Dansk Magisterforening

Antropologen, der blev klimaforsker ved et tilfælde

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Det var i forbindelse med et større arbejde om Knud Rasmussen, at Kirsten Hastrup første gang kom til Nordvestgrønland i 2007. Herfra udviklede det sig til et stort tværdisciplinært forskningsprojekt om vand og klimaforandringer. I foråret modtog professoren humanioras “nobelpris” på en million svenske kroner for projektet.

Hele sit arbejdsliv har professor Kirsten Hastrup haft de arktiske og subarktiske egne som omdrejningspunkt i sin antropologiske forskning. Alligevel skulle hun blive 59 år, før arbejdet med at skrive den store biografi om polarforskeren Knud Rasmussen i 2007 førte professoren til Thule-distriktet i Nordvestgrønland.Hun skulle derop for på antropologisk maner at forstå, hvordan folk levede i dette store landskab, som Knud Rasmussen i den grad havde taget til sig, og for at tale med folk, der kunne kaste lys over Knud Rasmussens færden under de tilbagevendende Thule-ekspeditioner i årene 1912-33. Men hvordan hun end formulerede sine spørgsmål, så mødte Kirsten Hastrup kun ligegyldige skuldertræk, hver gang hun bragte Knud Rasmussen på bane. Det var noget helt andet, der optog fangerne i Qaanaaq, Det ny Thule.

“Det her skete nogle år før COP 15, og før hele debatten om klima rigtigt havde taget fart og fået problemernes alvor til at gå op for os almindelige mennesker. Men på det tidspunkt var de små bygder i Nordvestgrønland allerede stærkt påvirkede af de dramatiske ændringer i deres miljø. Inden for en periode på 5-10 år havde fangerne oplevet, at den is, som de er afhængige af for at kunne fange de nødvendige sæler ved åndehullerne samt narhvaler og hvalrosser fra iskanten, blev tyndere og tyndere og lå i kortere og kortere tid. Hvor isdækket før havde ligget i ni måneder, var det der nu kun den halve tid. Og det har enorme konsekvenser for de små bygder”, forklarer Kirsten Hastrup.

“Mennesker, der lever i ekstrem natur, er jo særligt opmærksomme, for det er altid en udfordring at kunne klare sig under de forhold. Det var lærerigt og blev skelsættende for mit arbejde at tage ud på hundeslæde sammen med fangerne og tale om alt det konkrete, mens vi var i det. Det blev meget tydeligt for mig, at deres viden er enorm, og at de er værd at lytte til, hvis vi skal forstå, hvordan vi tilpasser os klimaforandringer”, forklarer Kirsten Hastrup.

Erfaring og ekspertise
Det var hendes ophold i Thule, der fødte tanken om det kæmpe tværdisciplinære forskningsprojekt Waterworlds, der i dag – syv år senere – fylder en hel gang på Antropologisk Institut ved Københavns Universitet.

Under Hastrups ledelse forsøger forskerne her at hente ny viden om forkert vand, for meget vand osv. ved at sammenkæde antropologisk viden om lokal erfaring og strategisk handling med naturvidenskabelig viden fra 15 lokaliteter i verden, hvor klimaforandringerne er særligt mærkbare. Ud over Arktis blandt andre Sahel, Indiens kyst, Perus gletsjerklædte højland og et par øgrupper i Stillehavet. 

“Fangerne i Thule kender havet og vinden dér bedre end nogen andre, og de ved, hvornår der er særlig risiko for, at gletsjerne kælver. De kender måske ikke det præcise antal narhvaler i fjorden, men de ved, om der er mange derude eller bare, om der er nok. I Tibet kender bjergfolkene skydækkets betydning, de ved, at bestemte fugletræk er tegn på omslag i vejret, og de registrerer mængden af dug hver dag, fordi det har betydning for det græs, deres dyr lever af. Der ligger et enormt potentiale i at sammenkøre den viden, lokale befolkninger har om naturforholdene, med klimaforskernes ekspertise”, siger Kirsten Hastrup.

Laboratorium for menneskelige ­reaktioner
I bakspejlet kan Kirsten Hastrup godt se, at hun, lige siden hun skrev sin ph.d.-afhandling om Island, i en vis forstand har set antropologien igennem en klimaprisme. For i bund og grund handler netop den antropologiske klimaforskning om at forstå, hvordan naturen og samfundets historie er to sider af samme sag. Det er særligt tydeligt, når man studerer den lange islandske historie.

“Island har fantastiske arkiver, som gør os i stand til at belyse øens historie tusind år tilbage i tiden, til de første bosættelser i middelalderen. Man ved, at nordboerne dengang kom sejlende, fordi vejret blev varmere. Siden rejste nogle videre til Grønland. Da den lille istid ramte de nordatlantiske øer i 14-1500-tallet, uddøde nordboerne, og det gik ned ad bakke for Island, fordi der ikke kom skibe, og landet mistede sin strategiske betydning. Kuldeperioden betød ikke alene, at det blev koldere, og at der kom mere sne, men også, at klimaet blev vådere, og høhøsten meget ofte slog fejl med katastrofale følger for bl.a. fårehold. Den sultkatastrofe, der fulgte, fik i 1600-tallet befolkningen til at dale fra 80.000 til 45.000 mennesker. I 80’erne, da jeg første gang var på feltarbejde på Island, var landet brunt og gråt. Nu er varmen igen tilbage, man kan dyrke byg og genopretter skovene. Der er kommet lærketræer på Island. Øen er et utroligt spændende eksempel på, hvordan samfund ændrer sig i takt med naturens forandringer. Tidligere tænkte jeg Island snævert som en historie om små samfund og deres overlevelse. Nu ser jeg det især som en klimahistorie og som et unikt laboratorium for menneskelige reaktioner på forandringer”, siger Kirsten Hastrup.

Den gode nyhed fra Waterworlds-projektet, som samstemmende lyder fra forskerne på Institut for Antropologi, er, at menneskets evner for kreativitet og reorientering giver løfter for fremtiden.

“Alle landskaber er præget af menneskelig aktivitet, på godt og ondt. Der er altid noget, der ikke er for sent. Enten kan man genoprette naturen, eller også omstiller folk sig til de nye vilkår. De tilpasser sig ikke blindt, men handler på deres hidtidige erfaring og rekonfigurerer deres verden uden at gå i spåner. Vi ser uansvarlighed blive mødt med ansvarlighed overalt, og idéerne er mangfoldige. Menneskets egentlige klogskab kommer til syne, når vi mindst venter det”, mener Hastrup.

Nobelpris i humaniora
I foråret modtog den nu 64-årige professor den fornemme Gad Rausing-pris på en million svenske kroner for sin grænseoverskridende forskningsindsats vedrørende samspillet mellem natur, samfund og mennesker i både Island og Grønland. Prisen regnes for humanioras nobelpris, og er den foreløbige kulmination på en fornem karriere, der også har set hende blive præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Et arbejde, hun betegner som “helt vildt sjovt”.

Når Waterworlds afsluttes i 2013, regner Kirsten Hastrup med at fortsætte arbejdet i det nordatlantiske, men også gerne i Danmark.

“Grønland har været min bestemmelse, lige siden min far læste højt for mig af polarforskeren Peter Freuchens erindringer. Jeg er ikke selv typen, der bedriver vildmarksturisme, men jeg er dybt fascineret af menneskers udfordringer med at klare et dagligliv under ekstreme vilkår. Jeg er mentalt knyttet til de nordiske lande og kunne ikke rigtig forestille mig at arbejde andre steder. Det har altid været mennesker, der interesserer mig, og jeg arbejder altid med dem, også når jeg ikke er på arbejde”, tilføjer hun.

}