Bestået

KOMMENTAR

Den nye regering er kommet godt med, i hvert fald med hensyn til at genbruge den tidligere regerings forklaringsteknik, når der skal spares penge og fyres medarbejdere. Det viste sig også med overbevisende styrke i Magisterbladets nr. 2/2012, side 6-7. Overskriften var ellers “3 skarpe til finansminister Bjarne Corydon”, og man kunne måske have håbet på tre skarpe svar. Men svarene føjede nærmest spot til skade og demonstrerede en klar undervurdering af Magisterbladets læsere.

Første spørgsmål drejer sig om, hvordan ministerierne og styrelserne ville tackle de nye store fyringsrunder. Ministeren vil naturligvis ikke genbruge ordet fyringsrunde i sit svar, men løfter abstraktionsniveauet og går ind for, at personaletilpasningerne sker smidigt og smertefrit. Ordet tilpasninger ryger for tiden ind overalt, hvor personalesituationen er klemt. At afskedigelser kan være smertefri for de ramte, er nok at vente sig for meget. Men det er da godt at læse, at regeringen lægger vægt på ordentlighed – man føler sig næsten hensat til Danske Banks undertiden lidt trængte idealer. Mere sensationelt ville det unægtelig have været, hvis ministeren gik ind for uordentlighed, så bekendelsen til ordentligheden er sådan set gratis.

Ministeren henholder sig til regler og procedurer, fint nok. Vi lever jo ikke i et lovløst eller anarkistisk samfund. Og så kommer straks efter i svaret en tidstypisk brug af ordet proces. “Vi anbefaler, at processen bliver så gennemskuelig som muligt (...)”. Og ministeren har tillid til, at ledelsen og SU vil håndtere sagen ordentligt. Foreløbig har ministeren i hvert fald ikke svaret skarpt.

Spørgsmålet om konsekvenserne af besvarelserne besvares heller ikke umiddelbart, men igen skaber ministeren sin egen ramme for besvarelsen og taler om den konkrete udmøntning af budgetreduktionerne (ordet besparelser bruges ikke). Når man udmønter noget, fører man det ud i praksis og konkretiserer det, men konsekvenserne fremtræder bestemt ikke konkret i svaret. Der tales om regeringens handleplaner, prioriteringer og effektiviseringer. Bemærk det sidste positivt ladede ord. Hvem går ikke ind for effektiviseringer?

Og så kommer der et sandt orgie af hurra-ord, der skal få det hele til at se rationelt og fornuftsstyret ud. Ministerierne skal implementere og udmelde handlingsplanerne (nej, hvor der handles, sikken dynamik!), og man skal også se på karriere- og kompetenceaktiviteter. Igen to plus-ord. Krisen kradser ikke ret meget, i hvert fald ikke på ministeren. Til sidst i svaret kommer der lidt information på bordet. Man kan sammenlægge styrelser (stort er godt i disse år) og lave fælles koncerncentre. Bemærk, at ordet koncern er rykket ind i den offentlige administration som et resultat af, at mange offentligt ansatte djøffere kritikløst henter deres inspiration i den private sektor, også når de er ansat i det offentlige med andre opgaver end at skabe overskud på bundlinjen.

Det sidste spørgsmål er åbenlyst præget af afsenderens solidaritet med det truede embedsværk: Der tales om “den i forvejen pressede embedsbefolkning” og om opgaver, der ikke længere vil kunne løses. Anfægter det ministeren? Nej, han løfter igen abstraktionsniveauet og taler ikke om personer, men om, at den effektive administrations opgaver er at målrette midlerne mod kerneopgaverne. Jo tak, vi ved godt, at noget er vigtigere end andet. Endvidere hedder det, at der skal ske en fokusering af den nuværende opgaveportefølje, så noget falder altså bort.

Det lyder, som da Helge Sander forklarede, hvorfor Anders Fogh Rasmussen ville have ham som videnskabsminister (som bekendt en fatal misforståelse): “Du har forstand på sport, sport er konkurrence, det trænger sektoren til, og du ved, at man skal skære fedtet væk”. En klar forhånelse af dansk forskning.

Corydons sidste sætning taler for sig selv: “Målet er en mere effektiv opgavevaretagelse i centraladministrationen, samt at ministeriernes indsatser understøtter regeringens overordnede politik”. Gud bevare Danmark.

Til lykke, Bjarne Corydon, du har bestået prøven. Du kan gå en tur med tidens buzz-words uden at sige noget konkret, og du behøver næppe at dyppe snabelen i djøffernes bolsjedåse. Du følger det sproglige spor, der er lagt af forgængerne.