"Det er decideret spild"
Ordene er hårde, når magistrene skal beskrive deres oplevelser på jobsøgningskurser og i anden aktivering. Ofte er undervisningen alt for banal og hæmmer måske ligefrem muligheden for at få et job, og mange har følelsen af, at de bare skal opbevares.
Der er en god mulighed for, at du selv har været der. To ud af fem magistre møder nemlig aktiveringssystemet, i årene efter de dimitterer. De fleste i form af jobsøgningskurser eller lignende hos anden aktør, mens hver tredje benytter sig af de såkaldte seks ugers selvvalgt uddannelse. Og især jobsøgningskursernes kvalitet er kritisabel, viser Magisterbladets undersøgelse blandt medlemmer, der er dimitteret siden 2005.
På jobsøgningskurserne får man typisk gennemgået sit cv og skal resten af tiden søge arbejde. Men i undersøgelsen kalder mange kurserne for helt værdiløse og spild af tid. Som en fortæller: “Jobsøgningskurset var decideret nedbrydende og totalt ubrugeligt. De ansatte var ikke kvalificerede, meget få havde fx en akademisk uddannelse. På et kursus kun for akademikere var min sagsbehandlers eneste kvalifikation, at han selv havde været arbejdsløs. Der var intet reelt indhold, men en masse fyldstof som “introducér dig for din sidemand”, “hvilken fugl er du, ugle, papegøje, ørn eller due?” og den slags. Derudover var der intet rum for diversitet, alle skulle lave alt ens, ellers blev det nedgjort – gerne foran alt og alle”.
Og det er en oplevelse, der i høj grad går igen. Jobsøgningskurserne er i bedste fald ubrugelige, og i værste fald sætter de direkte de ledige tilbage.
Som en erindrer: “Det it-kursus, jeg skulle på, var under al kritik. Det var decideret spild af tid! Det var rigtig hårdt at skulle sidde et sted 6 timer om dagen og lave noget uden andet formål end at “have mig aktiveret”. Jeg kunne have brugt tiden på målrettet ansøgning i stedet. Det var frustrerende og drænede mig for energi”.
En anden oplevede, at niveauet var alt for lavt: “Det endte med, at jeg fik lov til at sidde for mig selv i et tilstødende lokale og skrive ansøgninger, da jeg ikke havde behov for at lære, at man skal være soigneret, huske at skrive sin fødselsdag på sit cv osv.”.
Gik grædende hjem
Følelsen af at blive sat tilbage af jobsøgningskurset er desværre udbredt, viser undersøgelsen. Som en skriver: “Jeg havde et godt momentum med at søge uopfordret ad forskellige veje, men kurset ødelagde mit initiativ og satte mig flere måneder tilbage!”.
En får det direkte dårligt af kurset: “Jeg endte i kløerne på en kendt og berygtet anden aktør. Deres metode var at nedbryde kursisternes tro på sig selv som selvstændigt tænkende individer og krævede, at vi så os selv som varer, vi skulle sælge til lavestbydende. Resultatet var, at på fjerdedagen gik jeg grædende hjem, vidende, at der var fem uger mere i helvede tilbage”.
Rigtig mange sidder med oplevelsen af, at kurserne skyder helt forbi. Enten fordi man bliver undervist i noget, som man allerede ved, fordi underviserne ikke er kompetente, eller fordi forløbene er alt for generelle.
En fortæller: “Jeg har bl.a. været på et kursus i ledighedsstress for 15 akademikere, hvor vi bl.a. blev belært om, at “man kan, hvad man vil”, og “smil til verden, og den smiler til dig”. Magen til lommefilosofisk vås skal man lede længe efter”.
En anden deltog i jobsøgningskursus sammen med en anden akademiker og ellers ufaglærte: “Det endte med, at jeg og den anden akademiker blev sat til at hjælpe de andre. Det var under al kritik, hvilket vi også gav udtryk for”.
En magister havde svært ved at udfylde tiden på kurset med noget fornuftigt: “Brugte (på underviserens opfordring) det meste af min tid på at lægge kabaler på computeren, da internettet konstant brød ned, så vi ikke kunne surfe efter stillinger”.
Åbne fængsler
En del af magistrene mener da heller ikke, at meningen med kurserne er at få folk i arbejde. Som en skriver: “De såkaldte jobsøgningskurser fungerer som åbne fængsler, bortset fra at man endnu ikke må låse dørene. Der foregår intet med relation til arbejdsmarkedet eller skærpelse af deltagernes kompetencer, i hvert fald ikke for akademikere”.
En anden siger det helt klart: “Jeg opfatter aktivering hos anden aktør som en frihedsstraf”.
Magisterbladets undersøgelse viser da også, at kun få oplever, at jobsøgningskursus eller lignende bringer dem tættere på et job. Mens de er positive over for løntilskudsjob (se Magisterbladet nr. 5), så er det kun fem procent, der svarer, at jobsøgningskurset i høj grad bragte dem tættere på beskæftigelse, 20 procent oplevede det i nogen grad, mens 31 procent i ringe grad kom tættere på et job. Hele 42 procent svarer, at de slet ikke kom tættere på job af at deltage i kurset.
Lidt bedre står det til med seks ugers selvvalgt uddannelse, hvor mange oplever, at de udvikler deres faglige og personlige kompetencer (se diagram). Flere ledige, der både har deltaget i jobsøgningskursus og seks ugers selvvalgt uddannelse, er ikke i tvivl om, hvad der har størst effekt: “Det selvvalgte kursus gav mange faglige kompetencer, der har hjulpet i jobsøgningen. Jobsøgningskurserne rykkede ikke ved så meget”, skriver en.
På jobsøgningskurserne får man typisk gennemgået sit cv og skal resten af tiden søge arbejde. Men i undersøgelsen kalder mange kurserne for helt værdiløse og spild af tid. Som en fortæller: “Jobsøgningskurset var decideret nedbrydende og totalt ubrugeligt. De ansatte var ikke kvalificerede, meget få havde fx en akademisk uddannelse. På et kursus kun for akademikere var min sagsbehandlers eneste kvalifikation, at han selv havde været arbejdsløs. Der var intet reelt indhold, men en masse fyldstof som “introducér dig for din sidemand”, “hvilken fugl er du, ugle, papegøje, ørn eller due?” og den slags. Derudover var der intet rum for diversitet, alle skulle lave alt ens, ellers blev det nedgjort – gerne foran alt og alle”.
Og det er en oplevelse, der i høj grad går igen. Jobsøgningskurserne er i bedste fald ubrugelige, og i værste fald sætter de direkte de ledige tilbage.
Som en erindrer: “Det it-kursus, jeg skulle på, var under al kritik. Det var decideret spild af tid! Det var rigtig hårdt at skulle sidde et sted 6 timer om dagen og lave noget uden andet formål end at “have mig aktiveret”. Jeg kunne have brugt tiden på målrettet ansøgning i stedet. Det var frustrerende og drænede mig for energi”.
En anden oplevede, at niveauet var alt for lavt: “Det endte med, at jeg fik lov til at sidde for mig selv i et tilstødende lokale og skrive ansøgninger, da jeg ikke havde behov for at lære, at man skal være soigneret, huske at skrive sin fødselsdag på sit cv osv.”.
Gik grædende hjem
Følelsen af at blive sat tilbage af jobsøgningskurset er desværre udbredt, viser undersøgelsen. Som en skriver: “Jeg havde et godt momentum med at søge uopfordret ad forskellige veje, men kurset ødelagde mit initiativ og satte mig flere måneder tilbage!”.
En får det direkte dårligt af kurset: “Jeg endte i kløerne på en kendt og berygtet anden aktør. Deres metode var at nedbryde kursisternes tro på sig selv som selvstændigt tænkende individer og krævede, at vi så os selv som varer, vi skulle sælge til lavestbydende. Resultatet var, at på fjerdedagen gik jeg grædende hjem, vidende, at der var fem uger mere i helvede tilbage”.
Rigtig mange sidder med oplevelsen af, at kurserne skyder helt forbi. Enten fordi man bliver undervist i noget, som man allerede ved, fordi underviserne ikke er kompetente, eller fordi forløbene er alt for generelle.
En fortæller: “Jeg har bl.a. været på et kursus i ledighedsstress for 15 akademikere, hvor vi bl.a. blev belært om, at “man kan, hvad man vil”, og “smil til verden, og den smiler til dig”. Magen til lommefilosofisk vås skal man lede længe efter”.
En anden deltog i jobsøgningskursus sammen med en anden akademiker og ellers ufaglærte: “Det endte med, at jeg og den anden akademiker blev sat til at hjælpe de andre. Det var under al kritik, hvilket vi også gav udtryk for”.
En magister havde svært ved at udfylde tiden på kurset med noget fornuftigt: “Brugte (på underviserens opfordring) det meste af min tid på at lægge kabaler på computeren, da internettet konstant brød ned, så vi ikke kunne surfe efter stillinger”.
Åbne fængsler
En del af magistrene mener da heller ikke, at meningen med kurserne er at få folk i arbejde. Som en skriver: “De såkaldte jobsøgningskurser fungerer som åbne fængsler, bortset fra at man endnu ikke må låse dørene. Der foregår intet med relation til arbejdsmarkedet eller skærpelse af deltagernes kompetencer, i hvert fald ikke for akademikere”.
En anden siger det helt klart: “Jeg opfatter aktivering hos anden aktør som en frihedsstraf”.
Magisterbladets undersøgelse viser da også, at kun få oplever, at jobsøgningskursus eller lignende bringer dem tættere på et job. Mens de er positive over for løntilskudsjob (se Magisterbladet nr. 5), så er det kun fem procent, der svarer, at jobsøgningskurset i høj grad bragte dem tættere på beskæftigelse, 20 procent oplevede det i nogen grad, mens 31 procent i ringe grad kom tættere på et job. Hele 42 procent svarer, at de slet ikke kom tættere på job af at deltage i kurset.
Lidt bedre står det til med seks ugers selvvalgt uddannelse, hvor mange oplever, at de udvikler deres faglige og personlige kompetencer (se diagram). Flere ledige, der både har deltaget i jobsøgningskursus og seks ugers selvvalgt uddannelse, er ikke i tvivl om, hvad der har størst effekt: “Det selvvalgte kursus gav mange faglige kompetencer, der har hjulpet i jobsøgningen. Jobsøgningskurserne rykkede ikke ved så meget”, skriver en.
