Akademiker på markedsvilkår
I begyndelsen af 1980’erne stod jeg sammen med 25.000 andre med en mellemlang og lang uddannelse ved porten til arbejdsmarkedet. Den var naglet helt fast, da arbejdsmarkedet var bundfrosset med permanent over 350.000 arbejdsløse.
Som tidligere formand for DM’s afdeling for ledige og løstansatte (Afdeling IV, i dag Sektoren for Honorar- og Timelønnede, Deltidsansatte og Arbejdssøgende, red.) befandt jeg mig dengang midt i tidens store diskussioner og initiativer omkring arbejdsløse magistres alternative jobmuligheder. Sammenligner jeg dengang med nu, kan jeg imidlertid konstatere, at mange af de samme gamle singleplader stadig sættes på grammofonen i den arbejdsmarkedspolitiske jukeboks. Der er især tre plader, som jeg vil berøre.
Akademikere har en særlig adkomst til job
I Politiken sidst i september fortæller en nyuddannet kandidat, at “jeg har gjort det meste af det, politikerne efterlyser”, men medgiver dog: “Indrømmet, jeg gjorde det ikke for nogen politikers skyld, men for min egen. Men jeg havde da en klar forventning om, at når nu jeg havde gjort alt det rigtige, så måtte der da vente mig et spændende arbejde i den anden ende. Jeg tog så grueligt fejl”.
Hvorfor akademikere mere end andre har fortjent at få et (endda spændende) job, forstod jeg ikke dengang i firserne, og det gør jeg såmænd heller ikke i dag. Det er en opfattelse, man ikke støder på i andre faggrupper. Jeg har således aldrig hørt nyudlærte og arbejdsløse tømrersvende eller kontorassistenter udtrykke sig sådan. Det tilskriver jeg, at disse unge i deres læretid dagligt har erfaret, at de og deres kollegers beskæftigelse er snævert bestemt af forhold på arbejdsmarkedet og ikke af særlige forhold i et afsondret univers, hvor man belønnes efter graden af fortjeneste og konformitet.
Akademikere er for dyre at lade gå til spilde
Ofte fremføres også en økonomisk begrundelse for, at unge akademikere har krav på særbehandling. De er med et begreb fra bankkrisen too expensive to fail. Når samfundet har investeret betydelige ressourcer i en akademisk uddannelse, så er det samfundsøkonomisk vanvittigt ikke at anvende de opnåede kompetencer, lyder begrundelsen.
Denne synsvinkel er ligeledes blind for, at akademikere på samme måde som alle andre er underlagt et (arbejds-)marked i ordets snævreste betydning. Den tid og de ressourcer, som er medgået til frembringelsen af et produkt (her produktet “kompetence”), betyder i sig selv intet på et marked. Det gør efterspørgslen derimod. Er der ingen, som efterspørger en bestemt vare, fx en specifik akademisk kompetence, har den ingen eller kun ringe værdi på markedet. Efterspørgslen er bestemt af økonomiske og politiske valg: Hvilket afkast eller hvilken nytte forventes et køb af en akademisk kompetence at give en virksomhed eller en offentlig institution?
På et marked er det reglen og ikke undtagelsen, at investeringer går tabt. Det er udviklingens motor. Den luger ikke-afsættelige produkter (varer, serviceydelser og kompetencer) ud af systemet. Uden en østeuropæisk betonplanøkonomi kan der aldrig gives nogen garanti for, at enhver med en afsluttet uddannelse får et job, der matcher denne uddannelse.
En kandidatgrad er en slags grunduddannelse i forskning, men kun de færreste opnår at leve af forskning som sådan. Sådan har det altid været. I universiteternes første århundreder blev de lyseste teologihoveder normalt professorer udi alt muligt åndrigt, medens de jævne kandidater måtte nøjes med et præstekald i et fjernt sogn. Frem til tiden omkring min gymnasietid for små 40 år siden måtte de fleste kandidater da også tage til takke med et job som gymnasielærer i den alleryderste provins. Ja, det var sandelig tider!
Med en stadigt voksende produktion af akademikere – både her i landet og globalt – må vi se i øjnene, at flere og flere af dem bliver nødt til at beskæftige sig med noget andet end det, de er uddannet til. Langt fra universitetsfaget og på sigt til lønsedler med beskedne beløb. I den tredje verden møder man mange ph.d.er, som kører taxa. Tusindvis af Cairos taxachauffører siges at beherske et ganske udmærket engelsk netop på grund af deres lange akademiske uddannelser.
I de sidste godt 30 år har en del akademikere gjort det godt i det private, i foreninger, i ngo’er, i medier, i det offentlige og som selvstændige konsulenter. Ved siden af denne synlige gruppe eksisterer der imidlertid en anseelig, men ikke særligt eksponeret gruppe af akademikere, som henslæber årtier med vikariater og deltidsjob: De underviser få timer her og der i alle egne af landet i løbet af en og samme arbejdsuge, de vejleder måske ledige på akkord i et konsulentfirma, som har vundet denne eller hin licitation hos jobcentret, de har måske projektjob i private virksomheder eller offentlige institutioner med HK-rutiner iblandet lidt akademiske skriblerier og PowerPoint-præsentationer. Eksemplerne er legio. Alt sammen småjob, der aldrig rigtig når at blive rundet af i en sammenhængende episk fortælling om en karriere, og som efterlader de berørte med slunkne pensionsopsparinger og manglende muligheder for at etablere sig, ud over hvad en bolig i en boligforening tillader.
Akademikere er generalister
“Generalist” var en etiket, vi opfandt dengang i firserne til at prøve at etablere brohoveder på områder af arbejdsmarkedet, hvor vi ikke før havde haft tradition for at tjene vores udkomme. Etiketten forsøger at fortælle, at enhver akademiker er god til “hurtigt at sætte sig ind i store stofområder, overskue dem, organisere dem og formidle dem på en pædagogisk måde”.
Antagelsen om denne tusindarmede superblæksprutte har altid balanceret på kanten af at være en smuk floskel. Der er dog lidt om snakken, men kun under visse omstændigheder.
Ethvert job forudsætter en vis portion faglighed, som generalisten ikke bare lige har i kompetenceposen. Størstedelen af mit arbejdsliv har jeg tilbragt på afdelingsniveau i store HK-afdelinger. Det var sandelig nyt land for begge parter, da jeg begyndte!
Efter et tiår(!!) med “traditionelt akademikerarbejde” som it-underviser fik jeg mulighed for blive leder af a-kassen i HK Esbjerg. Det var nærmest uhørt i LO’s univers at putte en cand.mag. ind i sådan et job. En modig kontorchef i HK Esbjerg satsede imidlertid, og jeg er stadig taknemmelig for hans beslutning. De år var suverænt de mest spændende i mit arbejdsliv.
Jeg erkendte fra første dag, at hvis jeg skulle have succes, måtte jeg blive fagligt kompetent i lovgivningsspørgsmål, sagsbehandlingsrutiner, a-kassens politiske kontekst internt og eksternt og meget mere. Kilovis af knofedt, timer med sagsbehandlere som mine lærere og en bunke cirkulærer til at fornøje sig med derhjemme om aftenen gav efter et års tid resultat:
Jeg havde fået en ny faglighed.
Den viste sig imidlertid at være det brækjern, der skulle til, for at jeg kunne sætte mine generalistkompetencer rigtigt i spil og dermed give min ledelsesstil en lidt anden retning end den almindelige på området. Det, kontorchefen netop havde håbet på. Det har lært mig, at generalistkompetencer kun kan komme i spil, når de parres med en solid faglighed. Egentlig er det banalt:
Hvordan formidle et stof, man ikke aner en pind om? Men er stoffet solidt forankret i kraniet, kan der virkelig overskues, formidles stofmængder og pædagogiseres til den store guldmedalje.
Tsunami af kuldsejlede forventninger
Regering og opposition er enige om, at Danmark skal være verdensmester i uddannelse, og flere politikere og meningsdannere mener, at det mål kun nås, hvis hver fjerde af fremtidens unge får en videregående uddannelse.
Af flere grunde er jeg skeptisk over for den tanke, men lad mig blot nævne en: Hvis fremtidens unge forlader universiteterne med så tårnhøje forventninger, som beskrevet af den unge kandidat i Politiken, vil vi ende med en tsunami af unge med totalt kuldsejlede forventninger til livet. Endnu værre kan det blive, hvis studiekammeraten fra dengang bliver professor, mens man selv blot er sekretær i endnu et tidsbegrænset projekt på kommunen. Den værste fattigdom er nemlig den, man føler, når det går naboen bedre end en selv!
Samfundet kan som nævnt aldrig sørge for, at enhver kan få det spændende job, der lige matcher ens uddannelse. Skal vi bevare et nogenlunde frit uddannelsesvalg, bør de studerende jævnligt foreholdes den kendsgerning, at der ikke findes nogen jobgaranti hinsides den afsluttende eksamen.
