Dansk Magisterforening

Fagforeninger uenige om whistleblowerordning

Mogens Tanggaard
Del artikel:

Whistleblowerordninger er ikke nødvendige i det offentlige, mener Djøf. DM’s formand, Ingrid Stage, er tilhænger.

Frederiksberg og København har som de første kommuner fået whistleblower-ordninger, der har til formål at sikre, at kommunernes ansatte kan videregive information om fx kommunens lovovertrædelser uden at frygte for negative ansættelsesretlige konsekvenser.

Alligevel er flere fagforeninger imod ordningen, herunder juristernes og økonomernes fagforening, Djøf. En undersøgelse i djøfbladet viser ellers, at 50 pct. af foreningens offentligt ansatte ønsker at indføre whistleblowerordninger i det offentlige, mens 32 pct. er modstandere.

Men formanden for ca. 19.000 medlemmer i Djøfs Overenskomstforening, Lars Qvistgaard, mener, at ordningen er overflødig.

“Kernen i en whistleblowerordning er at bringe ulovligheder frem i lystet. Men vi har i forvejen en række kontrolinstanser og tilsyn plus offentlighedslov, ytringsfrihed og ombudsmand, som man ikke har i den private sektor. Plus at der er embedspligt til at oplyse om ulovligheder. Vi bør ikke indføre endnu et kontrolsystem”, siger Lars Qvistgaard til djøfbladet. Han mener ikke at, anonyme anmeldelser hører hjemme i den offentlige forvaltning.

Ingrid Stage, formand for DM, er omvendt tilhænger af ordningen.

“Jeg forstår godt synspunktet, men jeg synes også, at de nuværende regler er utilstrækkelige. Det er rigtigt, at fx forvaltningsloven sikrer offentligt ansattes ytringsfrihed, men vi ser ikke desto mindre, at mange, der tager bladet fra munden, bliver marginaliseret og kørt ud på et sidespor”.

Hun peger samtidig på, at der på mange offentlige arbejdspladser er usikkerhed om og også forskellige opfattelser af rækkevidden af de ansattes ytringsfrihed.

“Man skal selvfølgelig være påpasselig med, at en whistleblowerordning ikke udvikler sig til en sladreordning, så derfor bør man i første omgang på de enkelte arbejdspladser lave en vejledning i, hvad man gør, når man oplever, at der er noget, der ikke er, som det skal være. Den kan skabe klarhed og hjælpe til at udmønte den ytringsfrihed, der faktisk er. Dernæst kan man så tage skridtet til at indføre en egentlig whistleblowerordning”, siger ­Ingrid Stage.

}