Dansk Magisterforening

Fleksjobreform udhuler akademikeres løn

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

I fremtiden risikerer

mange akademikere i fleksjob at skulle vinke farvel til både hus og bil. De står nemlig foran en betragtelig nedgang i både løn og pension. Det skyldes reformen af fleksjobordningen, som blev vedtaget i juli måned af regeringen og Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Når reformen træder i kraft 1. januar 2013, står eksempelvis en akademiker ansat i fleksjob 10 timer om ugen til at miste 8.344 kroner om måneden i bruttoløn og pensionsbidrag. Det svarer til mistede indtægter på 100.128 kroner før skat om året. Er man ansat fem timer om ugen, er nedgangen på over 11.000 kroner om måneden. Det viser en beregning over de økonomiske konsekvenser af fleksjobreformen, som cand.scient. i molekylærbiologi og ph.d.-studerende på Syddansk Universitet Thomas Koed Doktor har lavet. Han er selv ansat 25 timer i fleksjob, fordi han har muskelsvind.

Thomas Koed Doktor pointerer, at det implicit er lagt ind i fleksjobreformen, at fleksjobbere helst skal arbejde lidt mere. Men for de fleksjobbere, som overhovedet kan arbejde mere, kan det slet ikke betale sig.

“Mit muskelsvind bliver ikke bedre af, om jeg går op eller ned i løn. Og hvis jeg arbejder en time mere om ugen, så falder mit tilskud samtidig med 55 procent af den ekstra løn, før jeg overhovedet har betalt skat af den”, siger Thomas Koed Doktor og tilføjer, at de 55 procent trækkes fra enhver lønforhøjelse hos fleksjobbere, når lønnen overstiger 13.000 kroner om måneden. I realiteten betyder det en ekstra skat på 55 procent, understreger Thomas Koed Doktor.

“Mit incitament for at arbejde mere er derfor endnu mindre end for ordinært ansatte, fordi det koster mig mere at arbejde en time mere”, siger han og pointerer, at han desuden slet ikke vil kunne arbejde mere, end han gør i dag. Ud over at miste flere tusinde kroner om måneden, når reformen træder i kraft, så bliver han samtidig både dyrere og mere besværlig for sin arbejdsgiver at have ansat, når han er færdig med sin ph.d., hvor en ordinær ansættelse heldigvis venter ham.

“Fleksjobbere vil koste det samme, som det koster at have en ordinært ansat i samme antal timer, men vi vil derudover kræve en masse ekstra papirarbejde, fordi arbejdsgiverne nu skal dokumentere, hvor meget vi præcis arbejder. Det kan få mange arbejdsgivere til at droppe fleksjobbere, som i stedet vil ende på passiv forsørgelse. Det er endnu dyrere for staten”, siger Thomas Koed Doktor.


Månedligt tab for akademikere efter fleksjobreform

 Antal arbejdstimer  Bruttoløn  Bruttoløntab  Tab i pensionsbidrag Tab i alt
15 timer om ugen 24.375 kr.
3.274 kr.
2.849 kr
6.123 kr.
10 timer om ugen 22.802 kr.
4.847 kr. 3.497 kr.
8.344 kr.
5 timer om ugen 20.643 kr. 
7.006 kr.  4.145 kr.
11.151 kr. 

Eksemplerne er udregnet for akademikere ansat på begyndelsesløn på løntrin 4. 
Udregningen er foretaget via fleksjobberegneren, som findes på http://k-doktor.dk/fleksjob/ 

}