Forholdet til vejleder er knald eller fald
Det er katastrofalt for en ph.d.-stipendiat, hvis forholdet til vejlederen løber ind i alvorlige problemer. På Humaniora på Københavns Universitet sker det for flere end hver sjette, viser universitetets egen undersøgelse. Det reelle tal er formentlig langt højere, vurderer de studerende selv. For der sluges mange store kameler, når karrieren er på spil.
I lidt over et år har Randi Skovbjerg Sørensen befundet sig i et lykkeligt fagligt “ægteskab” med sin vejleder på Nordisk Forskningsinstitut ved Københavns Universitet. Her arbejder hun på sin ph.d.-afhandling om sprog og identitet.
Arbejdet går godt for Randi, der også er aktiv i ph.d.-klubben på Humaniora. Hvis hun i stedet havde oplevet store problemer med sin vejleder, havde hun næppe medvirket i denne artikel.
“Det er så sårbart et forhold, helt ulige og samtidig altafgørende for den studerende. Hvis der er dårlig kemi eller stor uenighed om de videnskabelige metoder og vinkler, så kan man som ph.d.-stipendiat være meget bekymret for, om det lægger hindringer i vejen for en fremtidig karriere i universitetsverdenen”, forklarer Randi Skovbjerg Sørensen.
“Miljøet er lille, og alle er så specialiserede, at det er katastrofalt, hvis man ikke fungerer med den person, der ved mest og har alle de vigtige kontakter på ens felt”, understreger hun.
En intern undersøgelse foretaget på Humaniora blandt næsten 300 aktive og tidligere ph.d.-stipendiater i årene 2007-2010 dokumenterer, at flere end hver sjette har oplevet at have så alvorlige problemer med deres vejleder, at det er gået ud over deres trivsel. Virkelighedens tal er endda noget højere, vurderer de ph.d.-studerende selv.
Asymmetrisk relation
Sune Auken, der er lektor og leder af ph.d.-skolen på Det Humanistiske Fakultet, møder også jævnligt trivselsproblemerne hos ph.d.-stipendiaterne.
“Vejlederen kan være selve autoriteten på det emne, man specialiserer sig i. Og når man er i sin allerførste universitetsansættelse, var studerende lige indtil for ganske nylig og befinder sig nederst i hierarkiet, er man ekstremt optaget af ikke at provokere de forkerte mennesker. Relationen til vejlederen er asymmetrisk, fordi den betyder så uendelig meget mere for den studerende. En dårlig, ligeglad eller decideret aggressiv vejleder kan påvirke ph.d.-stipendiaten så dybt, at det rækker langt ud over det professionelle forhold”, mener Sune Auken.
I hans analyse afdækker undersøgelsen af ph.d.ernes trivsel flere centrale problemer.
“Vejlederen spiller den helt afgørende rolle for, hvor integrerede i forskermiljøet ph.d.-stipendiaterne bliver. Tager vejlederen fx den studerende med til konferencer, og deler vedkommende sine kontakter med kolleger osv.? Bliver der taget venligt imod den studerende, eller oplever den studerende måske, at vejleder pludselig er rejst et halvt år til udlandet, uden at der er lavet aftaler om, hvordan vejledningen skal foregå i den periode? For universitetets faste stab er der stor prestige i at være vejleder for mange ph.d.-studerende, men der er ikke nødvendigvis den samme prestige i at udføre vejledningen ordentligt”, uddyber Sune Auken.
Undersøgelsen viser også, at de 16 procent, der angiver at have alvorlige problemer med deres vejleder, også evaluerer andre aspekter af deres spirende forskerliv langt mere negativt. Igen en indikation på, at det er knald eller fald, om relationen til vejlederen fungerer.
“Ud over at universitetet risikerer at miste potentielt fremragende forskere, der kommer dårligt fra start, så er det jo også en kæmpe investering, vi skyller ud med badevandet, hvis vores ph.d.-studerende må opgive at gennemføre. Det koster to millioner at uddanne hver eneste af dem”, pointerer Sune Auken.
Vejledning og motivation
Kristine Køhler Mortensen er også ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet. Hun mener, at det er selve strukturen omkring vejledningen, som bør genovervejes. Den høje grad af selvledelse, som kræves for at gennemføre en ph.d., kan blive for stor en mundfuld for mange unge forskere, mener hun.
“Det er en stor udfordring, at man er ansvarlig for alle dele af processen selv – lige fra ideudvikling til færdigt resultat. Man skal hele tiden gå et skridt foran sig selv og vide, hvad der nu er behov for. Min fornemmelse er, at meget vejledning foregår på ph.d.-stipendiatens eget initiativ, hvilket ikke nødvendigvis er fordelagtigt, da man jo ikke altid kan fornemme, hvornår man har brug for sparring i processen”, forklarer Kristine Køhler Mortensen.
“Vejledning bør for mig at se bestå både i konkret faglig vejledning og mere personlig motivation. Det kan nemlig være svært at holde motivationen på samme stade igennem hele forløbet. I perioder har man brug for et motivationsskub og inspiration. Og det behøver ikke nødvendigvis at være den samme vejleder, der skal stå for alt det”.
Selv har Kristine Køhler Mortensen været heldig at kunne indlede et undervisningssamarbejde med en lektor ved sit institut, der ikke samtidig er hendes vejleder.
“Det betyder rigtig meget for mig, at jeg har flere indgange til det faglige miljø på universitetet. Det er alt for sårbart kun at have én kontakt, og jeg mener, man burde overveje, om det ikke var bedre at sikre, at ph.d.-stipendiaterne havde en bredere vifte af kontakter til det videnskabelige personale på universitetet. På den måde behøver ens ry og fremtidsmuligheder i miljøet ikke udelukkende afhænge af ens gode eller dårlige forhold til ens vejleder. Man får i stedet mulighed for at gå i mere personlig dialog med andre, ældre forskere, så de kan danne sig deres eget indtryk”, understreger hun.
Konkrete initiativer på vej
Ph.d.-skoleleder Sune Auken vil ikke deltage i et blame game, som han kalder det. Eventuelle problemer behøver ikke kun at være vejleders skyld, og der er rigtig mange fremragende og højt kvalificerede vejledere, der leverer varen, understreger han. Men på baggrund af undersøgelsen har han ikke desto mindre sat nogle konkrete initiativer i gang.
“Det skal være lettere for den studerende at skifte vejleder, også inden det kører helt af sporet. Vi prøver at demytologisere mit kontor, når nye ph.d.-studerende starter. Jeg fortæller, hvad jeg laver, og hvad jeg kan bruges til, og drøfter med dem, hvad de skal. Dermed håber jeg, at de får lettere ved at træde ind af min dør senere, hvis de får problemer. Derudover arbejder vi på at få lov til at reducere i mængden af evalueringsrapporter, som skal afleveres i løbet af et ph.d.-forløb. Hidtil har antallet været fem, vi vil gerne skære det ned til tre i håb om at skære en bid af administrationen og på den måde lette opgavemængden for vejleder”, forklarer Sune Auken.
Humaniora følger også et nyt overordnet krav fra Københavns Universitet om at lave kompetenceudvikling for nye vejledere. Første kursus løber af stablen til november. Sune Auken er dog en smule skeptisk med hensyn til, hvordan det vil gå.
“Ambitionen er fin. Men jeg er meget i tvivl om, hvor mange højt kvalificerede specialister vi får overtalt til at sætte sig på skolebænken igen for at blive kompetenceudviklet”, siger ph.d.-skolelederen.
Også ph.d.-stipendiat Randi Skovbjerg Sørensen tvivler på effekten.
“De, der vælger at deltage i et vejlederkursus, er dem, der i forvejen gør deres bedste for at udfylde funktionen. Man når næppe ud til dem, der er problemer med”, vurderer hun.
Arbejdet går godt for Randi, der også er aktiv i ph.d.-klubben på Humaniora. Hvis hun i stedet havde oplevet store problemer med sin vejleder, havde hun næppe medvirket i denne artikel.
“Det er så sårbart et forhold, helt ulige og samtidig altafgørende for den studerende. Hvis der er dårlig kemi eller stor uenighed om de videnskabelige metoder og vinkler, så kan man som ph.d.-stipendiat være meget bekymret for, om det lægger hindringer i vejen for en fremtidig karriere i universitetsverdenen”, forklarer Randi Skovbjerg Sørensen.
“Miljøet er lille, og alle er så specialiserede, at det er katastrofalt, hvis man ikke fungerer med den person, der ved mest og har alle de vigtige kontakter på ens felt”, understreger hun.
En intern undersøgelse foretaget på Humaniora blandt næsten 300 aktive og tidligere ph.d.-stipendiater i årene 2007-2010 dokumenterer, at flere end hver sjette har oplevet at have så alvorlige problemer med deres vejleder, at det er gået ud over deres trivsel. Virkelighedens tal er endda noget højere, vurderer de ph.d.-studerende selv.
Asymmetrisk relation
Sune Auken, der er lektor og leder af ph.d.-skolen på Det Humanistiske Fakultet, møder også jævnligt trivselsproblemerne hos ph.d.-stipendiaterne.
“Vejlederen kan være selve autoriteten på det emne, man specialiserer sig i. Og når man er i sin allerførste universitetsansættelse, var studerende lige indtil for ganske nylig og befinder sig nederst i hierarkiet, er man ekstremt optaget af ikke at provokere de forkerte mennesker. Relationen til vejlederen er asymmetrisk, fordi den betyder så uendelig meget mere for den studerende. En dårlig, ligeglad eller decideret aggressiv vejleder kan påvirke ph.d.-stipendiaten så dybt, at det rækker langt ud over det professionelle forhold”, mener Sune Auken.
I hans analyse afdækker undersøgelsen af ph.d.ernes trivsel flere centrale problemer.
“Vejlederen spiller den helt afgørende rolle for, hvor integrerede i forskermiljøet ph.d.-stipendiaterne bliver. Tager vejlederen fx den studerende med til konferencer, og deler vedkommende sine kontakter med kolleger osv.? Bliver der taget venligt imod den studerende, eller oplever den studerende måske, at vejleder pludselig er rejst et halvt år til udlandet, uden at der er lavet aftaler om, hvordan vejledningen skal foregå i den periode? For universitetets faste stab er der stor prestige i at være vejleder for mange ph.d.-studerende, men der er ikke nødvendigvis den samme prestige i at udføre vejledningen ordentligt”, uddyber Sune Auken.
Undersøgelsen viser også, at de 16 procent, der angiver at have alvorlige problemer med deres vejleder, også evaluerer andre aspekter af deres spirende forskerliv langt mere negativt. Igen en indikation på, at det er knald eller fald, om relationen til vejlederen fungerer.
“Ud over at universitetet risikerer at miste potentielt fremragende forskere, der kommer dårligt fra start, så er det jo også en kæmpe investering, vi skyller ud med badevandet, hvis vores ph.d.-studerende må opgive at gennemføre. Det koster to millioner at uddanne hver eneste af dem”, pointerer Sune Auken.
Vejledning og motivation
Kristine Køhler Mortensen er også ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet. Hun mener, at det er selve strukturen omkring vejledningen, som bør genovervejes. Den høje grad af selvledelse, som kræves for at gennemføre en ph.d., kan blive for stor en mundfuld for mange unge forskere, mener hun.
“Det er en stor udfordring, at man er ansvarlig for alle dele af processen selv – lige fra ideudvikling til færdigt resultat. Man skal hele tiden gå et skridt foran sig selv og vide, hvad der nu er behov for. Min fornemmelse er, at meget vejledning foregår på ph.d.-stipendiatens eget initiativ, hvilket ikke nødvendigvis er fordelagtigt, da man jo ikke altid kan fornemme, hvornår man har brug for sparring i processen”, forklarer Kristine Køhler Mortensen.
“Vejledning bør for mig at se bestå både i konkret faglig vejledning og mere personlig motivation. Det kan nemlig være svært at holde motivationen på samme stade igennem hele forløbet. I perioder har man brug for et motivationsskub og inspiration. Og det behøver ikke nødvendigvis at være den samme vejleder, der skal stå for alt det”.
Selv har Kristine Køhler Mortensen været heldig at kunne indlede et undervisningssamarbejde med en lektor ved sit institut, der ikke samtidig er hendes vejleder.
“Det betyder rigtig meget for mig, at jeg har flere indgange til det faglige miljø på universitetet. Det er alt for sårbart kun at have én kontakt, og jeg mener, man burde overveje, om det ikke var bedre at sikre, at ph.d.-stipendiaterne havde en bredere vifte af kontakter til det videnskabelige personale på universitetet. På den måde behøver ens ry og fremtidsmuligheder i miljøet ikke udelukkende afhænge af ens gode eller dårlige forhold til ens vejleder. Man får i stedet mulighed for at gå i mere personlig dialog med andre, ældre forskere, så de kan danne sig deres eget indtryk”, understreger hun.
Konkrete initiativer på vej
Ph.d.-skoleleder Sune Auken vil ikke deltage i et blame game, som han kalder det. Eventuelle problemer behøver ikke kun at være vejleders skyld, og der er rigtig mange fremragende og højt kvalificerede vejledere, der leverer varen, understreger han. Men på baggrund af undersøgelsen har han ikke desto mindre sat nogle konkrete initiativer i gang.
“Det skal være lettere for den studerende at skifte vejleder, også inden det kører helt af sporet. Vi prøver at demytologisere mit kontor, når nye ph.d.-studerende starter. Jeg fortæller, hvad jeg laver, og hvad jeg kan bruges til, og drøfter med dem, hvad de skal. Dermed håber jeg, at de får lettere ved at træde ind af min dør senere, hvis de får problemer. Derudover arbejder vi på at få lov til at reducere i mængden af evalueringsrapporter, som skal afleveres i løbet af et ph.d.-forløb. Hidtil har antallet været fem, vi vil gerne skære det ned til tre i håb om at skære en bid af administrationen og på den måde lette opgavemængden for vejleder”, forklarer Sune Auken.
Humaniora følger også et nyt overordnet krav fra Københavns Universitet om at lave kompetenceudvikling for nye vejledere. Første kursus løber af stablen til november. Sune Auken er dog en smule skeptisk med hensyn til, hvordan det vil gå.
“Ambitionen er fin. Men jeg er meget i tvivl om, hvor mange højt kvalificerede specialister vi får overtalt til at sætte sig på skolebænken igen for at blive kompetenceudviklet”, siger ph.d.-skolelederen.
Også ph.d.-stipendiat Randi Skovbjerg Sørensen tvivler på effekten.
“De, der vælger at deltage i et vejlederkursus, er dem, der i forvejen gør deres bedste for at udfylde funktionen. Man når næppe ud til dem, der er problemer med”, vurderer hun.
