Dansk Magisterforening

MINISTER: Grundvandsflytning til Aalborg er kompensation

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Miljøminister Ida Auken (SF) svarede undvigende, da hun på åbent samråd blev bedt om at forholde sig til konsekvenserne af at flytte grundvandskortlægningen til Aalborg. DM opfordrer de ansatte til at nedsætte analysegruppe.

“Vi ser på, hvad vi kan gøre”.

Sådan lød miljøminister Ida Aukens svar, da hun på et åbent samråd den 24. maj blev bedt om at forholde sig til oppositionens bekymring for, at Naturstyrelsen står til at miste en lang række vigtige specialister og dermed gambler med selve opgavevaretagelsen, hvis styrelsen som planlagt vælger at placere al grundvandskortlægning i Aalborg i forbindelse med nedlæggelsen af de regionale miljøcentre.

Flytningen til Aalborg berører ca. 55 grundvandskortlæggere, der i dag arbejder i byer som Ribe og Odense. De 55 specialister får tilbud om at flytte med, men ifølge medarbejderne selv er styrelsen alt for optimistisk i sin vurdering af, hvor mange der tager imod tilbuddet. Opgaven med at kortlægge grundvandet ophører i 2015, og styrelsen har ikke meldt ud, hvad der derefter skal ske med medarbejderne.

“Vi snakker med de enkelte medarbejdere for at se på, hvad vi kan gøre for at fastholde dem. Miljøministeriet har faktisk en lav medarbejderomsætning. Folk bliver her rigtig længe, og det er jo godt. Jeg tror, det er en speciel kultur, og folk brænder rigtig meget for det, de laver, så vi har normalt hverken problemer med at fastholde eller rekruttere medarbejdere”, lød hendes svar, da hun blev bedt om at forholde sig til risikoen for medarbejderflugt.

Miljøministeren kunne ikke svare på et spørgsmål om, hvorvidt der fortsat ville være opgaver til grundvandsfolkene efter 2015.

“Det sidder vi og kigger på lige nu”, lød det fra Ida Auken, der dog kunne fortælle, at ministeriet gerne vil beholde vandovervågningen i Aalborg efter 2015. Den opgave optager 20-25 årsværk.

På samrådet fortalte Ida Auken også, at man havde ønsket at hjælpe Aalborg, da man valgte at placere opgaven der:

“Vi valgte med vilje ikke at lægge opgaven i København, så Aalborg, der er hårdt ramt af miljøcenternedlæggelserne, også kunne få en opgave”.

}