Dansk Magisterforening

På vej mod en professionsdidaktik – for mennesker

Del artikel:

Læreruddannelsen er i sin tid i alt væsentligt udsprunget af højskolekulturen. Det har læreruddannelsen i mange år forsøgt at distancere sig fra, bl.a. gennem en øget akademisering. Det kan der være mange gode grunde til. Nogle af dem pegede højskolens kritiker og forkæmper Jakob Knudsen (1858-1917) på for over 100 år siden. Han havde følgende dom over de problematiske tendenser i højskolen dengang:

“Adskillige af dem – der ikke magtede det særlige folkelige, det danske – er gledne af, er vegen til Side og har givet sig til, på deres Højskoler, at være mere eller mindre mislykkede Kundskabsmeddelere, Moralister eller Prædikanter, eller alle tre Dele på én Gang”.1)

Knudsen mente, at højskolekulturen ofte endte i en moralisering og prædiken, der sammen med en kundskabsmeddelelse fik en underlig pietistisk eller dogmatisk karakter. Det samme siger man for tiden om den nu svundne seminariekultur, en kultur, der i sidste del af 1900-tallet vel nærmest krævede, at den enkelte lærerstuderende skulle bekende sig til en bestemt marxistisk-grundtvigsk dannelsesforståelse for ikke at blive vraget som lærermateriale. Vi medgiver helt denne velkendte kritik og forstår, hvorfor højskole- og seminariekulturen har provokeret bl.a. Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Niels Egelund til adskillige gange at føre korstog mod arven fra Grundtvig i dette århundrede.

Men, og det er ikke helt uvæsentligt: Det er en meget reduceret og karikeret udgave af det grundtvigske, som man for tiden ofte opstiller som afsæt for en professionskritik. En karikatur, som risikerer at ende i, at man helt mister blikket for de særlige professionsrelevante indsigter og sammenhænge, som kan findes i livsoplysningsperspektivet, et perspektiv, der i praksis på de frie skoler stadig er spillevende og under stadig udvikling, og som kan vise sig at være et afgørende didaktisk og pædagogisk bidrag til et senmoderne samfunds særlige udfordringer.

Kobling mellem teori og praksis
Livsoplysningsperspektivet kan vise sig at være netop det særlige, der kan koble pædagogisk teori og praksis på fornuftig vis. Det kan videnskabelig-akademiske metoder ikke alene. De behøver et menneskeperspektiv for at kunne indgå i en pædagogisk sammenhæng. Medmindre det altså ikke er meningen, at professionshøjskolerne skal udvikle en professionel pædagogisk praksis i folkeskolen, men at der alene skal arbejdes efter manualer eller “bibler” i den folkelige skole. Hvilket ikke blot ville bidrage til at afhumanisere vores samfund, men også svække samfundets sammenhængskraft i en stadig mere risikofyldt og globaliseret verden.

Knud Rendtorff, tidligere lektor på SDU, beskriver forholdet mellem en akademisk-videnskabelig tradition og livsoplysningsperspektivet således:

“I denne kombination af videnskabelighed og livsoplysning er det vigtigt, at de vekselvirker med hinanden, for videnskabeligheden bliver elitær, abstrakt og verdensfjern, hvis ikke den følger med i folkets liv uden for de videnskabelige institutioner, mens livsoplysningen – uddannelsen af børn, unge og voksne til at varetage deres opgaver i folkestyrets fællesskab – bliver snæversynet og perspektivløs, hvis ikke den udvikler sig i dialog med åndslivet og videnskaberne om helhederne og de bærende sammenhænge i fællesskabet “.2)

At tage ansvar og turde skønne
Professionshøjskolernes opgave må altså være at udvikle den pædagogiske forståelse og de pædagogiske teknologier, som anerkender, at alle børn, unge og voksne har et alment menneskeligt krav på at blive indført i historiske kulturelle sammenhænge og udvikle personligt ansvar og engagement i forhold til samfundets forskellige praktiske fællesskaber. Set på denne måde er den udfordring, det ansvar og den opgave, vi påtager os på professionshøjskolerne, at uddanne og udvikle fornuftige bidrag til disse dannelsesprocesser. Hvis der alene er fokus på videnskabelig-akademiske arbejdsformer og resultater, bliver det i realiteten umuligt for de lærerstuderende at indgå i dannelsesprocesser, der bidrager til at udvikle pædagogisk forståelse. Det er nødvendigt, at lærerstuderende – foruden akademiske kompetencer – udvikler pædagogisk forståelse som fundament for den personlige ansvarlighed, som professionel pædagogisk praksis i et senmoderne samfund i stigende grad kræver.

En professionel pædagogisk praksis, der ikke også er forankret i og bestandigt optaget af at bidrage til udviklingen af et stadig mere humant samfund, er måske nok professionel, men hverken pædagogisk eller praktisk. Hvis man vil kvalificere pædagogisk praksis, kræver det mennesker og personer, der tager ansvar og tør skønne.

Professionshøjskolen risikerer i modsat fald at gøre sig fortjent til den kritik, som Knudsen gav højskolen i 1904: Den bliver i sidste ende blot kundskabsmeddelende, moraliserende og prædikende. De videnskabelig-akademiske metoder og resultater skal jo netop forstås ind i en handlingsorienteret pædagogisk, og det vil sige en menneskelig praksis. Det kræver ikke flere eller mere videnskabelige og akademiske metoder og indhold. Det kræver derimod en forståelse for, at læreruddannelsens vej til at udvikle et professionelt pædagogisk læringsmiljø i folkeskolen går via dannelsen af de lærerstuderendes vilje og ansvar til at påtage sig en egentlig pædagogisk og derfor også personlig opgave. En opgave, der på fornuftig vis ikke kun kan forankres i en konstrueret specialiseret ekspertstatus for læreren, men som samtidig også må forstås som en betydningsfuld del af et fælles menneskeligt handlingsområde. Denne særlige pointe har den pædagogiske videnskab påpeget siden oplysningstiden. En afgørende pointe, der i disse år står i fare for at blive glemt i de pædagogiske professionsuddannelser. Hvis man taber denne forestilling om lærerens professionsdannelse af syne, risikerer man at tabe mere end blot lærerens professionalisme på gulvet.

De lærde og de folkelige
Jakob Knudsen har i mødet med Georg Brandes’ tekster peget på forholdet mellem den lærde skole (den videnskabelig-akademiske) og folkehøjskolen (livsoplysningsperspektivet) og peger her på nødvendigheden af en vekselvirkning mellem disse:

“Hvad angaar selve det videnskabelige Arbejde, ja, da maatte sikkert Folkehøjskolen baade anerkjende den lærde Skoles Metode som den ene rette, og i Almindelighed også bygge paa de faktiske Resultater, som den lærde Skole ved sine Granskninger kom til. – Den lærde Skole kunde derimod af Folkehøjskolen lære Folkelighed i Formen; stadig mindes om, at naar man ikke skriver for Mennesker, saa har man slet ikke ingen at skrive for”.3)

Livsoplysningsaspektet handler om at huske os på, at vi også må stå i et personligt forhold til metoder og teorier. Her menes ikke et individuelt meningsforhold eller et subjektivt følelsesforhold, men det at forstå sin professionelle opgave og sit ansvar som noget, der også er personligt. Man kan umuligt blive en fornuftig lærer eller pædagog alene som en rolle. Man er også en rolle. Med forholdet mellem pædagogiske professioner og personlighed er det som med forholdet mellem borger og menneske: Her tvinges man ind i en opgave, der hverken kan begribes eller håndteres alene ud fra et videnskabelig-akademisk perspektiv. Man er på én gang altid begge – og det både kan og skal være anledning til frustration og frugtbar konstruktion i den lærerstuderendes dannelses- og uddannelsesproces. I et samfund, der bliver stadig mere moderne og fragmenteret, bliver spørgsmålet om forholdet mellem menneske og borger stadig mere påtrængende. Dette spørgsmål må en professionsdidaktik for mennesker med nødvendighed forholde sig både kritisk og konstruktivt til – og det kræver, at man på læreruddannelsen aktivt også forsøger at generindre og revitalisere livsoplysningsperspektivet.

1) Knudsen, Jakob, Om folkelig Vækkelse og Dannelse i Ole Wivels “Jakob Knudsen, At være sig selv”, Gyldendals Uglebøger, 1965.

2) Knud Rendtorff, oversættelse og efterskrift i Michael Grimmitts “Religionskundskab og menneskelig udvikling”, Odense Universitetsforlag, 1998.

3) Jakob Knudsen, Den lærde Skole og Folkehøjskolen i Ole Wivels “Jakob Knudsen, At være sig selv”, Gyldendals Uglebøger, 1965.

}