Dansk Magisterforening

Kommunikation fylder mere og mere i magistres arbejde

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

De er for størstedelens vedkommende ikke uddannet til det, alligevel bruger magistre en stor del af deres arbejdstid på formidlings- og kommunikationsopgaver. Det er både nødvendigt og gavnligt, siger de selv i en ny undersøgelse, der prikker til forestillingen om, at formidling og kommunikation foregår på bekostning af faglige kerneopgaver.

Hvad har en kunsthistoriker på Louisiana, en biolog i Naturstyrelsen og en cand.comm. på et reklamebureau til fælles?

Sandsynligvis det, at de ud over at være medlemmer af DM også bruger rigtig meget arbejdstid på formidlings- og kommunikationsopgaver. 74 pct. af DM’s medlemmer fortæller således i en ny undersøgelse, at de bruger omkring halvdelen eller mere af deres arbejdstid på formidling og kommunikation.

Undersøgelsen, der er lavet blandt 1.400 medlemmer, viser også, at formidling og kommunikation spiller en betydelig rolle for alle DM’s medlemsgrupper. Det gælder for såvel forskere og undervisere som for generalister og specialister. Blandt de medlemmer, der ikke beskæftiger sig med forskning og undervisning, fortæller hele 72 pct., at webformidling, strategier, pressemeddelelser, oplæg og afrapporteringer optager omtrent halvdelen eller mere af deres arbejdstid. Det til trods for at seks ud af ti ikke har formelle formidlings- og kommunikationskompetencer med fra deres universitetsuddannelse.

Jens Mølbach, sekretariatschef i Akademikernes Centralorganisation, har i en årrække fulgt udviklingen på det akademiske arbejdsmarked. Han mener, at billedet af den kommunikerende magister i høj grad er skabt af magistrene selv.

“Man kaster kommunikationsopgaven over på dem, der byder sig til. Og har du en ingeniør, en økonom og en magister, så er det højst sandsynligt magisteren, der siger ja tak. En stor del af de magistre, der starter på et humanistisk studium, er allerede fra starten af uddannelsen sporet ind på kommunikation, fordi de langt hen ad vejen godt ved, at det også drejer sig om undervisning og formidling. Den klassiske magister var en, der blev underviser på enten gymnasiet eller på universitetet, og det tankesæt gælder nok stadigvæk. Altså at magistrene er mere parate til at formidle. Og med professionaliseringen af kommunikationen både på det private område og i det offentlige tager opgaven efterhånden en stor del af deres arbejdstid”.

Formidling er nødvendig og gavnlig
Det er fristende at sige, at formidling og kommunikation klæber til DM’s medlemmer som fluer til fluepapir. Når billedet alligevel ikke holder, hænger det sammen med, at langt de fleste DM-medlemmer har et positivt syn på kommunikationsopgaver. Størstedelen af magistrene opfatter formidling som en nødvendig og gavnlig del af jobbet, ja en tredjedel går endda så vidt som til at kalde formidling en “passion”.

Er der så slet ikke magistre, der er modvillige over for formidlings- og kommunikationsopgaver? Jo, men ikke i særlig udpræget grad.

Blandt forskerne peger fx 15 pct. på, at formidling fylder for meget i jobbet, men omvendt betragter syv ud af ti formidlingen som nødvendig og gavnlig eller ligefrem som en “passion”. Kun en pct. går så langt som til at kalde formidling en “irriterende” del af jobbet, der “stjæler tid” fra kerneopgaven.

En anden gruppe, hvor den primære faglighed og kommunikationsopgaver ikke altid er to sider af samme mønt, er hos cand.scient.erne i offentligt administrative stillinger. Her siger 9 pct., at formidling fylder for meget, mens omvendt 92 pct. mener, at omfanget af formidling i jobbet er tilpas eller ligefrem burde være større. 42 pct. i denne gruppe angiver, at de gerne vil arbejde mere med formidling.

De egentlige kommunikatører er ikke overraskende de mest glade formidlere. Seks ud af ti i denne gruppe ser formidling som en passion.

Blandt magistre, der hverken er forskere, undervisere eller kommunikatører, og som angiver, at formidling er en stor del af deres jobindhold, mener 12 pct., at formidling går ud over det primære jobindhold. 88 pct. mener ikke, det er tilfældet, og 62 pct. vil gerne arbejde mere med formidling. Tager man alene cand.mag.erne i denne gruppe, ser 28 pct. formidling som en passion. Til sammenligning er kun 10 pct. af cand.scient.erne i den offentlige forvaltning passionerede formidlere, men 49 pct. mener ikke desto mindre, at formidlingen er en gavnlig og nødvendig del af jobbet.

Generalister og specialister
Forskellen i holdninger til formidling mellem humanister og naturvidenskabsfolk – omend det måske er påfaldende, at den ikke er større – skyldes ifølge Karsten Pedersen, lektor i offentlig kommunikation, den måde, de to grupper hver især arbejder med kommunikation på.

“Magistrene, såvel generalisterne som specialisterne, er trænede i at finde viden. De ved, hvor de skal kigge, og meget ofte ved de også, hvad de skal sige. I det offentlige gør det dem ideelle til at kommunikere fx til borgere. Men selvfølgelig er der også forskelle. Man kan næsten sige, at generalisterne ved lidt om alt, mens specialisterne ved alt om lidt. Og jo mere du er specialist, des mindre vil du være tunet ind på at sige tingene på den mest fordøjelige måde”.

Jesper Højberg Christensen, stifter og bestyrelsesformand i kommunikationsbureauet Advice, der har en hel del humanister blandt medarbejderne, forklarer humanisternes force sådan her:

“Humanisterne er gode til at bygge bro mellem forskellige kulturer og forskellige måder at se tingene på. Beslutningscentret i en virksomhed eller en offentlig instans skal forene juristens vægt på orden, økonomens vægt på rentabilitet og balance og ingeniørens blik for teknologi. De fire, fem forskellige blikke eller systemer skal koordineres, og der har ledelsen humanisterne at støtte sig til, fordi de kan forstå alle systemerne. Derfor får humanisten ofte en sammenbinderrolle i organisationer og virksomheder som den, der sammenknytter, fortolker og oversætter det ene sprog til det andet og den ene forståelse til den anden. Humanisterne har simpelthen lært noget om mødet med “det andet” eller “de andre”, og det er forudsætningen for god kommunikation”.

Evnen til at bevare overblikket og udtrykke sig sammenhængende er da også kvaliteter, magistrene især slår på, når de i undersøgelsen er blevet bedt om at pege på deres stærkeste formidlingsegenskaber.

Kravene til kommunikation er vokset
Undersøgelsen peger på, at kravene til formidling er vokset. Dels fortæller 55 pct. af magistrene – med en overvægt af offentligt ansatte – at omfanget af formidlingsopgaver er vokset over de seneste år, dels peger 61 pct. på, at kravene til selve opgavevaretagelsen er vokset.

En udbredt forklaring lyder, at arbejdsgiveren eller den ansatte selv forventer en højere grad af performance, efterhånden som løn og anciennitet vokser. Men også den digitale udvikling og professionaliseringen af kommunikation i samfundet spiller ind:

“Jeg har været webredaktør på en uddannelsesinstitution i seks år, og der er kommet højere krav til formidling til flere målgrupper både i tekst og andre medier. For seks år siden kunne vi nøjes med tekst, nu versionerer vi de fleste tekster og supplerer gerne med billeder og videoklip”, lyder en typisk kommentar i undersøgelsen.

Andre – især offentligt ansatte – peger på det øgede krav til dokumentation:

“Jeg sidder i den modtagende ende af mange kommunalpolitiske tiltag fra socialforvaltningen. Her er det min opgave at omsætte politiske tiltag til anvendt praksis på det rehabiliteringscenter, jeg arbejder på. Der er en stigende efterspørgsel af effekt og dokumentation, og det stiller større krav til mine formidlingsevner, når jeg skal give kvalificerede modsvar til politiske dagsordner og ideer”.

Andre peger på, at medielandskabet er under hastig forandring:

“Det er superfedt at arbejde med kommunikation, fordi det hele tiden ændrer sig, hvor jeg er. Lige nu rykker Facebook og andre sociale medier rigtig meget samt brug af video”.

Mens en hel del betragter udviklingen som en positiv udfordring, peger 72 pct. samtidig på, at de savner formidlingskompetencer i jobbet. En del af forklaringen er måske, at rigtig mange – 62 pct. – ikke har fået undervisning i formidling under deres uddannelse. Det er især mundtlige formidlingsevner, præsentationsteknik og evnen til at skrive kort og præcist, magistrene gerne vil have styrket.

}