Nu skal holdningerne luftes
Kritikerne er hårde, men Bo Lidegaard er begejstret. Og jobbet som chefredaktør på Politiken kommer ikke i karambolage med hans hidtidige karriere som kulegravende forsker og politisk toprådgiver med adgang til magtens inderste cirkler. Tværtimod, mener han.
“Der er sket noget i verden, så jeg håber, vi kan gøre det her lidt kort”.
Så lidet lovende starter interviewet med Bo Lidegaard, 53 år og nyudnævnt ansvarshavende chefredaktør på dagbladet Politiken.
Det er nattens aktion i Pakistan og Al Qaeda-lederen Osama Bin Ladens død, han henviser til. Dækningen kører i båndsløjfe på CNN i dansk presses mest sagnomspundne hjørnekontor. Og selvom Bo Lidegaard ofte før har stået i en situation, der krævede, at han professionelt og prompte forholdt sig til en international verdensbegivenhed, kunne det næsten lyde, som om det ikke helt har bundfældet sig hos ham, at breaking news bliver selve det brændstof, han fremover kommer til at køre på.
Det er også kun fem dage siden, at Bo Lidegaard blev præsenteret som den 13. i rækken af chefredaktører for avisen. Han var blandt de første, der blev nævnt som en mulig efterfølger for afdøde Tøger Seidenfaden, der også privat var hans gode ven. Selv har Lidegaard dog kun kendt til sin egen udnævnelse i ganske kort tid, bedyrer han.
Pressens interesse for hans person har været massiv, og rækken af interviews uendelig lang. Men trods den indledende tilskyndelse til at gøre det kort, er Bo Lidegaard ikke historiker og forsker for ingenting. Han vil også gerne forklare sig grundigt. Og til en start vil han gerne mane den kritik i jorden, som er rejst fra flere sider.
Ikke et omvandrende wikileaks
“Mange har udtrykt bekymring for, om jeg som chefredaktør vil blokere for en eventuel afdækning af begivenheder, jeg selv har været en del af qua min funktion som politisk rådgiver. Jeg vil ikke forhindre Politikens journalister i at undersøge noget som helst – heller ikke de sager, jeg har været involveret i – men jeg bliver heller ikke et omvandrende wikileaks, der blotlægger hemmelige informationer fra min tid i centraladministrationen, hverken når det gælder krisen omkring Muhammed-tegningerne eller klimatopmødet i København”, fastslår Bo Lidegaard.
“Det er forkert at sætte direkte lighedstegn mellem min rådgivning og den politik, regeringen har ført i konkrete sager. Politikerne rådfører sig med mange, men i sidste ende er det dem, der lægger linjen. Embedsmændene repræsenterer hele det politiske spektrum, og deres rådgivning falder ikke nødvendigvis sammen med den politik, regeringen vælger at føre. Derfor kan man selvfølgelig heller ikke drage en lige linje fra det faktum, at regeringen ikke inden tegninge-krisen indbød de muslimske ambassadører til et møde, til hvem der gav de involverede ministre hvilke råd”.
Ved at takke ja til jobbet som redaktør på Politiken har han endegyldigt lagt karrieren som embedsmand bag sig.
“Og det er jo herligt, at jeg nu i fuld offentlighed kan få lov til at lufte mine holdninger, få lov at udtrykke dem og lave analyser, som jeg ellers kun har leveret til baggrund for en mindre skare i mine år som embedsmand. Det glæder jeg mig til”, lyder det tilfreds.
Humlebien, der ikke kunne flyve
Sin første weekend som chefredaktør har han helt bevidst undladt at tilbringe med at lægge en masse nye planer for sin avis. I stedet har han brugt tiden på at skabe sig overblik over en bugnende indbakke og fejre det nye job med familien, kone og fire børn, og venner.
“Jeg kommer til en avis, hvor udgangspunktet er meget stærkt. Grundlæggende kører det enormt godt for Politiken, og den kan rigtig meget. Derfor er jeg i den privilegerede situation, at jeg stille og roligt kan tage sætte mig ind i tingene og kigge på, hvordan vi skal udvikle os på lidt længere sigt”, siger han. At der kommer til at ske forandringer, er han til gengæld ikke i tvivl om.
“Det gælder for Politiken som for den omgivende verden, at vil vi undgå den visse død, kræver det konstante forandringer, omstillinger og justeringer. Det er præcis disse processer, der i en større kontekst har optaget mig som historiker og forsker. Hvordan vi har opbygget vores velfærdssamfund og som lille nation fx ageret i samspillet med omverdenen. På mange måder er Danmark jo historien om humlebien, der ikke kan flyve, men gør det alligevel. Det er også de mekanismer, mine bøger kredser om. Hvordan er det lykkedes, hvad var udfordringerne, og hvordan nåede vi frem til løsningerne? Personskildringerne er blot den prisme, jeg har brugt til at forsøge at forklare fundamentale begivenheder og udviklinger i samfundet igennem”, forklarer Bo Lidegaard.
Rundet af højskoletraditionen
Igennem hele sin karriere har Bo Lidegaard vekslet mellem perioder som embedsmand og perioder helliget forskningen og forfatterskabet. Han mener godt, at man kan sammenligne de arbejdsprocesser, han kender, med dem, der gælder i journalistikken.
At få ham til at pege på konkrete, væsentlige historier, som Politiken og andre medier enten burde have behandlet mere indgående eller kommer til at forfølge, nægter han imidlertid.
“Det vil være dræbende at aflevere en sådan programerklæring efter seks dage på pinden. Hvis du spørger til et tema, jeg personligt interesserer mig intenst for, er det den stadig mere tilspidsede kamp om verdens ressourcer. Klima- og miljøproblematikken og de økonomiske og konfliktmæssige aspekter, der følger, er efter min opfattelse nogle af de afgørende spørgsmål i den nærmeste fremtid og derfor også vigtige i journalistikken”, vurderer han.
Værdipolitisk kunne han ikke føle sig mere hjemme end på Politiken, og det falder ham meget let at vedgå arv og gæld på Viggo Hørups avis.
“Jeg er rundet af højskoletraditionen og et miljø, hvor der var forskellige holdninger, højt til loftet og hidsig debat om stort og småt. Den avis har fulgt mig, siden jeg kunne læse. Jeg og mine tre brødre havde under vores opvækst stor frihed til at gøre, hvad vi ville, og jeg tror, man kommer langt med at give folk frihed til at gøre det, de har lyst og evner til. Det afgørende er at stå ved det, man gør, og at gøre sig umage med det. Det vil jeg selvfølgelig også selv forsøge at efterleve, selv om jeg ikke har lavet avis før. Arbejde er en stor fornøjelse for mig, og jeg er meget begejstret for at få lov til at prøve kræfter med jobbet som chefredaktør på Politiken. Det er simpelthen det bedste job, jeg kunne tænke mig”.
Så lidet lovende starter interviewet med Bo Lidegaard, 53 år og nyudnævnt ansvarshavende chefredaktør på dagbladet Politiken.
Det er nattens aktion i Pakistan og Al Qaeda-lederen Osama Bin Ladens død, han henviser til. Dækningen kører i båndsløjfe på CNN i dansk presses mest sagnomspundne hjørnekontor. Og selvom Bo Lidegaard ofte før har stået i en situation, der krævede, at han professionelt og prompte forholdt sig til en international verdensbegivenhed, kunne det næsten lyde, som om det ikke helt har bundfældet sig hos ham, at breaking news bliver selve det brændstof, han fremover kommer til at køre på.
Det er også kun fem dage siden, at Bo Lidegaard blev præsenteret som den 13. i rækken af chefredaktører for avisen. Han var blandt de første, der blev nævnt som en mulig efterfølger for afdøde Tøger Seidenfaden, der også privat var hans gode ven. Selv har Lidegaard dog kun kendt til sin egen udnævnelse i ganske kort tid, bedyrer han.
Pressens interesse for hans person har været massiv, og rækken af interviews uendelig lang. Men trods den indledende tilskyndelse til at gøre det kort, er Bo Lidegaard ikke historiker og forsker for ingenting. Han vil også gerne forklare sig grundigt. Og til en start vil han gerne mane den kritik i jorden, som er rejst fra flere sider.
Ikke et omvandrende wikileaks
“Mange har udtrykt bekymring for, om jeg som chefredaktør vil blokere for en eventuel afdækning af begivenheder, jeg selv har været en del af qua min funktion som politisk rådgiver. Jeg vil ikke forhindre Politikens journalister i at undersøge noget som helst – heller ikke de sager, jeg har været involveret i – men jeg bliver heller ikke et omvandrende wikileaks, der blotlægger hemmelige informationer fra min tid i centraladministrationen, hverken når det gælder krisen omkring Muhammed-tegningerne eller klimatopmødet i København”, fastslår Bo Lidegaard.
“Det er forkert at sætte direkte lighedstegn mellem min rådgivning og den politik, regeringen har ført i konkrete sager. Politikerne rådfører sig med mange, men i sidste ende er det dem, der lægger linjen. Embedsmændene repræsenterer hele det politiske spektrum, og deres rådgivning falder ikke nødvendigvis sammen med den politik, regeringen vælger at føre. Derfor kan man selvfølgelig heller ikke drage en lige linje fra det faktum, at regeringen ikke inden tegninge-krisen indbød de muslimske ambassadører til et møde, til hvem der gav de involverede ministre hvilke råd”.
Ved at takke ja til jobbet som redaktør på Politiken har han endegyldigt lagt karrieren som embedsmand bag sig.
“Og det er jo herligt, at jeg nu i fuld offentlighed kan få lov til at lufte mine holdninger, få lov at udtrykke dem og lave analyser, som jeg ellers kun har leveret til baggrund for en mindre skare i mine år som embedsmand. Det glæder jeg mig til”, lyder det tilfreds.
Humlebien, der ikke kunne flyve
Sin første weekend som chefredaktør har han helt bevidst undladt at tilbringe med at lægge en masse nye planer for sin avis. I stedet har han brugt tiden på at skabe sig overblik over en bugnende indbakke og fejre det nye job med familien, kone og fire børn, og venner.
“Jeg kommer til en avis, hvor udgangspunktet er meget stærkt. Grundlæggende kører det enormt godt for Politiken, og den kan rigtig meget. Derfor er jeg i den privilegerede situation, at jeg stille og roligt kan tage sætte mig ind i tingene og kigge på, hvordan vi skal udvikle os på lidt længere sigt”, siger han. At der kommer til at ske forandringer, er han til gengæld ikke i tvivl om.
“Det gælder for Politiken som for den omgivende verden, at vil vi undgå den visse død, kræver det konstante forandringer, omstillinger og justeringer. Det er præcis disse processer, der i en større kontekst har optaget mig som historiker og forsker. Hvordan vi har opbygget vores velfærdssamfund og som lille nation fx ageret i samspillet med omverdenen. På mange måder er Danmark jo historien om humlebien, der ikke kan flyve, men gør det alligevel. Det er også de mekanismer, mine bøger kredser om. Hvordan er det lykkedes, hvad var udfordringerne, og hvordan nåede vi frem til løsningerne? Personskildringerne er blot den prisme, jeg har brugt til at forsøge at forklare fundamentale begivenheder og udviklinger i samfundet igennem”, forklarer Bo Lidegaard.
Rundet af højskoletraditionen
Igennem hele sin karriere har Bo Lidegaard vekslet mellem perioder som embedsmand og perioder helliget forskningen og forfatterskabet. Han mener godt, at man kan sammenligne de arbejdsprocesser, han kender, med dem, der gælder i journalistikken.
At få ham til at pege på konkrete, væsentlige historier, som Politiken og andre medier enten burde have behandlet mere indgående eller kommer til at forfølge, nægter han imidlertid.
“Det vil være dræbende at aflevere en sådan programerklæring efter seks dage på pinden. Hvis du spørger til et tema, jeg personligt interesserer mig intenst for, er det den stadig mere tilspidsede kamp om verdens ressourcer. Klima- og miljøproblematikken og de økonomiske og konfliktmæssige aspekter, der følger, er efter min opfattelse nogle af de afgørende spørgsmål i den nærmeste fremtid og derfor også vigtige i journalistikken”, vurderer han.
Værdipolitisk kunne han ikke føle sig mere hjemme end på Politiken, og det falder ham meget let at vedgå arv og gæld på Viggo Hørups avis.
“Jeg er rundet af højskoletraditionen og et miljø, hvor der var forskellige holdninger, højt til loftet og hidsig debat om stort og småt. Den avis har fulgt mig, siden jeg kunne læse. Jeg og mine tre brødre havde under vores opvækst stor frihed til at gøre, hvad vi ville, og jeg tror, man kommer langt med at give folk frihed til at gøre det, de har lyst og evner til. Det afgørende er at stå ved det, man gør, og at gøre sig umage med det. Det vil jeg selvfølgelig også selv forsøge at efterleve, selv om jeg ikke har lavet avis før. Arbejde er en stor fornøjelse for mig, og jeg er meget begejstret for at få lov til at prøve kræfter med jobbet som chefredaktør på Politiken. Det er simpelthen det bedste job, jeg kunne tænke mig”.
