“Jeg var nok blevet skør, hvis jeg havde fortsat”
Kaori arbejdede som projektmanager i næsten 100 timer om ugen i to år. I dag arbejder hun på deltid, og det valg fortryder hun ikke.
“Jeg arbejdede hårdt lige fra begyndelsen. Jeg oplevede to gange at måtte overnatte på byggepladsen, fordi vi skulle gøre vores arbejde færdigt, mens andre folk sov, så vi ikke ville larme om dagen”, fortæller Kaori Kyoama om dengang for otte år siden, hvor hun var nyansat som projektmanager for et lille japansk firma inden for byggebranchen.
Da Kaori begyndte i virksomheden i 2003, var der store forventninger til hende, fordi hun havde gode papirer og erfaring. Verdensøkonomien var spirende, og en masse udenlandske firmaer kom til Japan, hvilket betød, at firmaet havde travlt med alverdens projekter. Fra dag et arbejdede hun på japansk manér: En normal arbejdsdag var fra ni om morgenen til midnat, og på travle dage blev hun til kl. et eller to om natten. Weekend havde hun ikke, og det blev således til en arbejdsuge på næsten 100 timer.
I den periode spiste Kaori mange af dagens måltider foran skærmen på kontoret. Det blev oftest kun til kaloriemættede kiks fra den nærmeste døgnåbne kiosk, da de var nemme at håndtere og indeholdt det samme antal kalorier som et normalt måltid. Hun røg desuden 20-30 cigaretter dagligt og fik i gennemsnit ca. 4,5 timers søvn per nat.
“Jeg havde ikke tid til at se mine venner, og det var svært at få tid til at være sammen med min kæreste fra England, når han var på besøg, fordi arbejdet konstant krævede min tilstedeværelse”, fortæller hun og tilføjer, at hun og hendes kæreste havde planlagt at gifte sig, men at forholdet gik i stykker inden. Hun mener, at hendes lange arbejdstid var en medvirkende årsag til, at det gik, som det gjorde.
Chefen arbejder selv hårdt
Overarbejde var almindeligt blandt Kaoris kolleger, og selvjustitsen var en bærende del af arbejdsmoralen i forhold til teamet. Kollegerne så skævt til én, hvis man gik hjem uden at have færdiggjort sine opgaver – hvilket stort set ingen var i stand til før klokken 24 – så man holdt også ud af hensyn til teamet, forklarer Kaori.
Prøvede du at tale med din chef om dine arbejdsforhold?
“Nej. Jeg følte ikke, at jeg kunne sige noget, for han arbejdede lige så meget. Hvis jeg havde klaget, tror jeg, at han ville have sagt ganbatte (japansk udtryk, der ofte bruges i forbindelse med arbejde og kan oversættes frit til “klø på”, red.). I værste fald var jeg blevet fyret”, siger hun.
Det var kun de første to år, at Kaori arbejdede så hårdt, det blev gradvist mindre, fordi firmaet fik mindre travlt. Kaori skulle dog stadig arbejde 12-13 timer om dagen, hvilket stadig var et stort pres for hende.
Tænkte du på at sige op, når arbejdet var så hårdt?
“De første to år ville jeg ikke sige op, når nu jeg endelig havde fundet et job med interessante opgaver og karrieremuligheder. Desuden kunne jeg godt lide min chef, og derfor ville jeg gerne give alt, hvad jeg havde”, siger Kaori, der dog blev mere og mere træt af jobbet, efter at hendes chef blev fyret, og årene gik, men hun var bange for at blive arbejdsløs, hvis hun sagde op.
Den dag i dag arbejder Kaori stadig hos samme firma, men har i stedet en 40-timers-arbejdsuge. Hun blev nemlig gravid og valgte derfor at gå ned i tid. Det kunne kun lade sig gøre ved at skifte fra arkitektopgaver til mindre interessante og meget ringere lønnede assistentopgaver, men Kaori fortryder ikke sit valg, som hun udtrykker det: “Jeg tror oprigtigt talt, at jeg var blevet sindssyg, hvis jeg havde fortsat med samme arbejdstid. Jeg arbejdede ikke for at leve – jeg levede for at arbejde”.
