Dansk Magisterforening

Det’ mit job: Elsebeth Krogh

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Elsebeth Krogh, 56 år, Centerleder i Center for Kultur og Udvikling (CKU)

Du har byttet friheden som selvstændig konsulent ud med dage, hvor kaffemaskinen strejker, hvor printeren ikke virker, hvor møder trækker i langdrag, og hvor du skal bøvle med uendelige formuleringer af kulturprogrammer og afrapporteringer fra CKU’s samarbejdslande. Hvorfor har du dog det?
Fordi mit drømmejob pludselig blev ledigt. Og fordi man efter nogle år som selvstændig godt kan få lyst til at indgå i et længerevarende samarbejde med gode kolleger. Det her center har et enormt potentiale, som jeg gerne vil være med til at udfolde. Kulturen og de kreative industrier har en vigtig rolle at spille som vækstmotor i udviklingslandene. Forfattere, skuespillere, filmfolk og billedkunstnere kan skabe et rum for dialog, hvis dagsorden er uafhængig af konflikter, sikkerhed og et broget politisk landskab. Den platform har stor betydning som en samlende kraft til alle tider og kan medvirke til at rydde knaster af vejen, også for de bredere udviklingsprocesser.

Du mener, at det arbejde, CKU står for, bør være kendt i langt videre kredse. Hvad synes du, at centret særligt skal være kendt for?
CKU skal være kendt for sit meget væsentlige bidrag til udviklingsarbejdet og ikke bare som et ngo-flippersted, der i ny og næ pusler lidt med at udveksle nogle kunstnere fra udviklingslandene. Efter at have arbejdet på det her felt i mange år var det, da jeg fik jobbet som centerleder, lidt chokerende at opdage, hvor få af mine kolleger i branchen og bekendte i det hele taget der kendte til CKU’s aktiviteter. De fleste har hørt om IMAGES of Africa-­festivalen, men de aner ikke, at den danske stat støtter et hav af seriøse kunst- og kulturprojekter i både Mellemøsten, Afrika, Sydasien, Palæstina og Afghanistan, ligesom centret bidrager til en del arrangementer i Danmark, koncerter, bogudgivelser, udstillinger og foredrag. Vi kan noget særligt, fordi vi har et enestående internationalt netværk i kulturverdenen, og det skal vi simpelthen ud at råbe lidt højere op om.

Som noget af det første i dit nye job står du i spidsen for en stor omstruktureringsproces i CKU. Er det ikke vanskeligt at sætte så omfattende forandringer i værk, når man lige er landet?
Det er altid en udfordring at gennemføre den slags processer, uden at bukserne revner. Men mange af de nyskabelser, jeg er i gang med at gennemføre, var der allerede truffet beslutning om, før jeg trådte til. Både bestyrelsen og Udenrigsministeriet, som finansierer CKU, har ønsket, at centret skal blive mere moderne og dynamisk. Det har tidligere været præget af for mange atomiserede knopskydninger. Min opgave er at lægge en overordnet og mere samlende strategi for organisationen.

Hvad er det bedste ved dit nye job?
Det er, at alle medarbejdere i CKU er ildsjæle, der brænder for det, de laver, akkurat som jeg selv. At vi så at sige henter vores næring i menneskers nysgerrighed efter at forstå og oversætte verdens sprog til deres eget. På kulturnatten holdt vi åbent og havde et kæmpe rykind af glade københavnere, der kom for at opleve rappere og andre gadekunstnere fra Egypten og Kenya. Det var et meget konkret billede på, hvordan musik, dans og billedkunst kan forene mennesker, der i øvrigt kommer fra vidt forskellige økonomiske, religiøse og kulturelle ståsteder i verden.

Hvorfor tror du, du bliver en god centerleder i CKU? 
Dels har jeg beskæftiget mig med udviklingsarbejde i snart 30 år som udsendt i Afrika, som politiker i en ngo og medlem af Danidas styrelse, som udviklingskonsulent for Udenrigsministeriet og som selvstændig med hele verden som min arbejdsplads. Dels sætter jeg altid ambitiøse mål for det, jeg laver, og stiler højere, end vi som oftest når, dels nærer jeg en stor nysgerrighed og kærlighed til kultur og udviklingsområderne, som jo daterer sig helt tilbage fra dengang, jeg læste til kulturgeograf. At hjertet er med, er og bliver den største drivkraft.

}