“Jo mere erfaring jeg har fået, jo mere akademisk indhold er der kommet”.
Som ny på arbejdsmarkedet må man indimellem tage til takke med et job, der ikke helt matcher ens akademiske kompetencer. Hvis man ærgrer sig over det, så kan man til gengæld glæde sig over, at de allerfleste efterhånden får arbejdet sig hen mod et højt fagligt indhold. Det viser en ny undersøgelse fra Magisterbladet i samarbejde med DM Privat og DM Offentlig. Til gengæld betyder besparelser og fyringer af især HK’ere, at mange magistre har fået flere traditionelle HK-opgaver.
Mere end 5.000 medlemmer af DM har blandt andet svaret på spørgsmål om andelen af akademiske opgaver, og jo længere tid det er siden, man blev uddannet, jo større er sandsynligheden for, at man har arbejde med primært eller udelukkende akademisk indhold (se figur 2, side 18). Der er næsten 20 procentpoints forskel på, om man er nyuddannet eller uddannet i 1970’erne, i forhold til om indholdet i jobbet er udelukkende eller primært akademisk: Er man uddannet i 1970’erne, svarer hele 90 procent, at deres opgaver er udelukkende eller primært akademiske. Og der er en udbredt oplevelse af, at der efterhånden kommer en større andel af akademiske opgaver i enten samme job eller i forbindelse med jobskifte (se figur 4 side 20). Næsten hver tiende har fået flere akademiske opgaver ved at bytte jobbet ud, mens 17 procent har fået flere akademiske opgaver i samme job. For hver femte sker udviklingen på eget initiativ, mens det for tre ud af fire er forandringer, der sker på både ledelsens og deres eget initiativ (se figur 1 side 18). Nogle beskriver, hvordan det ligefrem er kollegerne, der har taget initiativ til, at deres jobindhold har ændret sig i en mere akademisk retning.
Initiativ og ideer belønnes
Der kan være nyttig viden at hente hos de magistre, der har haft held med at dreje deres job i en mere akademisk retning, og de deler gladeligt ud af deres erfaringer. Man kan fx gøre sig uundværlig, som en offentligt ansat beskriver: “Bød selv ind på nye opgaver, som jeg fik. Har på eget initiativ opbygget detailviden om særligt, vigtige emner, og det gør mig “uundværlig”, da ingen andre på min arbejdsplads er så dybt inde i stoffet som jeg i forhold til visse emner”.
En anden var lige så målrettet mod nye opgaver: “Don’t tell it – show it, og få dermed skabt forståelse for, hvordan organisationen får mest for dens penge. Det kræver tålmodighed og velovervejet kommunikation”.
En privatansat beskriver vejen mod flere akademiske opgaver således: “Brugte tid på at lære mig selv og mine kompetencer bedre at kende (= mere selvværd) og blev dermed bedre til at sige NEJ ... og fokusere på de relevante akademiske opgaver”.
Mange har succes med at byde ind på opgaver, herunder opgaver, som virksomheden slet ikke vidste, der var behov for at få løst. En privatansat fortæller: “Der opstod nye behov i virksomheden, og jeg gjorde opmærksom på, hvordan jeg kunne bidrage”. En anden privatansat havde en lignende strategi til at opnå flere akademiske opgaver: “Gennem drøftelser med ledelsen og ved at komme med forslag til opgaver, der kunne løses bedre ved at blive placeret hos mig”.
I det hele taget ser det ud til, at selvstændigt initiativ og nye idéer bliver belønnet og giver nye og udfordrende opgaver til ophavsmanden eller -kvinden. Som en formulerer det kort og kontant: “Foreslog forbedringer til processer og blev sat til at implementere dem”.
Og det betaler sig at være på forkant og melde klart ud, hvad man kan bidrage med – måske endda før opgaverne overhovedet findes i huset, oplever en: “Jeg fortalte, hvilke typer opgaver jeg gerne ville have, hvis virksomheden fik dem. Var generelt klar omkring mine ønsker”.
En stor gruppe kæmper ikke helt så åbenlyst for flere akademiske opgaver, men får dem alligevel hen ad vejen. De beskriver i højere grad, hvordan chefen efterhånden får øje på, at de kan bruges til mere og andet, og hvordan erfaringen giver dem tyngde til flere og flere specialiserede opgaver. Fx: “I mit første job efter endt uddannelse måtte jeg i nogen grad udføre ikke-akademisk arbejde. I mit næste havde jeg erfaring og kunne således nemmere være selektiv med de opgaver, jeg fik. Jeg var ikke længere “nederst på rangstigen””. Eller: “Jobforløbet har været meget klassisk: praktikant – studenterjob – kort ansættelse – fast ansættelse ... og des længere tid, des færre uakademiske opgaver”. En anden har samme oplevelse uden så meget forklaring: “Jo mere erfaring jeg har fået, jo mere akademisk indhold er der kommet”.
Lønnen skal matche
Når det job, man sidder i, udvikler sig i en positiv retning med mere udfordrende opgaver, så skal man være opmærksom på, om lønnen følger med – også selv om forandringen er sket over længere tid, påpeger formand for DM Offentlig Peter Grods Hansen: “Som offentligt ansat på AC-overenskomst kan der være tale om væsentlige stillingsændringer, og så har man krav på ny lønforhandling. Er man ansat på HK-overenskomst, vil det være oplagt i den forbindelse at kræve at komme på AC-overenskomst”, siger Peter Grods Hansen.
Og samme melding er der fra de privatansatte i DM: “Når man udvikler sit job, så skal man også som privatansat følge op med lønkrav. Det er ikke gavnligt for karrieren, at man bare er tilfreds med at få nye, spændende opgaver, og det kan endda være selvforstærkende at få mere i løn. Ofte vil der nemlig følge flere krav og endnu flere spændende opgaver med, når lønnen stiger, så det kan blive en positiv spiral”, siger Frederik Dehlholm, formand for DM Privat.
En del af magistrene i undersøgelsen er dog ikke kommet ud over at have få eller mange ikke-akademiske opgaver. Det, der især fylder, er lettere administrativt arbejde som sekretærarbejde, kontorarbejde og telefonpasning, men der er også opgaver inden for økonomi/regnskab, it/web og sagsbehandling. Derudover dækker de ikke-akademiske opgaver over en meget bred vifte – vi nævner i flæng: dykkerarbejde, terapi, butiksarbejde, snerydning, billetsalg, indkøb og varebestilling, vicevært, tøjvask.
Farvel til blæksprutten
De mangeartede opgaver skyldes især, at det som magister på en lille arbejdsplads kan være svært udelukkende at hellige sig de akademiske opgaver. Der er mange praktiske opgaver, der skal løses, men kun få til at løfte dem, og for at få det hele til at køre må man tage fat på alle mulige typer af opgaver. Det fænomen kender både offentligt ansatte og privatansatte.
En offentligt ansat beskriver: “Jeg arbejder på en lille arbejdsplads, hvor jeg bliver nødt til at tage opgaver mere bredt end blot at koncentrere mig om de akademiske. Jeg forestiller mig, at dette ikke ville være forholdet på en større arbejdsplads, hvor der vil være volumen (ansatte) nok til at kunne målrette opgaver og kompetencer, så de matcher”. En anden beskriver det således: “Museet er enmandsbetjent, hvorfor man må bruge meget tid på ikke-akademisk arbejde, ligesom man ikke har akademiske kolleger at udvikle sig sammen med”.
To privatansatte har oplevet, at det har ændret sig, efter de har skiftet til en større arbejdsplads: “I mit første job var jeg på en forholdsvis lille arbejdsplads med kun to akademiske medarbejdere. Jeg havde ofte en blækspruttefunktion med mangeartede arbejdsopgaver. I mit nuværende job arbejder jeg sammen med en lang række akademiske medarbejdere og har et stort ansvar, både når det kommer til budget, strategi og udvikling”. Og den anden: “I mit tidligere job som kommunikationsmedarbejder fik jeg indimellem opgaver som at dække kaffebord og hente kage til mødet, eller det hændte, at jeg “som kommunikationsmedarbejder” lige kunne skrive referatet eller tage nogle kopier. Det var ikke ofte og blev da også mindre med tiden. Det springende punkt var dog helt klart at skifte job til en stor organisation, hvor der er masser af arbejde, som taler til intellektet”.
En anden magister tænker en del over, hvordan opgavefordelingen bør være på arbejdspladsen: “Jeg er på en lille arbejdsplads, og jeg ser det som naturligt at udvise en vis fleksibilitet ift. at påtage mig arbejdsopgaver, som ikke nødvendigvis kræver særlig akademisk kompetence. Nogen skal jo gøre det, og jeg vil hellere have, at de “kedelige” opgaver er fordelt på AC-medarbejdere, end at vi bliver færre AC’ere til fordel for studentermedhjælpere og sekretærer. Men set ud fra fællesskabets synspunkter gælder det selvfølgelig om at fordele opgaverne rimeligt/ligeligt mellem os, så det ikke bliver det samme fåtal af ansatte, der altid står med “aben”. Derudover er det vigtigt, at den enkelte ansatte selv er lidt fremme i skoene og gør noget for at indfange nogle af de gode/udfordrende AC-opgaver”.
Flere HK-opgaver
Selv om hovedparten af magistrene oplever, at de med tiden og erfaringen får mere og mere specialiserede og i højere grad akademiske opgaver, så er der også en gruppe, der oplever, at det går den modsatte vej, og de er ikke i tvivl om, hvorfor det sker. Krisetider og besparelser på arbejdspladserne har betydet, at mange administrative medarbejdere er blevet fyret, men de lettere administrative opgaver skal fortsat løses, og det må de tilbageblevne medarbejdere sørge for.
Derfor beskriver en del magistre i undersøgelsen, hvordan typiske HK-opgaver på det seneste er landet på deres bord. Som en offentligt ansat beskriver det: “AC’erne i min afdeling har ikke længere tilknyttet en sekretær, så alle opgaver skal håndteres af en selv: kopiering, mødelokalebooking etc.”.
En anden offentligt ansat har lignende oplevelse: “Andelen af “almindeligt” kontorarbejde fylder mere og mere, fordi der levnes færre og færre ressourcer til support, sekretærbistand osv., osv. Alle skal kunne alting, og derfor fylder simple administrative opgaver nogle gange meget hos den enkelte”.
Men også de privatansatte oplever en øget mængde af de lettere administrative opgaver: “I mit område har man valgt at opfylde pålagte besparelser ved bl.a. at spare HK-stillinger (fyringer). Det betyder, at de akademiske medarbejdere nu pålægges flere allround/administrative opgaver. I princippet er alle medarbejdere i afdelingen i store træk ansvarlige for alle HK-administrative funktioner”.
Flere giver udtryk for, at de er meget bevidste om fastholdelsen af akademiske opgaver. Som en oplever det: “Det er en evig kamp at holde fast i, at jeg er akademiker i et akademikerjob, for de praktiske opgaver er ofte presserende og synlige. Jeg har slet ikke noget imod at lave praktisk/ikke-akademisk arbejde, men der skal være en balance. Somme tider må jeg være besværlig og sige “nej” for at holde fast i, at småopgaver, som ikke er livsnødvendige, og som vi ikke kan få frivillige til at tage sig af, måske skal overvejes at få afviklet”.
En anden har en tilsvarende erfaring med at få de ønskede opgaver: “Det har været hårdt arbejde og også været en udfordring at balancere for ikke at virke alt for fremme i skoene. Særligt i forhold til kollegerne, der ikke er akademisk uddannede. Tror, de nogle gange har undret sig over, hvad jeg har haft så forbandet travlt med at bevise. Og fra mit perspektiv har det handlet om at skifte opgavetyper, så jeg i mit arbejde kan beskæftige mig med det, jeg er god til – og ikke mindst uddannet til”.
Magistrenes succes med at få kæmpet sig til flere akademiske opgaver glæder formanden for de privatansattte i DM, for det er netop magistrenes styrke, at de hele tiden og på mange forskellige områder er med til at skabe og definere nye job. “Det er der, vores mulighed for at afsætte nye kandidater ligger – måske især på det private område. Det er vores opfindsomhed, der skaber muligheder og nye jobtyper. I modsætning til det offentlige område så er det sjældent, at man på det private område definerer en stilling som en AC-stilling. Det er ikke helt så fastlåst, og det giver også gode muligheder for at ændre stillingen”, siger Frederik Dehlholm.
Positiv udvikling
Det er dog ikke for alle i undersøgelsen et mål at få udelukkende akademisk indhold i deres stilling, hvilket følgende citater er eksempler på: “Det er i orden, at en mindre del af arbejdet er ikke-akademisk. Det giver faktisk en afstressende affekt”. Og: “Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting at lave noget, der ikke kan betegnes som AC-arbejde ... Tværtimod er der brug for det en gang imellem – kan være et velkomment afbræk/variation i hverdagen”.
I alt seks procent svarer i undersøgelsen, at de har fået færre akademiske opgaver, men det dækker ikke kun over en højere grad af HK-administrative opgaver, men også over et absolut positivt fænomen: forfremmelse. For det at blive leder betyder for flere, at de må give afkald på noget af det akademiske indhold i stillingen. En offentligt ansat beskriver det således: “I takt med at jeg er blevet leder, er mine rent akademiske opgaver reduceret. I hvert fald de akademiske ift. min uddannelse som historiker”.
Men det er ikke nødvendigvis med vemod, at man bytter de akademiske opgaver ud med ledelsesopgaver. En beskriver overgangen således: “Jeg er for godt et år siden skiftet fra en stilling som udviklingskonsulent med akademisk arbejde til en lederstilling med personaleansvar for primært AC-medarbejdere. Da en ledelsesopgave er af generel karakter, kan den efter min opfattelse ikke vurderes på skalaen akademisk vs. ikke-akademisk. Selv om stillingsskiftet for mig har betydet færre akademiske opgaver, betragter jeg det som en positiv udvikling”. Den akademiske baggrund kan da også stadig bruges, mener en anden, selv om de naturvidenskabelige kompetencer ikke i så høj grad kommer i spil i hendes tilfælde:
“Jeg er blevet leder, og jobbet ville også kunne varetages af en person med brancheerfaring – dog vil jeg stadig mene, at det er en klar fordel med en akademisk baggrund”.
