Stive skatteregler stopper videreuddannelse
Virksomheder kan trække udgifter til uddannelse fra i skat, men det kan de ansatte ikke. DM vil have emnet på bordet i forbindelse med trepartsforhandlingerne, men har andre fagforeninger imod sig.
Danmark sakker bagud i vækst og produktivitet. Arbejdspladser forsvinder. Højtuddannede søger væk. Ja, Danmark risikerer at ende som taber i den globale konkurrence, hvis ikke der sættes skub i omstillingen fra industrisamfund til videnssamfund. Og vi må alle tage vores del af ansvaret. Recepten er uddannelse, uddannelse hele livet. Ikke bare som en rettighed, men som en forpligtelse.
Christian Andersen, seniorkonsulent i interesseorganisationen Danske Regioner, vil gerne påtage sig sin del af ansvaret. Problemet er bare, at han ikke kan få lov.
Som geolog med miljø som fagområde servicerer Christian Andersen regionerne og Danske Regioners politiske sekretariat. Men han vil gerne udvide sine kompetencer.
“Når man arbejder i et politisk sekretariat og som udgangspunkt er faglig specialist, er det svært at få lov til at brede sig ud over særlig meget mere end det, der ligger umiddelbart inden for ens uddannelse. Jeg kunne godt tænke mig at videreuddanne mig, så jeg har mulighed for at arbejde mere bredt”, siger Christian Andersen.
Nærmere bestemt vil han gerne tage en Master of Public Administration ved CBS. Det er en uddannelse til små 200.000 kroner, et beløb, som han ikke råder over, og som Danske Regioner ikke er villig til at lægge på bordet.
Men der er en anden mulighed. Udgiften på 200.000 kan halveres via en såkaldt bruttolønsordning. Her betaler arbejdsgiveren for en uddannelse eller et kursus og modregner beløbet i bruttolønnen. I realiteten er det altså den ansatte selv, der betaler, men med lønkroner, der endnu ikke er beskattet. Og med skattefradraget vil Christian Andersen lige nøjagtigt få råd til uddannelsen.
“Jeg tænkte, at den lå lige til højrebenet. Det koster ikke Danske Regioner en rød øre, og de får en medarbejder, der bruger sin fritid til at uddanne sig til et meget højt niveau”, siger Christian Andersen.
Hans umiddelbart foresatte og chef var da også med på idéen, men da sagen nåede op til den nu forhenværende administrerende direktør, blev der sagt nej.
“Sådan som jeg forstod det, var vurderingen, at risikoen var for stor. De skal jo lave et udlæg til studieafgiften i starten af hvert semester, og hvis jeg nu sagde op dagen efter, kunne de måske frygte, at pengene ville gå tabt”.
Christian Andersen foreslog derfor at forlænge sit eget opsigelsesvarsel som kompensation. Men det ændrede ikke på direktionens holdning.
“Skat vil ikke have, at man godtgør virksomheden på den måde, for så vurderer man, at det i realiteten er én selv, der betaler”.
Forældet lovgivning
I stedet for at være afhængig af arbejdsgiverens velvilje mener Christian Andersen, at lønmodtagere selv skal have mulighed for at trække studieudgifter fra i skat.
“Der er mange gode grunde til, at det ikke bør være arbejdsgiveren, der skal bestemme, hvem der skal have adgang til hvilken uddannelse. Mindre virksomheder kan måske ikke overskue konsekvenserne og den risiko, de løber. Andre vil slet ikke have et incitament til at efteruddanne de ansatte, fordi en opkvalificering indebærer en risiko for, at den ansatte med sine nye kvalifikationer skifter job”, siger Christian Andersen.
Lønmodtagere kan i dag få fradrag for efteruddannelse, men ikke videreuddannelse. Groft sagt skelner lovgivningen mellem udgifter, der har til formål at vedligeholde og ajourføre lønmodtagerens kvalifikationer, som er fradragsberettigede, og udgifter, der afstedkommer et kvalifikationsløft og dermed giver mulighed for større indtjening, som ikke er fradragsberettigede.
Men den skelnen er forældet, mener Christian Andersen.
“Jeg har aldrig forstået tankegangen. Hvis man tager en erhvervsøkonomisk diplomuddannelse, må man ikke trække det fra, fordi det sætter dig i stand til at lave mere end det, du allerede laver. Og i øvrigt også bagefter kan give staten en højere skatteindtægt”.
DM ikke enig med Djøf
DM mener principielt, at det er arbejdsgiveren, der har pligten og ansvaret for at efteruddanne ansatte, og foreningen er derfor også imod tiltag, der kan forskyde ansvaret for videreuddannelse – og udgifter hertil – over på den enkelte medarbejder.
Når DM alligevel i praksis har accepteret muligheden for, at den enkelte arbejdsplads kan benytte bruttotræk i forbindelse med uddannelse, skyldes det, at DM’s medlemmer alt for ofte løber panden mod en mur, når de præsenterer deres ønsker til efteruddannelse for ledelsen.
Og derfor bør de nuværende regler også laves om, mener Ingrid Stage.
“Det er et emne, jeg mener vi bør tage op i forbindelse med trepartsforhandlingerne. På arbejdsmarkedet bliver vores medlemmer mødt med krav om, at de skal være mobile og uddanne sig gennem hele livet. Så holder det jo ikke, at en arbejdsgivers snævre interesse i at fastholde en ansat et bestemt sted skal være en bremseklods for kompetenceudvikling. Derfor skal der ikke være et skel mellem videreuddannelse og efteruddannelse. Begge dele er kompetenceudviklende, og begge dele bør kunne trækkes fra i skat”.
FTF, der repræsenterer 450.000 offentligt og privat ansatte, har tidligere kaldt fradragsreglernes skelnen mellem efteruddannelse og videreuddannelse for forskelsbehandling og krævet dem ændret. Alligevel er det tvivlsomt, om FTF vil tage kravet med til trepartsforhandlingerne, hvor mere uddannelse bliver det centrale emne, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey.
“Man skal aldrig udelukke noget, men det er ikke noget, der i første omgang står på vores liste. Situationen er en anden i dag, hvor vi set i lyset af krisen er nødt til at overveje, hvordan der skal prioriteres i forhold til skattesystemet”, siger hun.
Djøf mener ikke, at reglerne skal laves om.
“De nuværende ordninger tilgodeser langt hen ad vejen de behov for efter- og videreuddannelse, som vi ser der er. Og vi er også betænkelige ved at åbne op. Ét er efteruddannelse, men noget andet er uddannelse, som vi mener er en samfundsopgave og ikke som udgangspunkt noget, man selv skal betale for”, siger Lars Quistgaard, formand for Djøfs overenskomstforening.
Christian Andersen, seniorkonsulent i interesseorganisationen Danske Regioner, vil gerne påtage sig sin del af ansvaret. Problemet er bare, at han ikke kan få lov.
Som geolog med miljø som fagområde servicerer Christian Andersen regionerne og Danske Regioners politiske sekretariat. Men han vil gerne udvide sine kompetencer.
“Når man arbejder i et politisk sekretariat og som udgangspunkt er faglig specialist, er det svært at få lov til at brede sig ud over særlig meget mere end det, der ligger umiddelbart inden for ens uddannelse. Jeg kunne godt tænke mig at videreuddanne mig, så jeg har mulighed for at arbejde mere bredt”, siger Christian Andersen.
Nærmere bestemt vil han gerne tage en Master of Public Administration ved CBS. Det er en uddannelse til små 200.000 kroner, et beløb, som han ikke råder over, og som Danske Regioner ikke er villig til at lægge på bordet.
Men der er en anden mulighed. Udgiften på 200.000 kan halveres via en såkaldt bruttolønsordning. Her betaler arbejdsgiveren for en uddannelse eller et kursus og modregner beløbet i bruttolønnen. I realiteten er det altså den ansatte selv, der betaler, men med lønkroner, der endnu ikke er beskattet. Og med skattefradraget vil Christian Andersen lige nøjagtigt få råd til uddannelsen.
“Jeg tænkte, at den lå lige til højrebenet. Det koster ikke Danske Regioner en rød øre, og de får en medarbejder, der bruger sin fritid til at uddanne sig til et meget højt niveau”, siger Christian Andersen.
Hans umiddelbart foresatte og chef var da også med på idéen, men da sagen nåede op til den nu forhenværende administrerende direktør, blev der sagt nej.
“Sådan som jeg forstod det, var vurderingen, at risikoen var for stor. De skal jo lave et udlæg til studieafgiften i starten af hvert semester, og hvis jeg nu sagde op dagen efter, kunne de måske frygte, at pengene ville gå tabt”.
Christian Andersen foreslog derfor at forlænge sit eget opsigelsesvarsel som kompensation. Men det ændrede ikke på direktionens holdning.
“Skat vil ikke have, at man godtgør virksomheden på den måde, for så vurderer man, at det i realiteten er én selv, der betaler”.
Forældet lovgivning
I stedet for at være afhængig af arbejdsgiverens velvilje mener Christian Andersen, at lønmodtagere selv skal have mulighed for at trække studieudgifter fra i skat.
“Der er mange gode grunde til, at det ikke bør være arbejdsgiveren, der skal bestemme, hvem der skal have adgang til hvilken uddannelse. Mindre virksomheder kan måske ikke overskue konsekvenserne og den risiko, de løber. Andre vil slet ikke have et incitament til at efteruddanne de ansatte, fordi en opkvalificering indebærer en risiko for, at den ansatte med sine nye kvalifikationer skifter job”, siger Christian Andersen.
Lønmodtagere kan i dag få fradrag for efteruddannelse, men ikke videreuddannelse. Groft sagt skelner lovgivningen mellem udgifter, der har til formål at vedligeholde og ajourføre lønmodtagerens kvalifikationer, som er fradragsberettigede, og udgifter, der afstedkommer et kvalifikationsløft og dermed giver mulighed for større indtjening, som ikke er fradragsberettigede.
Men den skelnen er forældet, mener Christian Andersen.
“Jeg har aldrig forstået tankegangen. Hvis man tager en erhvervsøkonomisk diplomuddannelse, må man ikke trække det fra, fordi det sætter dig i stand til at lave mere end det, du allerede laver. Og i øvrigt også bagefter kan give staten en højere skatteindtægt”.
DM ikke enig med Djøf
DM mener principielt, at det er arbejdsgiveren, der har pligten og ansvaret for at efteruddanne ansatte, og foreningen er derfor også imod tiltag, der kan forskyde ansvaret for videreuddannelse – og udgifter hertil – over på den enkelte medarbejder.
Når DM alligevel i praksis har accepteret muligheden for, at den enkelte arbejdsplads kan benytte bruttotræk i forbindelse med uddannelse, skyldes det, at DM’s medlemmer alt for ofte løber panden mod en mur, når de præsenterer deres ønsker til efteruddannelse for ledelsen.
Og derfor bør de nuværende regler også laves om, mener Ingrid Stage.
“Det er et emne, jeg mener vi bør tage op i forbindelse med trepartsforhandlingerne. På arbejdsmarkedet bliver vores medlemmer mødt med krav om, at de skal være mobile og uddanne sig gennem hele livet. Så holder det jo ikke, at en arbejdsgivers snævre interesse i at fastholde en ansat et bestemt sted skal være en bremseklods for kompetenceudvikling. Derfor skal der ikke være et skel mellem videreuddannelse og efteruddannelse. Begge dele er kompetenceudviklende, og begge dele bør kunne trækkes fra i skat”.
FTF, der repræsenterer 450.000 offentligt og privat ansatte, har tidligere kaldt fradragsreglernes skelnen mellem efteruddannelse og videreuddannelse for forskelsbehandling og krævet dem ændret. Alligevel er det tvivlsomt, om FTF vil tage kravet med til trepartsforhandlingerne, hvor mere uddannelse bliver det centrale emne, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey.
“Man skal aldrig udelukke noget, men det er ikke noget, der i første omgang står på vores liste. Situationen er en anden i dag, hvor vi set i lyset af krisen er nødt til at overveje, hvordan der skal prioriteres i forhold til skattesystemet”, siger hun.
Djøf mener ikke, at reglerne skal laves om.
“De nuværende ordninger tilgodeser langt hen ad vejen de behov for efter- og videreuddannelse, som vi ser der er. Og vi er også betænkelige ved at åbne op. Ét er efteruddannelse, men noget andet er uddannelse, som vi mener er en samfundsopgave og ikke som udgangspunkt noget, man selv skal betale for”, siger Lars Quistgaard, formand for Djøfs overenskomstforening.
