“De er ikke fagforeninger”
Danskerne køber falsk tryghed, når de melder sig ind i de gule fagforeninger for at spare penge, for det er forretninger og ikke fagforeninger, kritiserer arbejdsmarkedsforskere.
Gule fagforeninger som Krifa og Det Faglige Hus har de seneste år oplevet stor medlemsfremgang. Det skyldes især én ting: penge. Medlemskab af de gule er billigere end hos de traditionelle fagforeninger. Men når danskerne bliver medlem af Krifa eller Det Faglige Hus, bliver de slet ikke medlem i en rigtig fagforening, konstaterer en række arbejdsmarkedsforskere.
“Folk vil spare penge, og de tror, de får det samme hos de gule fagforeninger, men det gør de ikke. Det er falske værdipakker. De gule er ikke fagforeninger, men forretninger, som sælger en vare i en indpakning, der ikke indeholder den vare, som danskerne tror de får”, siger arbejdsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet Henning Jørgensen.
Professor i arbejdsmarkedsforhold på Aalborg Universitet Herman Knudsen mener heller ikke, at de gule fagforeninger er rigtige fagforeninger, men derimod organisationer, der udfordrer de traditionelle fagforeninger.
“Flere af dem virker mere som forretninger uden demokratisk struktur og medlemsdemokrati med valgte ledere, som de traditionelle fagforeninger har”, siger Herman Knudsen og pointerer, at Krifa altid har haft det syn, at strejke og lockout ikke skal være en del af spillet, men at parterne skal kunne snakke sig til rette.
“Det svarer til Biblens billede af at lade løven og lammet græsse side om side. Det giver en meget underlig form for fagbevægelse, fordi strejke og lockout altid har været det centrale våben for fagbevægelsen”.
Professor på Roskilde Universitet Bent Greve understreger, at de gule er fagforeninger i den forstand, at de organiserer folk på arbejdsmarkedet, men de svarer ikke til, hvad man reelt forstår ved en faglig organisation, der udøver solidaritet med dens medlemmer. Han pointerer, at danskerne skal være indstillet på at få mindre for deres medlemspenge hos de gule.
“De gule fagforeninger dækker langt færre overenskomster, og derfor står medlemmerne svagere i forhandlingen af løn- og arbejdsvilkår end ved et medlemskab af traditionelle fagforeninger. Støtten under konflikt er traditionelt også lavere hos de gule”, siger Bent Greve.
Fortrød skifte
Væksten hos de gule fagforeninger skyldes ifølge Henning Jørgensen, at VK-regeringen skubbede markedet i gang ved i 2002 at tillade tværfaglige a-kasser og forsøgte at nedbryde den etablerede fagbevægelse. Det betød, at de gule fagforeninger pludselig kunne tilbyde et meget billigt kontingent, der inkluderede både fagforening og a-kasse. Problemet er, at de gule fagforeninger arbejder efter modeller, som er baseret på individet frem for på kollektivet uden konfliktløsningsmodellen, som den danske model er baseret på. Men det ved danske lønmodtagere ofte ikke.
“Mange danskere ved reelt ikke, hvad de kan få og ikke få i de gule fagforeninger. Det oplever de først, når de står i en krisesituation og vender tilbage til de traditionelle fagforeninger”, siger Henning Jørgensen.
Det billede genkender cand.mag. i dansk og oldtidskundskab Lone Vestergaard. Hun blev medlem i DM i 2004, du hun blev færdig med sin uddannelse. Hun havde egen designvirksomhed med en partner, men blev snydt og endte i en gældssanering. Det betød, at hun var nødsaget til at spare alt det, hun kunne. Hun meldte sig derfor ud af DM og ind i Det Faglige Hus i starten af 2010. “Det skete udelukkende ud fra en økonomisk betragtning, for jeg havde været meget tilfreds med DM, men medlemskab er meget billigere i Det Faglige Hus”, siger Lone Vestergaard.
I foråret 2012 fortrød hun det skifte. For da hun fik brug for sin fagforening i forbindelse med en fritstilling som kommunikationschef i det efterfølgende job, var hjælpen der reelt ikke. Hun kunne nemlig ikke få klart svar på en række spørgsmål om blandt andet retten til at afholde ferie, hvornår hun skulle melde sig ledig, og om hun kunne søge nyt job under fritstillingen.
“I Det Faglige Hus blev jeg mødt med en utrolig dårlig sagsbehandling. Jeg blev nærmest grinet af og fik at vide, at de spørgsmål kunne jeg da selv finde svar på. Jeg havde ikke prøvet at blive fritstillet før og havde derfor nogle væsentlige, men enkle spørgsmål, som jeg ikke kunne få konkrete svar på”, siger hun.
Efter at have rykket flere gange for svar på sine spørgsmål uden at kunne komme videre i systemet og få reel juridisk bistand opgav Lone Vestergaard ævred.
“Jeg følte, at sagsbehandlingen var helt upålidelig. Det virkede, som om de slet ikke var vant til at behandle en ellers så almindelig sag som fritstilling. Bare det at få kontakt var svært, så jeg meldte mig ind i DM igen. Fra første færd, jeg skiftede, fik jeg super kompetent og hurtig hjælp, så jeg har bestemt ikke fortrudt at skifte tilbage til DM”, siger hun.
Vejlegården
Debatten om forskellen mellem de gule og traditionelle fagforeninger er for alvor blusset op hen over sommeren i en konflikt mellem restaurant Vejlegården og 3F. En sag, der startede helt tilbage i efteråret 2011, efter at ejer af restauranten Amin Skov meldte restauranten ind i Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) og indgik overenskomst med Krifa. Det fik 3F til at iværksætte konflikt, fordi restaurantens ansatte hidtil havde arbejdet på den mest udbredte overenskomst inden for restaurationsbranchen, indgået mellem 3F og arbejdsgiverforeningen Horesta. Den nye overenskomst mellem Vejlegården og Krifa betyder, at de ansatte ifølge 3F nu ikke har øvre arbejdstid, ingen krav for betaling ved overarbejde, ingen ret til afspadsering og tvungen ferie, når chefen holder ferielukket. Konflikten er stadig i fuld gang, men er fuldt lovlig og ifølge en opgørelsen fra LO i øvrigt blot en ud af knap 600 igangværende konklifter på nuværende tidspunkt.
Henning Jørgensen mener, at sagen om Vejlegården og 3F er blevet fuldstændig fordrejet i medierne. Når 3F i så stærk en grad er blevet kritiseret for at iværksætte en konflikt, som er fuldt lovlig, så skyldes det “politisk uvilje mod de traditionelle fagforeninger”. Han pointerer, at de gule fagforeningers indpas i det danske system med deres værdigrundlag undergraver den danske arbejdsmarkedsmodel, fordi de ikke accepterer princippet om hovedaftaler, kollektive overenskomster og kollektive rettigheder og samtidig benægter retten til konflikt mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.
“Når de benægter kernen i den danske model, så er der ikke noget, der hedder rettigheder og sikkerhed i det, som de gule fagforeninger kalder deres overenskomster”, siger Henning Jørgensen.
Selvom de gule fagforeninger virker til at have bidt sig fast på det danske arbejdsmarked, så har Bent Greve svært ved at se, at de gule og traditionelle fagforeningers modeller fremover kan fungere sideløbende.
“Teoretisk set kan det godt lade sig gøre. Men problemet er, at når der er flere, der siger og vil noget forskelligt, så svækker man den samlede organisations indflydelse på udviklingen. Historisk set har der været ro på det danske arbejdsmarked, så fortsætter denne udvikling, går vi en usikker fremtid i møde”, siger han.
Herhjemme er vi ifølge Herman Knudsen nået til et kritisk punkt efter Venstres forslag for nylig om at invitere de alternative fagforeninger ind i det arbejdsretslige system. “Det kan ændre systemet grundlæggende og føre til en meget konfliktfyldt vej, hvor man som i Frankrig og Spanien i den arbejdsretlige lovgivning har minutiøse regler for, hvornår en fagforening er stor nok til at kunne deltage i regelværket. Det vil føre til flere konflikter”, siger Herman Knudsen.
“Folk vil spare penge, og de tror, de får det samme hos de gule fagforeninger, men det gør de ikke. Det er falske værdipakker. De gule er ikke fagforeninger, men forretninger, som sælger en vare i en indpakning, der ikke indeholder den vare, som danskerne tror de får”, siger arbejdsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet Henning Jørgensen.
Professor i arbejdsmarkedsforhold på Aalborg Universitet Herman Knudsen mener heller ikke, at de gule fagforeninger er rigtige fagforeninger, men derimod organisationer, der udfordrer de traditionelle fagforeninger.
“Flere af dem virker mere som forretninger uden demokratisk struktur og medlemsdemokrati med valgte ledere, som de traditionelle fagforeninger har”, siger Herman Knudsen og pointerer, at Krifa altid har haft det syn, at strejke og lockout ikke skal være en del af spillet, men at parterne skal kunne snakke sig til rette.
“Det svarer til Biblens billede af at lade løven og lammet græsse side om side. Det giver en meget underlig form for fagbevægelse, fordi strejke og lockout altid har været det centrale våben for fagbevægelsen”.
Professor på Roskilde Universitet Bent Greve understreger, at de gule er fagforeninger i den forstand, at de organiserer folk på arbejdsmarkedet, men de svarer ikke til, hvad man reelt forstår ved en faglig organisation, der udøver solidaritet med dens medlemmer. Han pointerer, at danskerne skal være indstillet på at få mindre for deres medlemspenge hos de gule.
“De gule fagforeninger dækker langt færre overenskomster, og derfor står medlemmerne svagere i forhandlingen af løn- og arbejdsvilkår end ved et medlemskab af traditionelle fagforeninger. Støtten under konflikt er traditionelt også lavere hos de gule”, siger Bent Greve.
Fortrød skifte
Væksten hos de gule fagforeninger skyldes ifølge Henning Jørgensen, at VK-regeringen skubbede markedet i gang ved i 2002 at tillade tværfaglige a-kasser og forsøgte at nedbryde den etablerede fagbevægelse. Det betød, at de gule fagforeninger pludselig kunne tilbyde et meget billigt kontingent, der inkluderede både fagforening og a-kasse. Problemet er, at de gule fagforeninger arbejder efter modeller, som er baseret på individet frem for på kollektivet uden konfliktløsningsmodellen, som den danske model er baseret på. Men det ved danske lønmodtagere ofte ikke.
“Mange danskere ved reelt ikke, hvad de kan få og ikke få i de gule fagforeninger. Det oplever de først, når de står i en krisesituation og vender tilbage til de traditionelle fagforeninger”, siger Henning Jørgensen.
Det billede genkender cand.mag. i dansk og oldtidskundskab Lone Vestergaard. Hun blev medlem i DM i 2004, du hun blev færdig med sin uddannelse. Hun havde egen designvirksomhed med en partner, men blev snydt og endte i en gældssanering. Det betød, at hun var nødsaget til at spare alt det, hun kunne. Hun meldte sig derfor ud af DM og ind i Det Faglige Hus i starten af 2010. “Det skete udelukkende ud fra en økonomisk betragtning, for jeg havde været meget tilfreds med DM, men medlemskab er meget billigere i Det Faglige Hus”, siger Lone Vestergaard.
I foråret 2012 fortrød hun det skifte. For da hun fik brug for sin fagforening i forbindelse med en fritstilling som kommunikationschef i det efterfølgende job, var hjælpen der reelt ikke. Hun kunne nemlig ikke få klart svar på en række spørgsmål om blandt andet retten til at afholde ferie, hvornår hun skulle melde sig ledig, og om hun kunne søge nyt job under fritstillingen.
“I Det Faglige Hus blev jeg mødt med en utrolig dårlig sagsbehandling. Jeg blev nærmest grinet af og fik at vide, at de spørgsmål kunne jeg da selv finde svar på. Jeg havde ikke prøvet at blive fritstillet før og havde derfor nogle væsentlige, men enkle spørgsmål, som jeg ikke kunne få konkrete svar på”, siger hun.
Efter at have rykket flere gange for svar på sine spørgsmål uden at kunne komme videre i systemet og få reel juridisk bistand opgav Lone Vestergaard ævred.
“Jeg følte, at sagsbehandlingen var helt upålidelig. Det virkede, som om de slet ikke var vant til at behandle en ellers så almindelig sag som fritstilling. Bare det at få kontakt var svært, så jeg meldte mig ind i DM igen. Fra første færd, jeg skiftede, fik jeg super kompetent og hurtig hjælp, så jeg har bestemt ikke fortrudt at skifte tilbage til DM”, siger hun.
Vejlegården
Debatten om forskellen mellem de gule og traditionelle fagforeninger er for alvor blusset op hen over sommeren i en konflikt mellem restaurant Vejlegården og 3F. En sag, der startede helt tilbage i efteråret 2011, efter at ejer af restauranten Amin Skov meldte restauranten ind i Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) og indgik overenskomst med Krifa. Det fik 3F til at iværksætte konflikt, fordi restaurantens ansatte hidtil havde arbejdet på den mest udbredte overenskomst inden for restaurationsbranchen, indgået mellem 3F og arbejdsgiverforeningen Horesta. Den nye overenskomst mellem Vejlegården og Krifa betyder, at de ansatte ifølge 3F nu ikke har øvre arbejdstid, ingen krav for betaling ved overarbejde, ingen ret til afspadsering og tvungen ferie, når chefen holder ferielukket. Konflikten er stadig i fuld gang, men er fuldt lovlig og ifølge en opgørelsen fra LO i øvrigt blot en ud af knap 600 igangværende konklifter på nuværende tidspunkt.
Henning Jørgensen mener, at sagen om Vejlegården og 3F er blevet fuldstændig fordrejet i medierne. Når 3F i så stærk en grad er blevet kritiseret for at iværksætte en konflikt, som er fuldt lovlig, så skyldes det “politisk uvilje mod de traditionelle fagforeninger”. Han pointerer, at de gule fagforeningers indpas i det danske system med deres værdigrundlag undergraver den danske arbejdsmarkedsmodel, fordi de ikke accepterer princippet om hovedaftaler, kollektive overenskomster og kollektive rettigheder og samtidig benægter retten til konflikt mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.
“Når de benægter kernen i den danske model, så er der ikke noget, der hedder rettigheder og sikkerhed i det, som de gule fagforeninger kalder deres overenskomster”, siger Henning Jørgensen.
Selvom de gule fagforeninger virker til at have bidt sig fast på det danske arbejdsmarked, så har Bent Greve svært ved at se, at de gule og traditionelle fagforeningers modeller fremover kan fungere sideløbende.
“Teoretisk set kan det godt lade sig gøre. Men problemet er, at når der er flere, der siger og vil noget forskelligt, så svækker man den samlede organisations indflydelse på udviklingen. Historisk set har der været ro på det danske arbejdsmarked, så fortsætter denne udvikling, går vi en usikker fremtid i møde”, siger han.
Herhjemme er vi ifølge Herman Knudsen nået til et kritisk punkt efter Venstres forslag for nylig om at invitere de alternative fagforeninger ind i det arbejdsretslige system. “Det kan ændre systemet grundlæggende og føre til en meget konfliktfyldt vej, hvor man som i Frankrig og Spanien i den arbejdsretlige lovgivning har minutiøse regler for, hvornår en fagforening er stor nok til at kunne deltage i regelværket. Det vil føre til flere konflikter”, siger Herman Knudsen.
