Det’ mit Job: John Renner Hansen
John Renner Hansen, Dekan for Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Du har sagt ja til at få fusionen af De Natur- og Biovidenskabelige Fakulteter til at lykkes på nøjagtigt samme tidspunkt, som dine kolleger identificerer Higgs’ partikel på CERN, hvor du var blandt “the founding members” for et af de store eksperimenter, Atlas. Svarer det ikke nogenlunde til at spise dåsefrugt, mens haverne bugner af friske røde jordbær?
Jeg var godt nok helt oppe at køre i den uge. Vi, der er involverede i CERN, har jo vidst et stykke tid, at noget stort var på vej. Så jo, lige nu er det svært kun at være med på sidelinjen. Det første højdepunkt i min egen forskerkarriere tog jo udgangspunkt i opdagelsen af en ny partikel, mens jeg arbejdede på CERN. Men som forsker kommer der et tidspunkt i karrieren, hvor man ikke længere er “ung og vild” og får de skæve idéer, som skal til for at skabe gennembrud. Med erfaringen ser man tydeligere, hvad der ikke kan lade sig gøre, og det kan være en fordel, når man skal vejlede de næste generationer. Heldigvis er der rigtig mange unge, skrappe forskere på mit felt, som står klar til at bringe stafetten videre. Og så er mit nye job som dekan jo også en fantastisk interessant og udfordrende opgave.
Hvordan vil du gribe den enorme opgave an, det er at forene to vidt forskellige kulturer og studietraditioner i ét fakultet?
Vi kan godt være forskellige under den samme paraply. Hvis noget fungerer godt, skal det ikke laves om. Det er mit udgangspunkt. Jeg ved godt, at der på det tidligere LIFE (Det Biovidenskabelige Fakultet, red.) måske ligger en frygt for at blive løbet over ende af en dekan, som kommer fra det gamle NAT. Men vi er allerede nu godt i gang med omstillingsprocessen, og jeg gør mig meget umage med at lytte nøje til mine kolleger fra begge de gamle fakulteter og med at kommunikere mine egne synspunkter tydeligt, så alle ved, hvor jeg står. Samtidig tror jeg på, at der kan opstå en positiv synergi, som kan tilpasse vores nye forskningsinstitution til en omskiftelig tid.
Du har selv taget hele turen op igennem systemet. Hvad er den vigtigste erfaring, du tager med ind i dekanens kontor?
At du skal være leder med et formål. Du kommer ingen vegne, hvis du ikke har folks respekt, og det skinner hurtigt igennem, hvis dit ego eller din position er vigtigere for dig, end hvad der er godt for organisationen.
Hvad er det, der er så fedt ved fysikken?
Fysikkens formål er at gøre ting simple og forståelige, men samtidig beskrive dem på en præcis måde. Det udgangspunkt har appelleret til mig, lige siden jeg som dreng hældte vand i balloner og til min mors undren gemte dem sjove steder for at undersøge, hvad der så skete. Fysikken var et lystbetonet valg for mig. Nok lidt svært at forstå for min familie dengang. Jeg er eneste akademiker, og begge mine forældre havde kun syv års skolegang. Da jeg fik min kandidatgrad, spurgte min faster da også min far, om det ikke var på tide, at jeg nu kom i gang med at lære noget, der kunne bruges til noget.
Er der et højdepunkt i din hidtidige karriere, du vil fremhæve?
Det må være, da jeg en junimorgen, netop som jeg var blevet kandidat, sad med min kone, der var gravid, og planlagde sommeren. Jeg havde lige fået fast arbejde som gymnasielærer, da et telegram fra CERN dumper ind ad brevsprækken med tilbud om et fellowship. Jeg havde søgt mange måneder tidligere, men havde i ventetiden bestemt mig til at sige nej. Det var et afgørende øjeblik, for jeg kunne holde mig til det kendte, blive hjemme, hvor jeg befandt mig godt, og få et dejligt arbejdsliv som gymnasielærer. Eller jeg kunne vælge at gå ad mere ukendte stier. Fem uger senere havde vi lejet huset ud og var flyttet til Schweiz.
Jeg var godt nok helt oppe at køre i den uge. Vi, der er involverede i CERN, har jo vidst et stykke tid, at noget stort var på vej. Så jo, lige nu er det svært kun at være med på sidelinjen. Det første højdepunkt i min egen forskerkarriere tog jo udgangspunkt i opdagelsen af en ny partikel, mens jeg arbejdede på CERN. Men som forsker kommer der et tidspunkt i karrieren, hvor man ikke længere er “ung og vild” og får de skæve idéer, som skal til for at skabe gennembrud. Med erfaringen ser man tydeligere, hvad der ikke kan lade sig gøre, og det kan være en fordel, når man skal vejlede de næste generationer. Heldigvis er der rigtig mange unge, skrappe forskere på mit felt, som står klar til at bringe stafetten videre. Og så er mit nye job som dekan jo også en fantastisk interessant og udfordrende opgave.
Hvordan vil du gribe den enorme opgave an, det er at forene to vidt forskellige kulturer og studietraditioner i ét fakultet?
Vi kan godt være forskellige under den samme paraply. Hvis noget fungerer godt, skal det ikke laves om. Det er mit udgangspunkt. Jeg ved godt, at der på det tidligere LIFE (Det Biovidenskabelige Fakultet, red.) måske ligger en frygt for at blive løbet over ende af en dekan, som kommer fra det gamle NAT. Men vi er allerede nu godt i gang med omstillingsprocessen, og jeg gør mig meget umage med at lytte nøje til mine kolleger fra begge de gamle fakulteter og med at kommunikere mine egne synspunkter tydeligt, så alle ved, hvor jeg står. Samtidig tror jeg på, at der kan opstå en positiv synergi, som kan tilpasse vores nye forskningsinstitution til en omskiftelig tid.
Du har selv taget hele turen op igennem systemet. Hvad er den vigtigste erfaring, du tager med ind i dekanens kontor?
At du skal være leder med et formål. Du kommer ingen vegne, hvis du ikke har folks respekt, og det skinner hurtigt igennem, hvis dit ego eller din position er vigtigere for dig, end hvad der er godt for organisationen.
Hvad er det, der er så fedt ved fysikken?
Fysikkens formål er at gøre ting simple og forståelige, men samtidig beskrive dem på en præcis måde. Det udgangspunkt har appelleret til mig, lige siden jeg som dreng hældte vand i balloner og til min mors undren gemte dem sjove steder for at undersøge, hvad der så skete. Fysikken var et lystbetonet valg for mig. Nok lidt svært at forstå for min familie dengang. Jeg er eneste akademiker, og begge mine forældre havde kun syv års skolegang. Da jeg fik min kandidatgrad, spurgte min faster da også min far, om det ikke var på tide, at jeg nu kom i gang med at lære noget, der kunne bruges til noget.
Er der et højdepunkt i din hidtidige karriere, du vil fremhæve?
Det må være, da jeg en junimorgen, netop som jeg var blevet kandidat, sad med min kone, der var gravid, og planlagde sommeren. Jeg havde lige fået fast arbejde som gymnasielærer, da et telegram fra CERN dumper ind ad brevsprækken med tilbud om et fellowship. Jeg havde søgt mange måneder tidligere, men havde i ventetiden bestemt mig til at sige nej. Det var et afgørende øjeblik, for jeg kunne holde mig til det kendte, blive hjemme, hvor jeg befandt mig godt, og få et dejligt arbejdsliv som gymnasielærer. Eller jeg kunne vælge at gå ad mere ukendte stier. Fem uger senere havde vi lejet huset ud og var flyttet til Schweiz.
