“Forskning var det eneste, der gjaldt”
Under hele sin studietid fik Anja Østergren Nielsen at vide, at forskning var det eneste, der duede. Og hun blev selv overbevist om det. Først efter to års forgæves kamp for at få en ph.d.-stilling, gik det op for hende, at hun skulle noget andet.
“Vores mål er at sikre, at du som kandidat kan deltage som fuldgyldigt medlem af internationale biomedicinske forskergrupper, og at du har det bedst mulige grundlag for at fortsætte med ph.d.-studier på verdens førende universiteter og laboratorier”.
Beskrivelsen af jobmuligheder for kandidater i molekylær biomedicin fra Københavns Universitet på universitetets hjemmeside taler sit tydelige sprog. Her uddannes kandidater, der forventes at gå forskervejen.
Forskeridealet var i den grad i centrum for den identitetsskabelse, som de studerende gennemgik i løbet af deres studietid, fortæller Anja Østergren Nielsen, en af de første kandidater, der er uddannet fra studiet.
“Da vi startede, sagde studielederen, at 70 pct. af os skulle lave en ph.d. Jeg tror, at vi alle sammen tænkte, at det skulle vi så. Om man også tænkte, at de 30 pct., der ikke klarede det, var tabere, ved jeg ikke – måske var det bare en tanke, jeg selv havde”.
Miljøet på studiet var ambitiøst og bar præg af ekstremt målrettede medstuderende. Ingen tvivl om, at der skulle forskes, spørgsmålet var alene, om det skulle være i cancer eller diabetes.
“Det eneste alternativ til forskning var kvalitetssikringsstillinger, typisk i industrien, men det var jo virkelig et skræmmebillede. Det var stillestående, og sådan var vi jo ikke, vi skulle jo ud at redde verden eller i hvert fald syge mennesker”.
“Vores studieleder var meget ambitiøs på vores vegne, og det er jo også fedt. Han havde designet studiet, så han mente virkelig, at han ville få de bedst mulige kandidater, som ville være i stand til at lave den her type forskning. Og det er vi også. Vi har et rigtig godt grundlag for at forske og nogle rigtig gode kompetencer”.
Sporskifte
Og Anja Østergren Nielsen gik da også i gang med at lede efter en ph.d., da hun blev kandidat. Alt, hvad hun havde lært inklusive rækken af studenterjob, havde forberedt hende til det. Problemet var blot, at hun efter knap to år som færdiguddannet ikke havde fået en ph.d.
“Hvis jeg havde fået en ph.d., så havde jeg sikkert bare gjort det. Men når man er ledig, tvinges man til at gentænke sin situation”.
Efter ni måneders midlertidig ansættelse ved Novo Nordisk i efteråret nåede hun i begyndelsen af en ny ledighedsperiode frem til, at hun nok ikke skulle være forsker.
“Jeg har virkelig tænkt på, hvad jeg vil. Hvad det er, der motiverer mig mest. Hvad jeg synes, er sjovest, og hvordan jeg egentlig kan bruge mine kompetencer. Og jeg kan se nu, at jeg med min personlighed og mit temperament sagtens kan være i andre typer af job”.
Anja Østergren Nielsen er netop startet i en fast stilling som researcher i en konsulentvirksomhed, der laver markedsanalyser af pharma-biotek-industrien. Ikke en forskerstilling, men en akademisk stilling, hvor hun skal bruge sin viden om medicin.
Hun fortryder ikke, at hun i sin studietid befandt sig i lidt af en “forskningsklokke”. For det var også fedt. Men efterfølgende har det været en klods om benet.
“Jeg synes, det ville være rart, hvis man vidste, at der fandtes andre muligheder. Allerede på bacheloren kunne man lave jobarrangementer, som ikke kun er fokuseret på forskning. Så man fik øjnene op for, at der faktisk er alternativer til forskning”.
