Dansk Magisterforening

Klar kommunikation i høj kurs

Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

DM’s medlemmer er trofaste deltagere i kurser i kommunikation. Klogt valg, mener specialist i karriere.

“Om at skrive populært uden at miste fagligheden” hed et af de allerførste kurser, som Dansk Magisterforening tilbød for 24 år siden.

Fagforeningens første sæson som kursusudbyder havde seks kurser på programmet. Halvdelen handlede om kommunikation. Foruden skrivekurset var det “Video som kommunikationsredskab” og “Nye undervisningsformer – voksenundervisning”.

I dag er de seks kurser blevet til 41, og DM’s ambitioner er vokset fra tredages internatforløb til hele masteruddannelser.

Et er uforandret: Klassiske kurser i kommunikation er stadig i høj kurs. DM’s medlemmer og deres arbejdsgivere bruger tid og penge på kommunikative kompetencer.

Interkulturel nyhed
I dag hedder nogle af de mest populære kurser “Journalistisk formidling af fagstof”, “Skriv, så de lytter”, “Tal, så de husker dig”, “Sociale medier” og “Strategisk kommunikation”.

“Vi lytter til vores medlemmer og til deres ønsker og behov”, fortæller Oxana Steen, der er konsulent i DM og arbejder med kursusudbud.

“Derfor ændrer kursernes indhold sig i takt med de krav, magistrene møder i deres arbejde. Fra næste forår kan vi for eksempel tilbyde både et todages kursus og et masterfag på fire dage i interkulturel kommunikation. Masterfaget udbyder vi i samarbejde med Syddansk Universitet. Rigtig mange medlemmer arbejder i virksomheder, hvor mange nationaliteter skal fungere sammen, og hvor virksomhedens samarbejdspartnere er spredt over hele kloden. Det stiller nye krav til medarbejdernes evne til at begå sig i et kulturelt blandet miljø”.

Vigtigt kort i kamp om job
DM-medlemmer er i forvejen gode til at kommunikere, fremhæver Lars Biza, konsulent i DM. Efter næsten tusinde møder, ansøgningstjek og personlige samtaler om job og karriere tegner han dette billede af DM-medlemmer, der efterlyser flere færdigheder inden for kommunikation.

“Den ene gruppe sidder i job, som de er glade for, og hvor de mangler konkrete færdigheder inden for et område, for eksempel webformidling eller online­design. En anden gruppe vil gerne bevæge sig over i mere kommunikationsprægede opgaver og savner råd til, hvordan de griber det an. Og så er der en stor gruppe af nyudannede kandidater, der er klar over, at de ikke får deres første job på deres kernefaglighed. De er helt på det rene med, at deres generalistkvalifikationer skal i spil, og at kommunikation er et vigtigt kort”.

Ifølge Lars Biza ser de unge DM-medlemmer rigtigt.

“De læser markedet godt. Magistre er i forvejen stærke i mundtlig og skriftlig formidling, især inden for deres faglighed, og de er efter min personlige mening generelt bedre end de fleste andre akademikergrupper. Så de har en styrke og en kvalifikation, som adskiller dem fra rigtig mange andre vidensarbejdere. Selvfølgelig skal de dyrke og styrke den kvalifikation”.

}