Regeringens økonomiske plan urealistisk

Økonomien har spillet fallit. De økonomiske standardmodeller, som anvendes af regeringen og embedsværket, trænger til et eftersyn. Det mener den dansk-finske økonomiprofessor Katarina Juselius, som er centerleder for det nyåbnede Center for Imperfect Knowledge Economics på Københavns Universitet, der har tilknytning til den internationale tænketank Institute for New Economic Thinking (INET). Hun efterlyser sammen med en række internationale økonomiske eksperter et paradigmeskift i den økonomiske videnskab, fordi de nuværende økonomiske modeller, som også den danske regering benytter, bygger på nogle urealistiske antagelser, blandt andet at de økonomiske strukturer er uforanderlige over tid. Hun mener, at regeringens fokus på, at et øget arbejdsudbud vil løse problemerne, er alt for ensidigt. Det kan lige så vel gå stik modsat, påpeger hun:

“Et øget arbejdsudbud kan lige så godt føre til en voksende arbejdsløshed. Den grundlæggende ide om, at øget arbejdsudbud leder til større efterspørgsel på arbejdskraft, holder måske på lang sigt, men ikke nødvendigvis i den tidshorisont, som regeringen opererer med nu og her. Beregningerne er baseret på en række usikre antagelser”, siger Katarina Juselius.

Hun forklarer, at hvis efterspørgslen på arbejdskraft ikke stiger, så vil arbejdsløsheden forblive stor eller vokse – selv om udbuddet vokser. Derfor er det afgørende, at virksomhederne rent faktisk efterspørger ny arbejdskraft. Det nytter ikke udelukkende at fokusere på at øge udbuddet. Regeringens udspil om, hvor meget et øget arbejdsudbud vil give i nye arbejdspladser, er derfor baseret på mange antagelser, som ikke nødvendigvis holder, mener hun.

“Ifølge regeringen og mange økonomer vil folk arbejde mere, når man sænker skatten. Men undersøgelser viser, at den påstand er for simpel. Den gælder nok mest for de lavestlønnede og folk med rutinemæssigt arbejde. Jo mere kreativt og stimulerende arbejde man har, desto mindre betyder en lønforhøjelse faktisk”, siger Katarina Juselius og påpeger, at mange vil formentlig prioritere mere tid med familien højere end at arbejde lidt mere for lidt flere penge på lommen, når skatten sænkes.

“Vi løser jo ikke det stigende stressrelaterede pres på arbejdsstyrken ved, at den skal arbejde endnu mere og løbe endnu hurtigere”, siger Katarina Juselius.

Masser af bud
I forbindelse med regeringens 2020-plan og som optakt til forårets trepartsforhandlinger har der været masser af bud på, hvordan regeringen kan styre Danmark ud af krisen.

I Finansministeriet henholder man sig i analysen “Behovet for øget arbejdsudbud” til, at det er veldokumenteret, at en øget arbejdsstyrke ledsages af en øget beskæftigelse. Den strukturelle ledighedsprocent påvirkes ikke af arbejdsudbuddet, og set over en længere tidshorisont medfører en højere arbejdsstyrke derfor en omtrent tilsvarende stigning i beskæftigelsen. Stigning i arbejdsudbud og beskæftigelse medfører større kapitalapparat og større realindkomster og dermed også større efterspørgsel efter arbejdskraft, hedder det.

I slutningen af maj måned fremlagde den liberale tænketank Cepos desuden nogle beregninger på, at en 30-minutters forlænget fredagsvagt for danskerne vil betyde en budgetforbedring på 7,5 mia. kr. og en ekstra arbejdsindsats svarende til 35.000 personer.

Ligeledes fremlagde den uafhængige tænketank Kraka i slutningen af maj måned en analyse, som viser, at afskaffelsen af en helligdag vil styrke de offentlige finanser med omkring 2 mia. kr. og på sigt øge arbejdsudbuddet med ca. 10.000 personer. Ifølge ledende arbejdsmarkedsøkonom hos tænketanken Kraka Andreas Højbjerre, som står bag analysen, er tallet en “mekanisk udregning”.

“Der er 222 arbejdsdage på et standardår. Det øges med en dag svarende til en forøgelse af arbejdsudbuddet med 0,45 pct. Der er omkring 2,8 mio. beskæftigede, som øger deres arbejdsudbud med 0,45 pct. Det svarer til en forøgelse af arbejdsudbuddet på ca. 12.000 personer”, siger Andreas Højbjerre.

Han medgiver, at et stigende arbejdsudbud ikke nødvendigvis fører til en stigende efterspørgsel på arbejdskraft. Men på kort sigt kan det give udslag, pointerer han.

Andreas Højbjerre siger, at langt de fleste økonomer med viden om området mener, at økonomien på kort sigt (ca. 1-3 år) hovedsagelig er keynesiansk, og på lang sigt (ca. 7 år og fremefter) hovedsagelig er neoklassisk.

“Det betyder, at man på kort sigt i en lavkonjunktur kan få forøget beskæftigelse ved at bruge en ekspansiv finanspolitik til at drive en højere efterspørgsel. Det er muligt i en lavkonjunktur, da der er ledige personer til rådighed. I en højkonjunktur er det nødvendigt med en kontraktiv finanspolitik for at undgå en overophedning af økonomien. Når man diskuterer fx en skattereform, er man primært interesseret i de langsigtede effekter, og her er det altså således afgørende at få forøget arbejdsudbuddet”, siger han og understreger, at tricket inden for økonomi er at bruge den rigtige teoriramme på de rigtige problemer.

“På lang sigt vil efterspørgslen stige med det større arbejdsudbud. Timelønnen bliver lidt lavere, hvilket forbedrer konkurrenceevnen og dermed eksporten. Den samlede indkomst vil være højere, hvilket vil give en større efterspørgsel efter varer og dermed arbejdskraft. Disse og andre effekter vil på lang sigt forøge efterspørgslen på arbejdskraft og skabe en ligevægt i økonomien med større beskæftigelse”, siger Andreas Højbjerre.

Ny økonomi ønskes
Men den seneste udvikling inden for økonomien viser, at markedet i lange perioder er langt mere i uligevægt, end standardmodellerne kan forklare, pointerer Katarina Juselius.

Hun går selv i forreste række i eftersøgningen efter nye økonomiske modeller, som er tættere på virkeligheden. Sammen med sine kolleger ved Økonomisk Institut i København har hun i mere end 25 år udviklet en analytisk tilgang for, hvordan man ud fra en økonometrisk referenceramme analyserer de økonomiske mekanismers funktion ude i virkeligheden. Hun mener, at de økonomiske modeller, som regeringen og embedsværket benytter, i for høj grad bygger på en antagelse om balance i økonomien, mens virkeligheden handler om vedvarende ubalancer. Hun henviser til boligpriserne, som var skruet alt for højt op, i alt for lang tid før krisen startede.

“Boligpriserne blev ved med at vokse, fordi der samtidig opstod en anden ubalance i den finansielle del af økonomien, hvor aktiepriserne og derfor den finansielle formue blev presset op. Det fik folk til at købe til alt for høje priser, som endda blev ved med at stige”, siger Katarina Juselius.

Da renten samtidig var på et historisk lavt niveau, mønstrede det en tilskyndelse til at finansiere alt for dyre huskøb med alt for stor gæld. Det skabte en uligevægt, som voksede sig faretruende stor.

“Derfor er det fuldstændig afgørende, at vi opdager disse ubalancer i tide og får styr på dem. De nuværende standardmodeller bygger på nogle forenklede antagelser, som ikke er velegnede til at analysere priser, som bevæger sig ud i en vedvarende uligevægt. Vi er derfor nødt til åbne disse modeller for at finde frem til mere realistiske antagelser”, siger Katarina Juselius.

Hun har en stor bekymring for, at udmeldingerne om, hvad der skal til, for at vi kommer tilbage til den gamle vækstøkonomi igen, ikke holder.

“Alt tyder på, at krisen er en reaktion på ubalancer, vi har haft i meget lang tid. Vi har levet over evne og har anvendt for mange af jordens ressourcer og har nået mætningspunktet mange steder. Jeg tror ikke, vi kommer tilbage til normale tilstande igen”, siger hun.