Dansk Magisterforening

ATP’s it malker barselsfonde for millioner

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Danskernes pensionskasse ATP kritiseres for at malke barselsfonde for millioner af kroner på grund af enorme omkostninger til administration. Men de mange millioner går til it-understøttelse, forsvarer ATP sig.

50 millioner kroner om året. Så meget tager danskernes pensionskasse ATP for alene at administrere barselsfonden Barsel.dk. Det svarer til ti procent af de 500 millioner kroner, der årligt skal fordeles til landets virksomheder, når danske lønmodtagere går på barsel. Det administrationsgebyr er fem gange så højt som andre sammenlignelige ordninger, som ATP også administrerer, og de høje omkostninger møder stærk kritik fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening, som nu i flere år har efterspurgt en forklaring på, hvorfor det er så dyrt.

“Det kan godt være, at det koster ekstra meget at etablere og administrere ordningen de første år. Men nu kører den på femte år, så det kan ikke passe, at den bliver ved med at være så markant højere i administrationsomkostninger end de andre ordninger, som ATP også administrerer”, siger Anne Mette Skousen, cheføkonom i Finanssektorens Arbejdsgiverforening.

I de fem år, ATP har administreret ordningen, har danske virksomheder betalt 256 millioner kroner i administrationsgebyrer til ATP. ATP bryster sig i årsrapporten 2011 ellers med at have “meget lave administrationsomkostninger i såvel dansk som international målestok”. Men flere af de andre ordninger, som ATP administrerer, koster mellem 0,06 og 0,42 procent i administration. For Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES), der i bidragsstørrelser er på størrelse med barselsudligningsfonden, tager ATP kun 2 procent i administration.
Finanssektorens Arbejdsgiverforening har igennem flere år nu forsøgt at få et klart svar på, hvorfor administrationen af Barsel.dk koster så meget. Men ATP’s kundechef, Mogens Højland, afviser, at Barsel.dk skulle være uforholdsmæssig dyr sammenlignet med andre ordninger.

“Det er som at sammenligne prisen på et klaver og en klarinet. Begge leverer musik, men lyder helt forskelligt. Der er et helt forskelligt indhold, mængder og målgrupper i de to ordninger, så en sammenligning af administrationsomkostningerne i disse ordninger giver ingen mening”, siger Mogens Højland til Magisterbladet.

Ingen benchmark
Han erkender dog samtidig, at der ikke er lavet en sammenligning af Barsel.dk’s omkostninger med tilsvarende ordninger i ind- og udland.

“I Barsel.dk er stort set alt administrativt bøvl elimineret. Alt sker automatisk – både opkrævning af bidrag og udbetaling af refusion. Det betyder, at en stor del af administrationsomkostningerne går til it-understøttelse”, siger Mogens Højland.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har drevet barselsordningen DA-barsel siden 2005. I dag er omkring 260.000 lønmodtagere tilknyttet. Det er også ATP, som administrerer denne ordning, og også her betaler man omkring 10 procent i administrationsomkostninger til ATP. I både 2010 og 2009 kostede det i omegnen af 20 millioner kroner om året at have ATP til at administrere ordningen. Underdirektør i DA Steen Müntzberg understreger, at også DA ønsker, at omkostningerne er lavere.

“Vi ønsker, at administrationsomkostningerne bliver lavere, uden at vi har et konkret mål for, hvor lavt det kan blive på sigt. Man kunne enten sende ordningen i udbud for at finde en billigere løsning, eller også må man identificere, hvad der kan justeres, så omkostningerne kan reduceres”, siger Steen Müntzberg.

I 2011 udgjorde administrationsomkostningerne til Barsel.dk 49 mio. kr. Ifølge ATP udgør de godt 11 mio. kroner heraf afskrivning på it-støttesystemerne, og ca. 23 mio. kroner er it-relaterede omkostninger. ATP oplyser, at etableringsomkostninger til it-støttesystemerne er fuldt afskrevet, og omkostningen på 11 mio. kr. falder bort fra og med 2012.
}