Rocken får sit eget museum
Det kommende museum for rock og ungdomskultur i Roskilde redefinerer det traditionelle museum.
Det er ikke længere kun Memphis, Nashville, Detroit eller Liverpool, der sender rocken på museum. Poppen og rocken har sat deres aftryk på samfundsudviklingen overalt i verden, og efter at senest London, Seattle, Barcelona og Trondheim er hoppet med på vognen, er turen nu kommet til Danmark. Og ambitionerne og rækkevidden i det danske rockmuseumsprojekt, der har været ti år undervejs, rækker længere end de internationale modstykker.
Stedet er et gigantisk forladt fabriksområde i Roskilde med industrihaller og beton i lange baner, som kommunen har udpeget til kreativ byudviklingszone. Området skal foruden rockmuseet huse uddannelsesinstitutioner, kreative virksomheder, kunstnere, foreninger og boliger.
Og der er noget om snakken. Sidste år vandt de hollandske stjernearkitekter fra MVRDV sammen med danske COBE konkurrencen om museumsbyggeriet med et projekt, der vakte international opsigt, og som også rummer en ny festivalhøjskole og Roskilde Festivals sekretariat.
Og selvom også Roskilde Kommune er presset af sparekrav og den økonomiske krise, er der bred opbakning til projektet i byrådet. Det 120 mio. kroner dyre byggeri bliver støttet med 50 mio. kroner, ligesom der er afsat 3,5 mio. kr. i årligt driftstilskud. Med bidrag fra diverse fonde er projektet p.t. 10 mio. kr. fra målet.
Hall of Fame bliver det ikke
Men projektet er fra visse sider også blevet mødt med skepsis og undren. For skal rock’n’roll nu sendes på pension, ja, kan et rockmuseum være andet end et monument over svundne tider? I Politiken lagde journalisten Helle Hellmann stemme til en kritik af projektet, der tog afsæt i rockens natur. Man “kan ikke sende en følelse på museum”, hed det, og “rock er forbi, fortid er fortid, og det er imod hele musikformens natur at blive holdt fast i”.
Folkene bag rockmuseet har undret sig.
“Det svarer til, at man siger, at man ikke kan have et museum for samtidskunst. Kunst er jo også en følelse”, siger Jacob Westergaard Madsen, museumsinspektør på det kommende museum.
Måske er modviljen alligevel ikke helt skæv. Flere af de rockmuseer, der findes internationalt, behandler musikken og musikerne ret snævert, fortæller Jacob Westergaard Madsen.
“Faren er selvfølgelig, at man ender i en kanonisering af musikere, vi alle sammen kender i forvejen, eller endnu værre i et rockens Hall of Fame”.
Frygten for et Hall of Fame i Roskilde kan også skyldes den måde, dansk rocks historie hidtil er blevet fortalt på. Lektor i musikhistorie ved Københavns Universitet Morten Michelsen har afdækket, hvordan dansk – og international – rocks historie indtil for nylig i al væsentlighed har været skrevet af rockjournalister, som har opbygget og formidlet en kanon, der meget traditionelt fokuserer på rockens kronologi og fremhæver de vigtigste personer, værker og begivenheder. Morten Michelsen har i stedet for taget initiativ til en ny rockhistorie. Her er værk og musik ikke udgangspunktet, men derimod relationerne mellem musik, mennesker og samfund.
Der skal fortælles historier
Og det er netop, hvad det kommende rockmuseum bekender sig til – blandt andet i forbindelse med den igangværende indsamling af genstande. En guitar er ikke specielt interessant, blot fordi den har tilhørt en kendt musiker. Den skal være en del af en større historie. Det gælder fx også det brudeslør, som June Dennow bar, du hun under stor mediebevågenhed blev gift med pigtrådsidolet Peter Belli i 1967, og som nu indgår i museets samling.
“Hele den celebrity-kultur, vi kender så godt i dag, hvor vi sniger os med ind i privaten hos de kendte, opstod i de her år, især i ungdomsbladene, hvor man kunne vinde en dag med Otto Brandenburg eller få adgang til Peter Bellis bryllup. Peter og Junes bryllup var et vaskeægte mediebryllup dækket eksklusivt af fotografen Bent Rej, der solgte billederne til ungdomsbladet Børge”, fortæller Jacob Westergaard Madsen.
Så når June Bellis brudeslør er interessant, er det derfor ikke, fordi det relaterer til Peter Belli, men snarere, fordi det er et billede på, hvordan medierne var med til at drive den nye fankultur frem ved som noget nyt at trænge ind i de kendtes intimsfære.
Han nævner også en plakat med Otto Brandenburg, Danmarks måske tidligste popidol. Plakaten var et samlesæt i ungdomsbladet Tempo, der hver uge bragte en ny bid af plakaten, der til sidst fyldte en hel dør. På museets plakat er Otto Brandenburg malet omkring øjnene, så han ligner en klovn.
“Vi har fået den af en dame, som har fortalt os, at hun gjorde det i ren skuffelse, da hun opdagede, at han havde en familie. Hun elskede ham jo. Hun har også foræret os en bog med gamle stiløvelser, hvori hun har limet udklip fra bladene og skrevet små digte til Otto Brandenburg. Det er en fan, der bruger megen tid på sit idol, men det kan der komme meget godt ud af, for hun er jo både kreativ, legende og afsøgende, ja, hun udvikler sig”.
“Der har været mange fordomme om, at fankulturen bare er massehysteri og forvirrede teenagepiger med rod i identiteten, men forskningen har haft et mere positivt syn på det som noget identitetsudviklende, hvor forbillederne gør det muligt at prøve sin egen identitet af på en måde, der ikke er bevidstløs plagiering af idolerne, men faktisk en aktiv forholden – de kan skuffe dig lige så meget, som de kan give dig glæde”.
Rockens historie på rockmuseet skal handle om alt det, der sker rundt om musikken. Om fankultur, forbrugsmønstre og identitetskabelse og om nye værdier og samværsformer, der påvirkede individer og resten af samfundet.
“Det ville nok være mere rammende at kalde os et museum for pop, rock og ungdomskultur. Vi vil gerne være et kulturhistorisk museum, hvor musikken fungerer som et prisme til at fortælle en bredere historie om modtagerne af musikken og den samfundsmæssige rolle, musikken har spillet”, forklarer Jacob Westergaard Madsen.
Kampen om de unge
Og så er der selvfølgelig naboen, Roskilde Festival. Godt nok er der i dag en motorvej mellem Dyrskuepladsen og området, hvor museet skal ligge, men når broen er bygget, og det bliver den, har kommunen besluttet, er der skabt en direkte sluse mellem museet og Festivalens 120.000 deltagere. Når de unge fylder Dyrskuepladsen op hvert år i starten af juli, kan museet altså forvente et pænt udsving i besøgsstatistikken.
Rockmuseet har da også valgt de 15-30-årige som sin primære målgruppe – i øvrigt i overensstemmelse med de politiske vinde, der for tiden blæser i Kulturstyrelsen (tidligere Kulturarvsstyrelsen). Men vil de unge overhovedet på rockmuseum, når de kan gå på opdagelse i rockhistorien på YouTube og en bunke andre elektroniske platforme hjemme på værelset? Godt nok havde Koldinghus for nylig bragende succes med sin Beatles-udstilling, men det var især generationen, der hvinede til Beatles’ koncerter, som var med til at fordoble museets besøgstal. Og det er netop en flok ældre, gråhårede musikere, forskere, musikjournalister og folk med tilknytning til Festivalen, der har båret ideen om rockmuseet frem.
Men Jacob Westergaard Madsen og hans kolleger på rockmuseet har selvfølgelig tænkt “unge-udfordringen” grundigt ind i museets fysiske indhold. Løsningen er at gøre museet til lige dele klassisk museum og eksperimentarium. For ikke bare vil museet omskrive rockens historie og undgå det, der kunne blive et rockmausoleum, det vil også trække de unge ind i selve musikkens skabelse i museets lydlaboratorium. Og er det ikke nyt, at museer tænker i interaktivitet, er det med rockmuseet – der skal bygges op fra bunden – tænkt så konsekvent, at museet kalder sig et “rockeksperimentarium”.
“De unge kommer mindre end de ældre på museerne, og hvis du kigger ud over det danske museumslandskab, er der vel ingen tvivl om, at vi med emnet og målgruppen udfylder et stort hul. At vi så også rent formidlingsmæssigt er i kæmpemæssig konkurrence med nye elektroniske platforme, er der heller ikke tvivl om. Og vi skal ikke konkurrere med Guitar Hero og andre ting, der findes i forvejen på apps og andre steder, for den kamp er tabt på forhånd. Ikke desto mindre er det det legende og involverende, der skal være med til at gøre en forskel. I vores lydlaboratorium vil man kunne deltage i musikkens tilblivelse, fra den bliver skrevet, til den bliver udført og produceret og endelig fremført på en scene. Det tror jeg ikke, man vil kunne opleve mange andre steder. Sammenholdt med, at vi holder fast i grundkernen af, hvad det vil sige at være et museum, med den formidling, der kommer til at ske, tror jeg, vi har gode kort på hånden. Det er ikke så meget enkeltdelene, men mere helheden, vi kan konkurrere på”.
Et demokratisk museum
Men mens publikum kan sidde bag mikserpulten i et lydstudie, danse gennem årtierne eller trykke den af foran et 3D-publikum på Orange Scene, har interaktionen mellem museum og gæst også en mere alvorlig kant, når det drejer sig om formidlingsrollen. Udfordringen af museernes klassiske rolle som institutioner, der med sine genstande og værker henvender sig autoritativt til publikum, er om noget til stede på et rockmuseum, hvis målgruppe er fuldt fortrolig med de digitale mediers ubegrænsede valgmuligheder.
“Man skal huske på, at vi jo er et fysisk mødested, og folk har brug for at mødes. Men vi skal selvfølgelig være ekstra opmærksomme på, at vores kommunikation ikke bliver envejskommunikation. Inden vi åbner fysisk, er vi gået i gang med noget, vi kalder Rockens Danmarkskort, hvor vi sætter fokus på alle de steder, den her kultur har sit udspring. Det er et brugergenereret digitalt projekt, hvor vi eksperimenterer og giver slip på de autoritative tøjler ved at involvere musikfans, lokalarkiver, spillesteder og andre, der oploader bidrag. Og det er jo et ret vigtigt signal, vi sender her, at vi ikke selv laver det og sender det ud i hovedet på folk, men derimod inviterer brugerne til at generere denne viden”.
Jacob Westergaard Madsen og hans kolleger har travlt. Det er ikke en enkel sag at bygge en samling op fra bunden, især ikke når der skal trækkes på musikere.
“De er faktisk ret svære at få fat i, og man skal ramme dem på det helt rigtige tidspunkt. Og være utroligt vedholdende. Jeg har ikke overblik over, hvor meget vi faktisk er blevet lovet”.
Egentlig grundforskning er der ikke tid eller ressourcer til i etableringsfasen, men den kommer, og emner som medier, mødesteder og krop og køn trænger sig på. I stedet for bruger museumsfolkene deres sparsomme tid på at skabe netværk og samarbejdsflader med musikforskere, journalister, virksomheder og andre rockmuseer.
Der bliver rabalder
Jacob Westergaard Madsen arbejder p.t. på et formidlingsoplæg til en ekstern designer og samarbejder samtidig med Københavns Museum om en udstilling om ungdom og dans i 1950’ernes København, der åbner til efteråret.
“Det er jo virkelig vigtigt at få mulighed for at prøve vores indhold af og arbejde med målgruppen, bringe vores genstande i spil og se, hvordan de egentlig fungerer i udstillingssammenhæng, så vi ikke bare forskanser os og lægger planer og så åbner med et stort rabalder uden at vide, hvordan det virker”.
Rabalder bliver der nu helt sikkert, når museet åbner i 2014. For der står meget på spil for museumsfolkene og alle de andre, der har kæmpet for projektet. I et oplæg til Kulturstyrelsen hedder det, at ungdomskulturen, der opstod omkring rockmusikken, om få årtier vil stå som noget af det mest skelsættende i den nyere danmarkshistorie.
“Den her musik når langt ud og fører til helt nye måder at mødes på og være sammen på. Og den går fra at være noget, som kun angår de unge, til at være til stede overalt. Du kan jo ikke åbne fjernsynet i dag, uden at populærmusikken er der. Den bliver brugt til at iscenesætte alt, præsidentkandidater i USA, X-Factor – eller ungdomsoprøret i 1967. Tænk, hvilken enorm rolle musikken spillede i det. Den var altid til stede, og i modsætning til mange af de politiske paroler var den krop og lyd og havde en fantastisk suggestiv kraft”.
Stedet er et gigantisk forladt fabriksområde i Roskilde med industrihaller og beton i lange baner, som kommunen har udpeget til kreativ byudviklingszone. Området skal foruden rockmuseet huse uddannelsesinstitutioner, kreative virksomheder, kunstnere, foreninger og boliger.
Og der er noget om snakken. Sidste år vandt de hollandske stjernearkitekter fra MVRDV sammen med danske COBE konkurrencen om museumsbyggeriet med et projekt, der vakte international opsigt, og som også rummer en ny festivalhøjskole og Roskilde Festivals sekretariat.
Og selvom også Roskilde Kommune er presset af sparekrav og den økonomiske krise, er der bred opbakning til projektet i byrådet. Det 120 mio. kroner dyre byggeri bliver støttet med 50 mio. kroner, ligesom der er afsat 3,5 mio. kr. i årligt driftstilskud. Med bidrag fra diverse fonde er projektet p.t. 10 mio. kr. fra målet.
Hall of Fame bliver det ikke
Men projektet er fra visse sider også blevet mødt med skepsis og undren. For skal rock’n’roll nu sendes på pension, ja, kan et rockmuseum være andet end et monument over svundne tider? I Politiken lagde journalisten Helle Hellmann stemme til en kritik af projektet, der tog afsæt i rockens natur. Man “kan ikke sende en følelse på museum”, hed det, og “rock er forbi, fortid er fortid, og det er imod hele musikformens natur at blive holdt fast i”.
Folkene bag rockmuseet har undret sig.
“Det svarer til, at man siger, at man ikke kan have et museum for samtidskunst. Kunst er jo også en følelse”, siger Jacob Westergaard Madsen, museumsinspektør på det kommende museum.
Måske er modviljen alligevel ikke helt skæv. Flere af de rockmuseer, der findes internationalt, behandler musikken og musikerne ret snævert, fortæller Jacob Westergaard Madsen.
“Faren er selvfølgelig, at man ender i en kanonisering af musikere, vi alle sammen kender i forvejen, eller endnu værre i et rockens Hall of Fame”.
Frygten for et Hall of Fame i Roskilde kan også skyldes den måde, dansk rocks historie hidtil er blevet fortalt på. Lektor i musikhistorie ved Københavns Universitet Morten Michelsen har afdækket, hvordan dansk – og international – rocks historie indtil for nylig i al væsentlighed har været skrevet af rockjournalister, som har opbygget og formidlet en kanon, der meget traditionelt fokuserer på rockens kronologi og fremhæver de vigtigste personer, værker og begivenheder. Morten Michelsen har i stedet for taget initiativ til en ny rockhistorie. Her er værk og musik ikke udgangspunktet, men derimod relationerne mellem musik, mennesker og samfund.
Der skal fortælles historier
Og det er netop, hvad det kommende rockmuseum bekender sig til – blandt andet i forbindelse med den igangværende indsamling af genstande. En guitar er ikke specielt interessant, blot fordi den har tilhørt en kendt musiker. Den skal være en del af en større historie. Det gælder fx også det brudeslør, som June Dennow bar, du hun under stor mediebevågenhed blev gift med pigtrådsidolet Peter Belli i 1967, og som nu indgår i museets samling.
“Hele den celebrity-kultur, vi kender så godt i dag, hvor vi sniger os med ind i privaten hos de kendte, opstod i de her år, især i ungdomsbladene, hvor man kunne vinde en dag med Otto Brandenburg eller få adgang til Peter Bellis bryllup. Peter og Junes bryllup var et vaskeægte mediebryllup dækket eksklusivt af fotografen Bent Rej, der solgte billederne til ungdomsbladet Børge”, fortæller Jacob Westergaard Madsen.
Så når June Bellis brudeslør er interessant, er det derfor ikke, fordi det relaterer til Peter Belli, men snarere, fordi det er et billede på, hvordan medierne var med til at drive den nye fankultur frem ved som noget nyt at trænge ind i de kendtes intimsfære.
Han nævner også en plakat med Otto Brandenburg, Danmarks måske tidligste popidol. Plakaten var et samlesæt i ungdomsbladet Tempo, der hver uge bragte en ny bid af plakaten, der til sidst fyldte en hel dør. På museets plakat er Otto Brandenburg malet omkring øjnene, så han ligner en klovn.
“Vi har fået den af en dame, som har fortalt os, at hun gjorde det i ren skuffelse, da hun opdagede, at han havde en familie. Hun elskede ham jo. Hun har også foræret os en bog med gamle stiløvelser, hvori hun har limet udklip fra bladene og skrevet små digte til Otto Brandenburg. Det er en fan, der bruger megen tid på sit idol, men det kan der komme meget godt ud af, for hun er jo både kreativ, legende og afsøgende, ja, hun udvikler sig”.
“Der har været mange fordomme om, at fankulturen bare er massehysteri og forvirrede teenagepiger med rod i identiteten, men forskningen har haft et mere positivt syn på det som noget identitetsudviklende, hvor forbillederne gør det muligt at prøve sin egen identitet af på en måde, der ikke er bevidstløs plagiering af idolerne, men faktisk en aktiv forholden – de kan skuffe dig lige så meget, som de kan give dig glæde”.
Rockens historie på rockmuseet skal handle om alt det, der sker rundt om musikken. Om fankultur, forbrugsmønstre og identitetskabelse og om nye værdier og samværsformer, der påvirkede individer og resten af samfundet.
“Det ville nok være mere rammende at kalde os et museum for pop, rock og ungdomskultur. Vi vil gerne være et kulturhistorisk museum, hvor musikken fungerer som et prisme til at fortælle en bredere historie om modtagerne af musikken og den samfundsmæssige rolle, musikken har spillet”, forklarer Jacob Westergaard Madsen.
Kampen om de unge
Og så er der selvfølgelig naboen, Roskilde Festival. Godt nok er der i dag en motorvej mellem Dyrskuepladsen og området, hvor museet skal ligge, men når broen er bygget, og det bliver den, har kommunen besluttet, er der skabt en direkte sluse mellem museet og Festivalens 120.000 deltagere. Når de unge fylder Dyrskuepladsen op hvert år i starten af juli, kan museet altså forvente et pænt udsving i besøgsstatistikken.
Rockmuseet har da også valgt de 15-30-årige som sin primære målgruppe – i øvrigt i overensstemmelse med de politiske vinde, der for tiden blæser i Kulturstyrelsen (tidligere Kulturarvsstyrelsen). Men vil de unge overhovedet på rockmuseum, når de kan gå på opdagelse i rockhistorien på YouTube og en bunke andre elektroniske platforme hjemme på værelset? Godt nok havde Koldinghus for nylig bragende succes med sin Beatles-udstilling, men det var især generationen, der hvinede til Beatles’ koncerter, som var med til at fordoble museets besøgstal. Og det er netop en flok ældre, gråhårede musikere, forskere, musikjournalister og folk med tilknytning til Festivalen, der har båret ideen om rockmuseet frem.
Men Jacob Westergaard Madsen og hans kolleger på rockmuseet har selvfølgelig tænkt “unge-udfordringen” grundigt ind i museets fysiske indhold. Løsningen er at gøre museet til lige dele klassisk museum og eksperimentarium. For ikke bare vil museet omskrive rockens historie og undgå det, der kunne blive et rockmausoleum, det vil også trække de unge ind i selve musikkens skabelse i museets lydlaboratorium. Og er det ikke nyt, at museer tænker i interaktivitet, er det med rockmuseet – der skal bygges op fra bunden – tænkt så konsekvent, at museet kalder sig et “rockeksperimentarium”.
“De unge kommer mindre end de ældre på museerne, og hvis du kigger ud over det danske museumslandskab, er der vel ingen tvivl om, at vi med emnet og målgruppen udfylder et stort hul. At vi så også rent formidlingsmæssigt er i kæmpemæssig konkurrence med nye elektroniske platforme, er der heller ikke tvivl om. Og vi skal ikke konkurrere med Guitar Hero og andre ting, der findes i forvejen på apps og andre steder, for den kamp er tabt på forhånd. Ikke desto mindre er det det legende og involverende, der skal være med til at gøre en forskel. I vores lydlaboratorium vil man kunne deltage i musikkens tilblivelse, fra den bliver skrevet, til den bliver udført og produceret og endelig fremført på en scene. Det tror jeg ikke, man vil kunne opleve mange andre steder. Sammenholdt med, at vi holder fast i grundkernen af, hvad det vil sige at være et museum, med den formidling, der kommer til at ske, tror jeg, vi har gode kort på hånden. Det er ikke så meget enkeltdelene, men mere helheden, vi kan konkurrere på”.
Et demokratisk museum
Men mens publikum kan sidde bag mikserpulten i et lydstudie, danse gennem årtierne eller trykke den af foran et 3D-publikum på Orange Scene, har interaktionen mellem museum og gæst også en mere alvorlig kant, når det drejer sig om formidlingsrollen. Udfordringen af museernes klassiske rolle som institutioner, der med sine genstande og værker henvender sig autoritativt til publikum, er om noget til stede på et rockmuseum, hvis målgruppe er fuldt fortrolig med de digitale mediers ubegrænsede valgmuligheder.
“Man skal huske på, at vi jo er et fysisk mødested, og folk har brug for at mødes. Men vi skal selvfølgelig være ekstra opmærksomme på, at vores kommunikation ikke bliver envejskommunikation. Inden vi åbner fysisk, er vi gået i gang med noget, vi kalder Rockens Danmarkskort, hvor vi sætter fokus på alle de steder, den her kultur har sit udspring. Det er et brugergenereret digitalt projekt, hvor vi eksperimenterer og giver slip på de autoritative tøjler ved at involvere musikfans, lokalarkiver, spillesteder og andre, der oploader bidrag. Og det er jo et ret vigtigt signal, vi sender her, at vi ikke selv laver det og sender det ud i hovedet på folk, men derimod inviterer brugerne til at generere denne viden”.
Jacob Westergaard Madsen og hans kolleger har travlt. Det er ikke en enkel sag at bygge en samling op fra bunden, især ikke når der skal trækkes på musikere.
“De er faktisk ret svære at få fat i, og man skal ramme dem på det helt rigtige tidspunkt. Og være utroligt vedholdende. Jeg har ikke overblik over, hvor meget vi faktisk er blevet lovet”.
Egentlig grundforskning er der ikke tid eller ressourcer til i etableringsfasen, men den kommer, og emner som medier, mødesteder og krop og køn trænger sig på. I stedet for bruger museumsfolkene deres sparsomme tid på at skabe netværk og samarbejdsflader med musikforskere, journalister, virksomheder og andre rockmuseer.
Der bliver rabalder
Jacob Westergaard Madsen arbejder p.t. på et formidlingsoplæg til en ekstern designer og samarbejder samtidig med Københavns Museum om en udstilling om ungdom og dans i 1950’ernes København, der åbner til efteråret.
“Det er jo virkelig vigtigt at få mulighed for at prøve vores indhold af og arbejde med målgruppen, bringe vores genstande i spil og se, hvordan de egentlig fungerer i udstillingssammenhæng, så vi ikke bare forskanser os og lægger planer og så åbner med et stort rabalder uden at vide, hvordan det virker”.
Rabalder bliver der nu helt sikkert, når museet åbner i 2014. For der står meget på spil for museumsfolkene og alle de andre, der har kæmpet for projektet. I et oplæg til Kulturstyrelsen hedder det, at ungdomskulturen, der opstod omkring rockmusikken, om få årtier vil stå som noget af det mest skelsættende i den nyere danmarkshistorie.
“Den her musik når langt ud og fører til helt nye måder at mødes på og være sammen på. Og den går fra at være noget, som kun angår de unge, til at være til stede overalt. Du kan jo ikke åbne fjernsynet i dag, uden at populærmusikken er der. Den bliver brugt til at iscenesætte alt, præsidentkandidater i USA, X-Factor – eller ungdomsoprøret i 1967. Tænk, hvilken enorm rolle musikken spillede i det. Den var altid til stede, og i modsætning til mange af de politiske paroler var den krop og lyd og havde en fantastisk suggestiv kraft”.
