På kanten af systemet (3:3)

To et halvt år uden arbejde og mere end 200 jobansøgninger uden resultat. Det er de kedelige realiteter for 48-årige Dorte Mejdal. Siden hun blev færdig som cand.mag. i dansk og filosofi i 1992, har hun vandret ind og ud af dagpengesystemet og midlertidige job som blandt andet gymnasielærervikar og sprogunderviser for ud­lændinge på University College Sjælland.

I år 2000 valgte hun at supplere sin uddannelse med dansk som andetsprog for voksne. Det førte til nogle job, men stadig kun midlertidige. Det sidste ordinære job, Dorte Mejdal havde, var som sprogunderviser i dansk for asylansøgere hos Dansk Røde Kors. Det er nu mere end to et halvt år siden. Til nytår udløber hendes ret til dagpenge, som den gør for tusindvis af andre danskere.

“Jeg har søgt og søgt og søgt uden resultat. Nu er jeg gået i gang med en selvfinansieret netbaseret uddannelse i økonomi og ressourcestyring. Jeg håber, det kan åbne vejen til et kontorjob inden for økonomi og revision, samtidig med at jeg måske kan finde et supplerende arbejde inden for mine fag”, siger hun.

Dorte Mejdal har skrevet de mere end 200 søgte stillinger ned på sin egen liste. Hun har ikke behøvet at lave en liste over antallet af jobsamtaler. Det sidste år har hun nemlig kun været til to.

“De job, jeg har kunnet få, har altid været midlertidige. Nu må det være sidste gang, jeg opkvalificerer mig til et job i en ny branche. Jeg har været ledig så længe, at det, jeg faktisk ved mest om nu, er hele systemet for ledige. Jeg har endda også forsøgt at søge arbejde som a-kassemedarbejder”.

Dorte Mejdal føler sig som en flue i en flaske, der flyver forvirret rundt og ikke kan komme ud i virkeligheden, hvor de ordinære job findes.

“Det er frustrerende og føles på alle måder dårligt at gå ledig så længe. Mens man hører om andre, der arbejder og har råd til at rejse til nær og fjern, har man selv dårligt penge til en tur på stranden”.

Hun synes, fremtiden ser sort ud. Der er ikke kommet flere ordinære job. Og den midlertidige forlængelse af dagpengeperioden og regeringens akutpakke har ifølge hende ikke tilføjet noget nyt, som ikke allerede har været prøvet af i systemet i forvejen.

“Akutpakken intensiverer måske arbejdet i systemet og blandt de ledige om at finde job, men der er jo stadig ikke flere faste job at finde”, siger Dorte Mejdal.

Hun savner tryghed i livet. Det vil et fast arbejde kunne give. Selve indholdet i et fremtidigt job betyder egentlig ikke så meget længere.

“Jeg er efterhånden kommet til den erkendelse, at det, jeg helst vil leve af, kan jeg ikke komme til”.

Derfor kigger hun efter fast arbejde – også job på blot lidt over ufaglært niveau. “Bare jeg kan holde ud at lave det, og at arbejdet giver en stabil indtægt”, siger hun.

Store omkostninger
Dorte Mejdal lever alene i sin lejlighed i Ballerup. Hvis hun mister dagpengene, kan hun måske være heldig at blive boende og opretholde midlertidig status quo. For hun kan muligvis få kontanthjælp et ekstra halvt år, når dagpengene udløber i starten af februar. Men de mange års arbejdsløshed og midlertidige stillinger har haft store omkostninger for hende. Hun har ingen pensionsordning og heller ikke udsigt til at kunne gå på efterløn.

“Havde jeg haft et drømmejob, blev jeg gerne på arbejdsmarkedet i mange år. Men jeg frygter udsigten til at været tvunget til at arbejde i mange år i ufaglært og dårligt lønnet arbejde for blot at kunne leve”.

Dorte Mejdal har ellers op til flere gange udarbejdet en plan over, hvad hun skal gøre for at finde arbejde. Hun har skrevet sig op i adskillige jobdatabaser. Hun søger alle de opslåede stillinger på nettet, hun kan komme til. Hun har været på kurser og i aktivering, og hun har endda fulgt regeringens råd om ikke at se sig for fin til at søge arbejde som kasseassistent i Netto: “Når man ikke engang kan få sådan et job, så giver det mig en bestyrket følelse af, at alle stramningerne i systemet kun er lavet for at kunne øge arbejdsudbuddet og at sænke lønnen. Man kan jo altid stille spørgsmålet, om der er nogle egenskaber eller noget socialt ved mig, der gør, at jeg ikke kan få job. Men det mener jeg nu ikke selv er tilfældet”.

Dorte Mejdal overvejer til tider, hvorvidt universitetsuddannelsen mon blot var spildte år og kræfter.

“Har man en længerevarende uddannelse, uden at det fører til arbejde inden for sit fag, så står man faktisk tilbage som en slags ufaglært arbejder, som hverken kan få arbejde, ny uddannelse eller opkvalificering. Det dårlige griber det dårlige”.