Ny værktøjskasse til humanistiske forskere
Den nationale satsning inden for forskningsinfrastruktur, Dighumlab, skal sætte dansk humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning på verdenskortet. Samtidig er håbet, at både forskere og studerende får pirret kreativiteten.
“Skal vi ikke lade det være op til den akademiske frihed at bestemme, hvad der lyder bedst”, siger Erik Champion, projektleder på Dighumlab. Og det er formentlig det bedste svar, han kan komme med. For han er født og opvokset på New Zealand og var indtil for kort tid siden lektor og leder af Postgraduate Studies and Research på Auckland School of Design. Han har med andre ord ikke en chance for at give et kvalificeret bud på, hvad der klinger bedst på vores sproglige breddegrader.
Samtidig lægger Dighumlab sig ud med den traditionelle forståelse af ordet “laboratorium”, der fremkalder billeder af hvide kitler og glaskolber. Den slags kommer der ingenting af. “Dighumlab er et digitalt forskningslaboratorium. Det vil sige, at al arbejdet kommer til at foregå via computere og andre digitale platforme og altså ikke som det, der normalt foregår i et laboratorium. Målet er at give både forskere og studerende på de humanistiske og samfundsvidenskabelige fag en helt ny forskningsinfrastruktur, så Danmark kan måle sig med de bedste humanistiske forskningsmiljøer på europæisk og globalt plan”, fortæller Erik Champion.
Nationalt konsortium
Dighumlab er forankret på Aarhus Universitet, men er et samarbejde mellem hele Danmarks humanistiske felt. Det er etableret som et nationalt konsortium, der ud over universitetet i Aarhus også består af Aalborg Universitet, Københavns Universitet og Syddansk Universitet i samarbejde med Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek. De 30 millioner kroner, som opbygningen af Dighumlab er budgetteret til, kommer fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.
Erik Champion har mange års erfaring i at undervise i multimedia. Og han er bevidst om, at en af de mange udfordringer ved Dighumlab bliver at få brugerne til at forstå, at projektet kommer til at indeholde meget mere end traditionelle data i en kæmpestor klassisk database fyldt med ord og tal.
“Dighumlab skal selvfølgelig give brugerne mulighed for at undersøge klassiske tekster, men lyd- og billedfiler samt animationer og alt muligt andet bliver også tilgængeligt i laboratoriet. Derfor er håbet, at vi får skolet både forskere og studerende i at tænke kreativt, for det kan skabe et meget stort forskningspotentiale”, mener han.
Følg Rosseau og Voltaire
Mange vil mene, at der i forvejen tænkes kreativt på de humanistiske fakulteter rundtomkring i Danmark, og det afviser hverken projektlederen eller dekan på Faculty of Arts på Aarhus Universitet Mette Thunø. Men i takt med at alverdens materiale bliver digitaliseret, behøver hverken forskning eller forskningsformidling at følge den klassiske tekstform, og så er der rum for, at nye og uprøvede idéer kan opstå, fremhæver dekanen:
“Hvis vi ser på eksempelvis sprogforskningen, så er den klassiske situation, at en forsker sidder alene med et stort skriftligt materiale, og det har nogle begrænsninger i forhold til den fremtid, vi kan skabe med Dighumlab. Fremover vil de nye teknologier og digitale værktøjer kunne bruges til at gennemgå mange flere forhold end tidligere. Derfor skal Dighumlab ikke ses som et digitaliseringsprojekt, men som en leverandør af værktøjer og redskaber til det, som forskerne gerne vil spørge materialet om”, forklarer Mette Thunø.
I udlandet har digitaliseret humanistisk forskning haft fodfæste i nogle år, og da laboratoriet i Aarhus officielt blev åbnet i september, viste Mette Thunø en række eksempler hentet fra forskningsverdenen uden for Danmarks grænser. Heriblandt en virtuel model over antikkens Rom og digitale kort med pile, der viser, hvordan Rosseau og Voltaires idéer blev spredt over Europa i oplysningstiden. Kortene er blevet til på baggrund af skriftligt materiale, og det er på den måde, at forskerne i Danmark fremover får mulighed for at tænke i bredere og mere kreative baner, fastslår dekanen:
“Fra konsortiets side stiller vi nu mulighederne op for, at forskerne kan komme med en tanke og en idé til et materiale, og så kan vi se på, hvordan det kan gøres, og om nødvendigt ansætte de folk, der skal til, for at idéen kan realiseres. I Danmark har vi haltet bagud på netop det felt, så jeg er meget glad for, at vi nu får mulighed for at udvikle området og komme med helt i front på den internationale bane”.
Det lyder flot, og Mette Thunø skynder sig da også at fastslå, at laboratoriet ikke er en bank. Der er ikke ubegrænsede midler. Men der er nok til, at en hel del forskningsprojekter kan blive skudt i gang, og nok til, at humanistisk forskningsinfrastruktur kan få fodfæste i det danske universitetsmiljø, fastslår hun.
“Nogle steder inden for det humanistiske felt har man kendskab til den her måde at arbejde på, det gælder blandt andet medieforskerne og dem, der forsker i computerlingvistik. Men derudover må vi sige, at køen til vores midler ikke er så lang endnu. Men det handler også om, at vi skal have udbredt kendskabet til Dighumlab, og man skal først finde ud af, hvad det her kan tilføre forskningen. Det skal vi uddanne både de studerende og forskerne i, og det har vi midlerne til nu. Og her i december afholder vi det første kursus for ph.d.-studerende”, fortæller hun.
DR – en historisk guldklump
Det materiale, der fra dansk side bliver digitaliseret, skal efter planen kobles på andre store europæiske forskningsdatabaser. På den måde bliver det humanistiske motorvejsnet udvidet betragteligt – både for danske forskere og for internationale.
Samtidig får forskningsformidlingen et gevaldigt løft med Dighumlab. Visuel formidling vil komme til at fylde langt mere, og det vil efter alt at dømme udvide interessen for forskningsresultaterne.
“Med redskaberne kan vi genskabe Forum Romanum og give eksempelvis skoleelever mulighed for at agere i det antikke Rom, som det fungerede dengang. Eller de kan følge en mønt, der er slået i Danmark, på dens rejse rundt i verden. Og vi kan lade de oldtidsstuderende på gymnasierne være avatars, der møder hinanden i den virtuelle verden. Al undervisning på et vist niveau er forskningsbaseret, og fremover kan vi skabe nogle helt nye måder at undervise og formidle forskningen på”, siger Mette Thunø.
Samtidig er der også andre fordele. For hvor man i dag er nødt til at farte rundt i verden for at få den nyeste forskning med fra diverse konferencer, vil det fremover ikke længere være et absolut must at være til stede live. Materialet kan i stedet ses hjemme eller i mindre fora på nationalt eller regionalt plan. Det sparer både tid og økonomi, påpeger dekanen.
Hun glæder sig også over, at en del af de digitale arkiver, der allerede findes i Danmark, nu for alvor kan komme i spil i forskningssammenhænge. Et eksempel er Danmarks Radios arkiver.
“De arkiver er en historisk guldklump. Med Dighumlab har vi mulighed for at udvikle nogle auditive redskaber, der eksempelvis kan gennemgå 20 års radioprogrammer og søge efter bestemte ord. Vil man vide, hvordan begrebet “husmor” har udviklet sig, kan vi følge det i radioprogrammerne, hvilket vil give ikke kun sprogforskerne noget nyt, men også kønsforskerne. Og på samme måde kan samfundsvidenskabelige forskere følge, hvordan demokratiet har udviklet sig, ved at få stillet nogle værktøjer til rådighed, der kan analysere debatterne i radioen og eksempelvis ansigtsudtryk og ordbrug i tv-udsendelser. De humanistiske forskere får nogle helt nye muligheder med Dighumlab. Og når de først får øjnene op for det, skal der nok blive kø ved laboratoriet”, forudser Mette Thunø.
