Bundlinjetænkning og uddannelsespolitik
KOMMENTAR
I juli 2011 afholdt verdenslærerorganisationen Education International (EI) kongres i Sydafrika. Organisationen omfatter fagforeninger fra alle dele af kloden med i alt ca. 30 millioner medlemmer på alle niveauer af uddannelsessystemet. DM deltog som eneste danske repræsentant for ansatte ved professionshøjskoler og universiteter. Hovedpunktet på kongresprogrammet var vedtagelsen af et omfattende education policy-dokument, der ligger meget tæt op ad DM’s uddannelsespolitik med vægt på “uddannelse som et offentligt finansieret gode”. Dog var det først under selve kongressen, at det – blandt andet via DM’s aktive indsats – lykkedes at samle og skærpe modstanden mod student fees, også på de øverste uddannelsesniveauer.
For DM er denne præcisering overordentlig vigtig. Med det pres, der er på uddannelsesinstitutionernes budgetter, og den generelle økonomiske nedtur hører vi flere og flere røster tale for indførelse af studentergebyrer. De typiske argumenter er, at kun deltagerbetaling kan sikre tilstrækkelig høj kvalitet, og at deltagerbetaling samtidig giver mere seriøse og flittige studerende. Vi må oven i købet lægge øre til påstande om, at satsning på uddannelse har bidraget til den økonomiske krise og er med til at fastholde eller endog øge uligheden i samfundet. De, der advokerer for en vis egenbetaling for velfærdsgoder som uddannelse og sundhedsydelser, henviser ofte til udenlandske erfaringer. Men henvisningerne er selektive og misvisende.
Samtidig med at de 1.400 delegerede på kongressen i Cape Town heftigt debatterede det hensigtsmæssige i en total modstand mod studentergebyrer, gik hundredtusinder af chilenske studenter og arbejdere på gaden for at kræve fri og lige adgang til universitetsuddannelser af høj kvalitet. Anført af den 23-årige formand, Camilla Vallejo, formåede studenterrådet ved Chiles førende universitet at rejse en folkestemning mod de neoliberale uddannelsesreformer, som blev gennemført under Pinochets regime og videreført under de efterfølgende demokratisk valgte regeringer. Chile har et af verdens mest ulige uddannelsessystemer, hvor private universiteter dominerer, og markedsgørelse og vægt på profit gennemsyrer alt. Resultatet er ringe kvalitet for tårnhøje gebyrer.
Det tankevækkende og inspirerende ved studenternes protester i Chile er, at befolkningen bakker op. Ifølge meningsmålinger støtter mere end 75 % studenternes kamp for mere lighed i uddannelsessystemet. Studenterlederen Camilla Vallejo har med sit opråb til regering og uddannelsesinstitutioner om at satse på “uddannelse, ikke profit” overbevist chilenerne om, at et styrket og bedre offentligt uddannelsessystem bidrager til et mere retfærdigt samfund og et bedre demokrati.
Studenterprotesterne ser ud til at kunne få afgørende betydning for den politiske udvikling i Chile. Og de bør og kan få betydning også uden for Chile. Camilla Vallejo er medlem af Chiles kommunistiske parti, hvilket hun aldrig har lagt skjul på. Alligevel er hun et af eksemplerne i Time Magazines valg af “the protester” som årets profil, og the Guardians læsere har med 78 % peget på hende som året mest betydningsfulde over andre nominerede som fx Angela Merkel og Sidi Bouzid, den tunesiske gadesælger, der ved at sætte ild til sig selv startede det arabiske forår. Modstanden mod de neoliberale uddannelsesreformer med markedsgørelse og bundlinjetænkning, som har domineret udviklingen gennem de seneste 10-15 år, og som også har præget den danske udannelsespolitik, ser ud til at finde klangbund langt uden for Chiles grænser. At den i så høj grad har vakt opsigt i England, kan skyldes, at man også der oplever de negative konsekvenser af markedsgørelsen i form af tårnhøje studentergebyrer, som har ført til massive protestdemonstrationer i det forgangne år.
Lad mig opfordre den danske regering til at studere reaktionerne i Chile og England nøje og – inden det er for sent – dreje uddannelsespolitikken væk fra bundlinjetænkningen og i stedet satse massivt på offentligt finansieret uddannelse til alle, der har evnerne. For de har jo ret, de chilenske studerende: bedre offentlig uddannelse giver et bedre samfund.
