Kina-kenderen

Hvad skal vi mene om Kinas gøren og laden, om menneskerettigheder og Tibet? Eksperternes svar er klart: Nok kan vi diskutere det ene eller andet brud på menneskerettighederne, men i sidste ende kan vi ikke gøre andet end at affinde os med Kina. Det skyldes ikke kun Kinas magt, men i særdeleshed også, at vi gerne vil hægte os på landets fortsatte march fremad. Eller formuleret således: I de fleste højtudviklede vestlige lande er Kina en stor del af svaret på spørgsmålet om, hvor fremtidens vækst og velstand skal komme fra. At det også er tilfældet i Danmark, sås senest med det kinesiske præsidentbesøg i Danmark, hvor handelsaftaler, ja sågar salget af Vestas’ vindmøllefabrik i Varde til kinesiske Titan blev udråbt som triumfer i medierne. En sigende overskrift lød: “Danmark bliver rigere efter Kina-besøg”.

Den kinesiske magt – økonomisk såvel som politisk – er uomtvistelig. Kina – verdens næststørste økonomi – ejer fx enorme summer af USA’s og Europas gæld, og kineserne kan blokere for sanktioner over for Syrien i FN.

Men mens Kina i økonomisk forstand kan måle sin indflydelse på linje med USA’s, er situationen en ganske anden, når det gælder Kinas kulturelle indflydelse i omverdenen. Og det skal der laves om på.

Præsident Hu Jintao erklærede i 2007, at kultur fremover i langt højere grad skal være en del af Kinas såkaldte soft power. Og skal man pege på en person, der herhjemme er forbundet med denne opgave, falder valget naturligt på professor Verner Worm, siden 2008 leder af Copenhagen Business Confucius Institute (CI) ved CBS og jævnligt optrædende Kina-ekspert i de danske medier.

Kinas bløde magt på CBS
Delvist finansieret af en i dansk sammenhæng ukendt organisation under det kinesiske undervisningsministerium har CI blandt andet til formål at udbrede kendskabet til kinesisk kultur. Det samme gælder de ca. 350 øvrige Konfucius-institutter rundt omkring i verden. Harmløst måske, men især i USA har konstruktionen givet anledning til kritik, blandt andet da Richard Saller, dekan ved Stanford Univeritys humanistiske fakultet, fortalte, at han under forhandlinger om et nyt Konfucius-institut ved universitetet fik at vide, at man ikke måtte debattere følsomme spørgsmål som fx Tibet.

Ifølge Verner Worm er der ikke knyttet krav til, hvad der kan siges eller ikke siges ved det danske institut, ligesom han heller ikke tror, at kineserne har bedt Richard Saller om at afstå fra at tage bestemte emner op – i hvert fald ikke officielt. Men han forstår udmærket spørgsmålet.

“Vi har ikke fået instruktioner på den måde, og det er ikke sådan, at vi ikke må diskutere fx Tibet. Men det er klart, at vi har en kinesisk direktør, og hun er udsendt af Kina og har prokinesiske synspunkter. Og du kan også godt sige, at vi er en slags soft power. Men Kina har måske en procent af den soft power, som USA har i Danmark, og hvis det stiger til 5 pct., så gør det vel ikke noget”, siger Verner Worm, der kan bryste sig af at være leder af det ene af blot to Business Konfucius-institutter i verden.

Revolution, reform og oprør
At business skulle blive Verner Worms levevej, lå ikke i kortene, da han som 20-årig begyndte at læse kinesisk ved Københavns Universitet. Året var 1974. Som de fleste andre, der lærte kinesisk på den tid, var han venstreorienteret og inspireret af kulturrevolutionen. Borgerskabet og kapitalismen var hovedfjenden.

Allerede det første møde med Kina i 1974 gav dog det medbragte tankegods et alvorligt hak i tuden.

“Jeg må indrømme, at da jeg kom derover, kunne jeg godt se, at der ikke rigtig var noget at hente i kulturrevolutionen. Jeg mødte en næsten total ensretning. Kineserne måtte ikke tale med udlændinge, og det var kun særligt udvalgte, der fik lov. Der var en kontrol, som man ikke kunne drømme om i dag. Det var et fuldstændig lukket samfund, og folk var bange”.

Det varede ikke længe, før kulturrevolutionen var et overstået kapitel for Kina såvel som for Verner Worm. Historien ville det anderledes. I 1976 døde Mao, firebanden blev arresteret, og Deng Xiaoping steg til tops. Skiftet blev for alvor åbenlyst, da Xiaoping i 1978 introducerede det siden så berømte begreb “Socialisme med kinesiske karaktertræk”.

“Fra da af handlede det ikke længere om at fremme revolutionen, men om at fremme produktionen”.

Og Verner Worm var med. I 1985 bosatte han sig i Kina og blev leder af et dansk repræsentationskontor i Beijing, der solgte nyopførte fabrikker til udenlandske investorer. Men allerede fire år senere var det slut. Den 4. juni 1989 blev studenteroprøret slået ned med massakren på Den Himmelske Freds Plads.

“Det var forfærdeligt, mange var døde. Vi prøvede at køre ind mod byen, men kom ikke ret langt på grund af afbrændte tanks. En soldat var hængt op i et træ, og bukserne var skåret af ham. Had avler had”, husker Verner Worm.

Netværkssamfund
Efter massakren ville ingen samarbejde med kineserne, og Verner Worm og hans kinesiske kone flyttede til Danmark. I 1992 fik han et erhvervsforskerstipendium på CBS, hvor han lige siden har forsket især i vestlige virksomheders erfaringer med Kina. Hans nyeste bog handler om forhandlingsstrategier, men er samtidig en basal indføring i kinesisk mentalitet og tankegang. Og for danske forretningsfolk med drømme om Kina må bogens indsigter betragtes som noget nær nødvendig viden.

Enhver driftig erhvervsmand ved jo, hvor stor en rolle et godt netværk spiller. Men i Kina er netværk – guanxi – meget, meget mere end det.

“Hvis du skal have fat i en person i Kina, så ringer du ikke bare til vedkommende. Du finder vedkommende ved at henvende dig til en, du kender, som så tager kontakt til den pågældende person. Det skyldes, at Kina er et netværksbaseret samfund. Tilliden til personer eller organisationer er lav sammenlignet med Danmark, og derfor spiller netværk en langt større rolle. For hvis du i udgangspunktet har lav tillid, vil du være tilbøjelig til at omgås personer, du kender”.

Derfor tager Verner Worm også nødig kontakt til kinesere, han ikke på forhånd kender.

“Hvis man bor i Beijing og skal have fat i skattevæsenet, så kan man selvfølgelig godt ringe til dem. Men hvis jeg sidder i København og skal have fat i en virksomhedsdirektør, jeg ikke kender, så ville jeg enten opgive det eller spørge nogen, der har kontakter i Kina, om de kender nogen, der kender nogen, der kender vedkommende”.

Det sidste er vigtigt. Det er nemlig helt normalt – i modsætning til i Danmark – at bruge netværket helt derud, hvor forbindelsen mellem første og sidste led er obskur, så længe forbindelsen i de enkelte led er personlig. Ja faktisk er netværk i Kina af samme grund i princippet uendelige.

At tabe ansigt på kinesisk
Før man giver sig i kast med at finde de rette personer, er det dog værd at vide, at det kinesiske samfund er ekstremt hierarkisk opbygget. Sammenlignet med Danmark er langt mere magt koncentreret i toppen.

“Det er utroligt vigtigt at have kontakt til ledelsen i en organisation. Ledelsen betyder rigtig meget, og alle andre i organisationen lytter til, hvad lederen siger”, fortæller Verner Worm.

Er forbindelsen til gengæld først skabt, er man sikker på ikke at blive afvist.

“På et tidspunkt skulle jeg interviewe en direktør, jeg ikke kendte. Jeg fik skabt kontakt via en person i mit netværk, og da først forbindelsen var etableret, var han ekstremt hjælpsom og villig til at møde mig allerede den efterfølgende dag. Det var aldrig sket med en europæisk direktør, der blot havde sendt mig videre til en sekretær for at finde et hul i kalenderen. Kinesernes beredvillighed hænger også sammen med den holisme, der præger alt i Kina. Alle ting er forbundne og hænger uløseligt sammen. Og fordi alt hænger sammen, er kineserne også mere fleksible. De tager gerne to aktiviteter på samme tid – et interview med mig og så også et andet møde, og så går det lidt frem og tilbage”.

Selvom det hele lyder meget tilbagelænet, skal man dog tage sig i agt for at træde kineserne over tæerne. Det kinesiske samfund og dets sociale relationer bygger på reciprocitet. Modtager du hjælp af en anden, forventes det, at du før eller siden er i stand til at gengælde tjenesten. Kan du ikke leve op til det, taber du ansigt, hvilket er det værste, der kan ske for en kineser. Og det er ikke kun i overført betydning, man kan tabe ansigt.

“Kineserne er så optagede af ikke at påføre hinanden “tab af ansigt”, at de er tilbageholdende med at afvise andre eller sige noget, man ikke ønsker at høre. Det er faktisk en af forklaringerne på, hvorfor kommunikation i Kina ofte har en meget indirekte form”, fortæller Verner Worm.