler siden CVU-tiden er kommet betydeligt længere med at leve op til forpligtelsen om at være videns- og udviklingsbaserede. I hans optik er det dog ikke mindst finansieringsspørgsmålet, der bremser forskerne og underviserne.

“Der ligger en stor fare for, at de mere kortvarige ad hoc-projekter løber med opmærksomheden og de fleste penge, når uddannelserne med jævne mellemrum skal ud at slås for at få midler til udvikling. Og der er ligeledes en stor fare for, at emner, der har politisk bevågenhed, løber med for stor en del af bevillingerne. Fx har tværgående projekter om inklusion haft masser af medvind de senere år, og samtidig nedlægger man det nationale videnscenter for matematik, som var garant for en masse udvikling af faget, fx omkring nye arbejdsformer og inddragelse af nye medier. Jeg siger ikke, at det ene forskningsfelt er vigtigere end det andet, men jeg synes, at der er en for tæt sammenhæng mellem de midlertidige finansieringsmodeller og vores udfordringer med at lave praksisnære forskningsprojekter”, forklarer Hans Beksgaard.
Torben Pilegaard er undervejs i sit arbejde faldet over adskillige eksempler på, at forskningsmidler bliver drysset ud på tværs af organisationer i så tyndt et lag, at det næsten kan være lige meget. Teen i koppen kan også blive for tynd, som han formulerer det. Skal han omvendt fremhæve en professionshøjskole, som har organiseret sig smart, også i forhold til arbejdet med udviklings- og vidensbasering, så er det VIA.

“VIA har fysisk skabt højskoler i højskolen og samlet beslægtede uddannelser under én hat. Det betyder, at de sygeplejestuderende fx kan opleve en afsmittende effekt af noget, der sker hos laboranterne, og omvendt. Det betyder også, at flere uddannelser går sammen om udviklingsarbejdet. På den måde understøtter organisationsstrukturen arbejdet og er med til at sikre, at det kommer bredt ud”, forklarer Torben Pilegaard.
}