Dansk Magisterforening

Sådan Skrev Vi: Arbejdsløsheden Hærger Fortsat

Mogens Tanggaard
Del artikel:

I “Meddelelser til Medlemmerne” – ­Magisterbladets forløber – fra januar 1942 gengives det brev, Almindelig Dansk Cand.Mag.-Organisation havde sendt til Undervisningsministeriet med “Anmodning om Midler til at udbygge det allerede iværksatte Nødhjælpsarbejde for arbejdsledige cand.mag.er med yderligere 10 Kandidater”. En prøvetid med beskæftigelse af ledige magistre i statsinstitutioner var forløbet tilfredsstillende for alle parter – derfor denne ansøgning. Arbejdstiden for disse magistre i den tids løntilskudsjob foresloges sat op fra 4 til 5 timer dagligt med en tilsvarende forhøjelse af det årlige “Honorar” fra 2.000 kr. til 2.500 kr.

I marts samme år svarer ministeriet positivt på anmodningen, under forudsætning af at pengene bevilges på finansloven, hvilket sker. I svaret står, at “Haandskrevne Ansøgninger om at komme i betragtning, indeholdende Oplysninger om Ansøgernes Fag, Eksamen, Ledighedsperiode og eventuelle Færdighed i at skrive på Maskine stiles til osv”.

Sulteløn
I et senere nummer af “Meddelelser” samme år er der et sjældent bidrag fra et menigt medlem, nemlig et budget for en nødhjælpsarbejder. Det ser sådan ud:

Logi Kr. 40,00 (billigste Pris for et nogenlunde Værelse i ­Byens Periferi)
Kost Kr. 75,00
Skat Kr. 20,00
Sygekassekontingent Kr. 4,00
Nødvendig Vask ca. Kr. 10,00
Reparation af Fodtøj Kr. 7,00
Forskelligt Kr. 3,00
Transportpenge Kr. 12,00

I alt ca. Kr. 170,00
Nødhjælpsarbejderen skriver videre: “Vor løn er som bekendt sat til 2000.00 Kr. for 10 Maaneder beregnet efter 25 Arbejdsdage pr. Maaned à 4 Timer om Dagen til en Tarif af 2,00 Kr. pr. Time. For at vi kan eksistere, strækkes den over 12 Maaneder, hvilker giver 166,66 Kr. pr. Maaned! Endvidere maa vi arbejde ikke 10 men 11 Maaneder for vor Løn. 11 Maaneder = 270 Arbejdsdage à 4 timer = 1080 Timer om Aaret, hvad der giver en Timeløn på 1,85 Kr. Til Sammenligning kan tjene, at Beskæftigelsescentralens Arbejdsløse Kontorister lønnes med 2,05 Kr. pr. Time eller 340 Kr. pr. Maaned”.

Resten er tavshed.

}