Dansk Magisterforening

Det’ mit job: Lotte Hviid Dhyrbye

Liv Alfast Kretzschmer
Del artikel:

Lotte Hviid Dhyrbye, 40 år, Secretariatschef for UC Diakonissestiftelsen

Et uddannelsescenter på Diakonissestiftelsen – hvad er nu det for noget?
Diakonissestiftelsen på Frederiksberg har altid fokuseret meget på uddannelse. Vi udbyder tre uddannelser, nemlig sygeplejerske, social- og sundhedsuddannelsen og en professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation, og vi har en kursusafdeling. Det hele er for nylig lagt sammen i et uddannelsescenter. Til august udbyder vi endnu en uddannelse, når vi starter et hf-forløb op, og vi kigger løbende på, hvilke andre uddannelser det vil give mening at udbyde. Vores sygeplejerskeuddannelse er en af de første i Danmark og en af de mest anerkendte med en meget lang venteliste. Med plejeinstitutioner af forskellig art – og tidligere også et hospital – har her altid været god mulighed for vekselvirkning mellem uddannelse og praktik.

Adskiller uddannelserne på Diakonissestiftelsen sig fra andre lignende uddannelser?
Det er et mindre uddannelsesmiljø, og det betyder en tæt kontakt mellem undervisere og studerende og elever, som ikke findes så mange andre steder. Vi har ikke fredagsbar for de studerende, og vi har heller ingen intentioner om at prøve at være som de andre uddannelsesinstitutioner. Til gengæld har vi et frivilligt miljø, man kan blive en del af, og der er et bo-, leve- og læremiljø samlet på et sted – her er alt fra børnehave til hospice. Her er kollegieværelser, hvor blandt andre en del udenlandske studerende bor, og det giver også en særlig stemning. Derudover har vi 25-30 mentorer tilknyttet social- og sundhedsskolen, som eleverne kan tale med, og som kan være en støtte gennem uddannelsen. Den ordning skal vi i gang med også at oprette på sygeplejerskeuddannelsen, for den betyder meget i forhold til at gennemføre uddannelserne.

Hvad består dine opgaver i?
Jeg er chef for administrationen og uddannelsesservice, som blandt andet tager sig af uddannelsesvejledning, SU-vejledning, psykologbistand, karrierevejledning, mentorordning og studenterpræst.

Er dit job mest drift eller udvikling?
Det er meget drift. Men lige nu er der en del udvikling, fordi uddannelserne er blevet sammenlagt i et center, så man kan sige, at der er en masse udviklingsarbejde i forbindelse med driften.

Hvad bliver dine store udfordringer i den kommende tid?
Vi skal som andre uddannelsesinstitutioner i højere og højere grad være synlige og profilere os. Vi er et lille sted, der skal være synligt på et stadig mere konkurrerende uddannelsesmarked. Vi skal være rigtig gode til at formidle, hvad det er, vi kan tilbyde, og det ligger der en stor opgave i. En anden stor udfordring lige nu er innovation i forhold til arbejdet med ældrepleje, og det gælder både på den tekniske side og i forhold til innovation i praksis. Vi uddanner til fremtidens pleje og omsorg, og de kommende medarbejdere skal også være med til at udvikle plejen. Det kræver, at vi som uddannelsessted har de nye teknologier, og at innovation er tænkt ind i undervisningen.

Er det tydeligt i hverdagen, at du arbejder et sted, der bygger på et folkekirkeligt grundlag?
Det kan i høj grad mærkes. Her er en stor kirke, bibelcitater på væggene og en række højtidstraditioner. Forstanderinden er diakonisse, og uddannelserne hviler på et stærkt værdigrundlag. Men på social- og sundhedsuddannelsen har vi en meget høj andel af elever med anden etnisk herkomst end dansk, og jeg oplever diakonibegrebet som rummeligt og mest som en måde at se andre på, nemlig tanken om, at alle mennesker er unikke og har noget at bidrage med.

}