Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

På kanten af systemet (2:3)

Dagpengeperioden er blevet halveret til to år, og tusindvis står foran at miste retten til dagpenge ved årsskiftet. Magisterbladet sætter ansigt på tre magistre, hvis dagpengeperiode udløber i det nye år. Nikolaj Henriksen er en af dem.

Minimum en jobansøgning om ugen i mere end to år. Og ansøgninger er blevet sendt af sted til virksomheder i hele Danmark, i Sverige og Estland. Resultat: Intet job.

Det er status på jobsituationen for cand.scient.soc. Nikolaj Henriksen, som færdiggjorde sig uddannelse på Roskilde Universitet i 2009. Siden har han været på dagpenge på dimittendsats. Når han i det nye år opbruger retten til dagpenge på dimittendsats og kan få kontanthjælp, så ender han faktisk med at få flere penge mellem hænderne, end han har i dag. 

“Det kan jeg ikke lade være at grine af. Men i bund og grund er indretningen af vores arbejdsmarked dybt hul i hovedet. Det virker jo ikke. Jeg har ikke været til én eneste jobsamtale, og når man har søgt så længe og bredt som jeg og alligevel oplever at blive vraget gang på gang, så vælger man i længden at se mere laissez faire på det hele og bruge sin energi der, hvor man føler, man gør en forskel”, siger Nikolaj Henriksen.

Han har været i aktivering, i praktik, på talrige cv- og jobkurser og også uopfordret søgt stillinger for at finde en jobåbning. Men nu har han taget konsekvensen af de manglende resultater. Han vil skabe sig sit eget job og forsøge at lave om på det jobmarked, som ikke fungerer for tusindvis af ledige, der desperat søger efter arbejde, inden dagpengeretten udløber. Det sker for Nikolaj lige efter nytår.

“Jeg har lavet en platform for ildsjæle, hvor vi samarbejder om at løfte og hjælpe i diverse lokalområder. Vi kan give samfundet et løft, som i sig selv burde kunne skaffe arbejde til flere. Mange ildsjæle spilder deres tid i systemet på at blive sendt i aktivering i stedet for at bruge deres kompetencer”.

Alternativ aktivering
Indtil videre har arbejdet resulteret i to vellykkede projekter, som overordnet set handler om at være kreativ og at røre sig. I det ene projekt har de medvirkende ildsjæle fået lov til at bruge Hellig Kors Kirken på Nørrebro i København til musiske og diverse selvterapeutiske aktiviteter. Det andet projekt handler om fri børnekultur på Christiania, hvor ildsjæle hjælper børn med at lære at engagere sig ved eksempelvis at gøre dem medbestemmende i diverse aktiviteter som børnehiphop og den brasilianske dans capoeira. Projekterne eksisterer kun ved hjælp af gratis arbejdskraft og diverse donationer, der skal dække udgifterne. Indtil videre har mindst 20 ildsjæle været tilknyttet projekterne.

“Målet er at gøre denne nye platform til en fond gennem basisindkomst, som er en slags borgerløn, og på den måde få den til at fungere som et alternativ til aktivering på et arbejdsmarked, hvor mange ledige slet ikke får brugt de kompetencer, de rent faktisk har”, siger Nikolaj Henriksen.

De medvirkende i projektet dokumenterer deres aktiviteter med video og artikler og arbejder nu videre på at søge finansiering til videreudvikling af platformen hos diverse kommuner. Målet er at videreudvikle den i samarbejde med kommunerne, for det er vigtigt, at samarbejdet sker med de eksisterende instanser, for at platformen bliver en udvidelse af og ikke en konkurrent til jobmarkedet, forklarer Nikolaj Henriksen.

“Det er en slags alternativ aktivering, hvor den ledige selv vælger, hvad man laver. Får man lov med støtte til at bruge sine kompetencer, så vil man også intensivere sin indsats for at vise, at man rent faktisk kan. På den måde kan vi blive en samarbejdspartner og et alternativ til den nuværende aktivering”, siger Nikolaj Henriksen, som desuden går med planer om at lave en dokumentarfilm. Han har nemlig også engageret sig i foreningen “Skifergas Nej Tak”, som er et nationalt initiativ mod udvinding af skifergas i Danmark. Formålet med initiativet er at sætte fokus på de skadelige virkninger for miljø og klima ved udvinding af skifergas og få stoppet alle planer om skifergasboringer i Danmark. Det arbejde vil Nikolaj gerne lave en dokumentarfilm om. 

Nu sætter han sin lid til, at han kan få støtte fra Filminstituttet til at lave filmen, og at hans platform for ildsjæle kan få midler til at forsætte arbejdet med at udvide jobmarkedet.

“Jeg håber da stadig på at finde et ordinært arbejde, hvor jeg kan bruge mine kompetencer. Men for mig handler det ikke om overlevelse, men om at være her og skabe glæde. Bare det at have noget at stå op til er rigtig godt”.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Uddannelses- og Forskningsministeriet

Dansklektor ved Vilnius Universitet, Litauen

Uddannelses- og Forskningsministeriet

Uddannelses- og Forskningsministeriet

Dansk lektor ved Universitetet i Granada, Spanien

Uddannelses- og Forskningsministeriet

Uddannelses- og Forskningsministeriet

Dansk lektor til Universitetet i Strasbourg, Frankrig

Uddannelses- og Forskningsministeriet

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?