Djøf Forlag brød alle regler
Alle love og regler i forbindelse med en afskedigelse blev sat ud af spil, da Djøf Forlag sidste år fyrede deres marketingkonsulent. “Omstruktureringer” lød begrundelsen først. Samtidig blev stillingen slået op. Sagen endte med en betydelig erstatning fra Djøf Forlag til DM’s medlem.
Frustration over en absurd afslutning på en turbulent ansættelse. Den følelse sidder Louise i dag med, når hun ser tilbage på måneders langt tovtrækkeri mellem hende og hendes tidligere arbejdsplads, Djøf Forlag. Frustrationen bunder i den besynderlige moral, Louise følte, hun var vidne til på forlaget, der deler navn og logo med fagforeningen Djøf.
“Mange spørger mig, om ikke det var frygtelig hårdt for mig at blive fyret. Men jeg oplevede faktisk, at jeg havde det hårdere i en lang periode op til fyringen end efter selve fyringen”, fortæller Louise, der indtil efteråret sidste år arbejdede som marketingkonsulent i Djøf Forlag. Hun fortæller om en arbejdsplads, der var præget af en hierarkisk ledelse, og hvor medarbejdergruppen ar delt op i dem, der var inde i varmen, og dem, der var ude i kulden. Louise har prøvet at være begge dele.
“Om morgenen, når jeg tændte for min arbejdscomputer, kunne jeg se på Djøfs hjemmeside, at der igen var tema om psykisk arbejdsmiljø blandt djøfere. Min arbejdsplads udgav bøger om ledelse og arbejdsret. Alt imens jeg følte mig fuldstændig afmægtig i forhold til netop de temaer. Det var uproduktivt og svært for mig at holde fokus på fagligheden, når det dybest set handlede om noget andet – nemlig at der var nogle, der i forhold til ledelsen var ude i kulden, mens andre var inde i varmen”. Ifølge Louise var der mange tabuer og meget lidt kommunikation, når der skete noget. “Det var et meget hierarkisk og lukket miljø, som jeg hverken er opdraget eller uddannet til at kunne fungere i”.
Ingen at gå til
I lang tid op til fyringen levede Louise med, at forholdet mellem hende selv og direktøren for Djøf Forlag, Rolf Tvedt, var anspændt. “Da det blev min tur til at falde i ledelsens unåde, havde jeg en følelse af, at alt, hvad jeg sagde, blev mødt med mistro. Hvis jeg havde begået en fejl, så fik jeg en stor, offentlig skideballe, mens når en kollega begik samme fejl, var reaktionen “husk det lige til en anden gang”. Der var stor forskelsbehandling, og det påvirkede medarbejderne”, mener Louise.
Ifølge hende står hun langtfra alene med opfattelsen af forholdene på forlaget. Særligt de verbale overfald var et problem for Louise. Da finanskrisen satte ind, og bogsalget dalede, blev det ifølge Louise i en periode konverteret til skideballer til dem, der sad i forlagets marketingafdeling. “Det frustrerede mig, at der ikke var nogen at gå til i de situationer. Vi havde ingen tillidsrepræsentant, og hvis nogle ville gå sammen om at vælge en, er jeg overbevist om, at det fra ledelsens side ville blive betragtet som en åben krigserklæring. Vi havde heller ingen personalechef. Jeg synes, det er betænkeligt, at Djøf på den ene side er en fagforening og på den anden side samtidig deler navn og logo med en arbejdsplads, der fungerer som i det forrige århundrede”, siger Louise.
Tidligere hørte Djøf Forlag under Djøf, og de forlagsansatte var organiseret med tillidsrepræsentant sammen med de øvrige medarbejdere i organisationen. Siden er forlaget spaltet ud af Djøf, og medarbejderne har ikke valgt en tillidsrepræsentant. Ændrer forklaring Dagen før Louise blev fyret, blev hun indkaldt til en samtale med forlagsdirektøren. Samtalen handlede om de opgaver, marketingafdelingen stod over for at skulle løse. Den udviklede sig imidlertid til at handle mere om Louises fremtidige jobplaner og den dårlige kommunikation mellem direktøren og Louise.
“Til samtalen fortalte Rolf (Rolf Tvedt, forlagsdirektør, red.), at han ikke ville fyre mig på gråt papir, men at han på sigt ikke så mig i virksomheden, og han opfordrede mig til at søge andet arbejde. Jeg blev vred. Mest fordi jeg ikke var enig i hans begrundelse for, hvorfor jeg angiveligt ikke egnede mig til at være der. Jeg syntes, han skød mig en masse i skoene, som ikke passede. Jeg benyttede lejligheden til at tage op, hvilke samarbejdsvanskeligheder der havde været set fra mit synspunkt. Det udviklede sig til en ret tilspidset situation”, fortæller Louise.
Dagen efter modtog hun en fyreseddel. Begrundelsen var omlægning af markedsføringsaktiviteterne. Kort tid efter blev stillingen slået op igen. “Jeg var rasende. Min første tanke var, at det skulle han ikke slippe af sted med, og at det ikke kunne passe, at det var lovligt. Jeg kontaktede DM. Det var befriende endelig at kunne fortælle om det til nogen og endelig kunne få opbakning i, at det var uretfærdigt, det der var foregået”, siger Louise.
DM vurderede, at opsigelsen var usaglig, og bad derfor Djøf Forlag om en uddybende forklaring. Rolf Tvedt skrev en mail til DM, hvori han blandt andet argumenterede for, at Louise ikke levede op til de faglige krav, jobbet krævede. I stedet for omstrukturering af arbejdsopgaver blev fyringen hermed begrundet i Louises faglige kompetencer. I så fald havde hun haft krav på en advarsel. Den fik hun ikke. “Rolf ændrede forklaring undervejs til nogle diffuse anklager, der bundede i, at han ikke kunne lide mig. Jeg tager det som et tegn på, at jeg måske blev fyret, fordi han blev vred over den måde, jeg reagerede på til samtalen dagen inden min fyring. Det er underligt, for det havde tydeligvis været i virksomhedens interesse at udnytte min arbejdskraft, så længe de kunne”, mener Louise.
Tid til at komme videre
Sagen mellem Djøf og Louise, med DM i ryggen, endte med et forlig. Louise fik udbetalt tre måneders løn i godtgørelse. Godtgørelsen kan hun se både godt og dårligt ved. “Jeg synes, det havde været mere retfærdigt, hvis det forlag, der udgiver størstedelen af al jura i Danmark, var blevet trukket i retten og havde skullet stå til regnskab for deres egne dobbelte standarder. På den anden side er jeg selvfølgelig glad for at kunne slippe for en retssag og lade være med at tænke mere på det. Det er en lettelse, at det nu er overstået, for det var meget ubehageligt at læse min chefs alternative begrundelse for min fyring, der bestod af en masse urimelige antydninger og anklager”, siger Louise.
Hun er i dag glad for, at hun har en pose penge, hun kan bruge til efteruddannelse, så hun kan komme videre i sit arbejdsliv. “Penge er jo vores samfunds målestok for mange ting. At betale mig en sum penge er en metafor for at indrømme, at jeg er blevet uretfærdigt behandlet, og det er dejligt at få den indrømmelse”, understreger Louise.
Louise er et fiktivt navn. Redaktionen er bekendt med kildens rigtige navn.
Sagen
Louise bliver opsagt fra sin stilling som marketingkonsulent ved Jurist- og Økonomiforbundets Forlag. Begrundelsen var en omlægning af marketingaktiviteterne. Forlagets direktør meddelte dagen efter i en mail til alle medarbejdere, at Louises stilling ville blive genopslået. Stilling blev herefter opslået. DM vurderede, at den påståede omlægning af arbejdet ikke indebar nogen begrundelse for at opsige Louise, da jobbet blev genopslået samtidig med afskedigelsen. Der gælder en tryghedsaftale, der er indgået i 1997 for medarbejdere i Djøf og Djøf Forlag.
Tryghedsaftalen betyder, at medarbejdernes beskæftigelse skal sikres i forbindelse med strukturændringer. Hvis omplacering ikke er mulig, og afskedigelse er uundgåelig, skal den berørte have besked med tre måneders varsel og tilbydes ekstern konsulentbistand. Louise blev hverken varslet, tilbudt omplacering eller konsulentbistand. DM henvendte sig til DJØF og bad om en uddybende begrundelse for fyringen. DM mener, at Louise havde krav på godtgørelse, hvis ikke tilstrækkelig grund kunne gives.
DM bad desuden om, at Louise fik udbetalt de manglende tre måneders løn, og at hun blev ydet konsulentbistand. Forlaget afviste DM’s anmodning med den begrundelse, at det ikke fremgik af Louises ansættelseskontrakt, at hun var ansat i et fællesområde, og at tryghedsaftalen derfor ikke gjaldt hende. DM svarede, at tryghedsaftalen ikke indeholder nogen forudsætning om, at medarbejderne skal være ansat i et fælles ansættelsesområde. I en mail giver forlagsdirektøren udtryk for, at opsigelsen af Louise var begrundet i hendes faglige kompetencer. DM svarer, at den første opsigelsesbegrundelse hermed ikke var korrekt, og hvis opsigelsen var begrundet i Louises faglighed, skulle hun have haft en skriftlig advarsel. DM vurderer, at Louise er berettiget til en betydelig godtgørelse, og vælger at stævne Djøf Forlag for uretmæssig fyring af Louise. Sagen kommer aldrig for retten. Forlaget accepterer DM’s krav om udbetaling af godtgørelse på tre måneders løn til Louise.
“Mange spørger mig, om ikke det var frygtelig hårdt for mig at blive fyret. Men jeg oplevede faktisk, at jeg havde det hårdere i en lang periode op til fyringen end efter selve fyringen”, fortæller Louise, der indtil efteråret sidste år arbejdede som marketingkonsulent i Djøf Forlag. Hun fortæller om en arbejdsplads, der var præget af en hierarkisk ledelse, og hvor medarbejdergruppen ar delt op i dem, der var inde i varmen, og dem, der var ude i kulden. Louise har prøvet at være begge dele.
“Om morgenen, når jeg tændte for min arbejdscomputer, kunne jeg se på Djøfs hjemmeside, at der igen var tema om psykisk arbejdsmiljø blandt djøfere. Min arbejdsplads udgav bøger om ledelse og arbejdsret. Alt imens jeg følte mig fuldstændig afmægtig i forhold til netop de temaer. Det var uproduktivt og svært for mig at holde fokus på fagligheden, når det dybest set handlede om noget andet – nemlig at der var nogle, der i forhold til ledelsen var ude i kulden, mens andre var inde i varmen”. Ifølge Louise var der mange tabuer og meget lidt kommunikation, når der skete noget. “Det var et meget hierarkisk og lukket miljø, som jeg hverken er opdraget eller uddannet til at kunne fungere i”.
Ingen at gå til
I lang tid op til fyringen levede Louise med, at forholdet mellem hende selv og direktøren for Djøf Forlag, Rolf Tvedt, var anspændt. “Da det blev min tur til at falde i ledelsens unåde, havde jeg en følelse af, at alt, hvad jeg sagde, blev mødt med mistro. Hvis jeg havde begået en fejl, så fik jeg en stor, offentlig skideballe, mens når en kollega begik samme fejl, var reaktionen “husk det lige til en anden gang”. Der var stor forskelsbehandling, og det påvirkede medarbejderne”, mener Louise.
Ifølge hende står hun langtfra alene med opfattelsen af forholdene på forlaget. Særligt de verbale overfald var et problem for Louise. Da finanskrisen satte ind, og bogsalget dalede, blev det ifølge Louise i en periode konverteret til skideballer til dem, der sad i forlagets marketingafdeling. “Det frustrerede mig, at der ikke var nogen at gå til i de situationer. Vi havde ingen tillidsrepræsentant, og hvis nogle ville gå sammen om at vælge en, er jeg overbevist om, at det fra ledelsens side ville blive betragtet som en åben krigserklæring. Vi havde heller ingen personalechef. Jeg synes, det er betænkeligt, at Djøf på den ene side er en fagforening og på den anden side samtidig deler navn og logo med en arbejdsplads, der fungerer som i det forrige århundrede”, siger Louise.
Tidligere hørte Djøf Forlag under Djøf, og de forlagsansatte var organiseret med tillidsrepræsentant sammen med de øvrige medarbejdere i organisationen. Siden er forlaget spaltet ud af Djøf, og medarbejderne har ikke valgt en tillidsrepræsentant. Ændrer forklaring Dagen før Louise blev fyret, blev hun indkaldt til en samtale med forlagsdirektøren. Samtalen handlede om de opgaver, marketingafdelingen stod over for at skulle løse. Den udviklede sig imidlertid til at handle mere om Louises fremtidige jobplaner og den dårlige kommunikation mellem direktøren og Louise.
“Til samtalen fortalte Rolf (Rolf Tvedt, forlagsdirektør, red.), at han ikke ville fyre mig på gråt papir, men at han på sigt ikke så mig i virksomheden, og han opfordrede mig til at søge andet arbejde. Jeg blev vred. Mest fordi jeg ikke var enig i hans begrundelse for, hvorfor jeg angiveligt ikke egnede mig til at være der. Jeg syntes, han skød mig en masse i skoene, som ikke passede. Jeg benyttede lejligheden til at tage op, hvilke samarbejdsvanskeligheder der havde været set fra mit synspunkt. Det udviklede sig til en ret tilspidset situation”, fortæller Louise.
Dagen efter modtog hun en fyreseddel. Begrundelsen var omlægning af markedsføringsaktiviteterne. Kort tid efter blev stillingen slået op igen. “Jeg var rasende. Min første tanke var, at det skulle han ikke slippe af sted med, og at det ikke kunne passe, at det var lovligt. Jeg kontaktede DM. Det var befriende endelig at kunne fortælle om det til nogen og endelig kunne få opbakning i, at det var uretfærdigt, det der var foregået”, siger Louise.
DM vurderede, at opsigelsen var usaglig, og bad derfor Djøf Forlag om en uddybende forklaring. Rolf Tvedt skrev en mail til DM, hvori han blandt andet argumenterede for, at Louise ikke levede op til de faglige krav, jobbet krævede. I stedet for omstrukturering af arbejdsopgaver blev fyringen hermed begrundet i Louises faglige kompetencer. I så fald havde hun haft krav på en advarsel. Den fik hun ikke. “Rolf ændrede forklaring undervejs til nogle diffuse anklager, der bundede i, at han ikke kunne lide mig. Jeg tager det som et tegn på, at jeg måske blev fyret, fordi han blev vred over den måde, jeg reagerede på til samtalen dagen inden min fyring. Det er underligt, for det havde tydeligvis været i virksomhedens interesse at udnytte min arbejdskraft, så længe de kunne”, mener Louise.
Tid til at komme videre
Sagen mellem Djøf og Louise, med DM i ryggen, endte med et forlig. Louise fik udbetalt tre måneders løn i godtgørelse. Godtgørelsen kan hun se både godt og dårligt ved. “Jeg synes, det havde været mere retfærdigt, hvis det forlag, der udgiver størstedelen af al jura i Danmark, var blevet trukket i retten og havde skullet stå til regnskab for deres egne dobbelte standarder. På den anden side er jeg selvfølgelig glad for at kunne slippe for en retssag og lade være med at tænke mere på det. Det er en lettelse, at det nu er overstået, for det var meget ubehageligt at læse min chefs alternative begrundelse for min fyring, der bestod af en masse urimelige antydninger og anklager”, siger Louise.
Hun er i dag glad for, at hun har en pose penge, hun kan bruge til efteruddannelse, så hun kan komme videre i sit arbejdsliv. “Penge er jo vores samfunds målestok for mange ting. At betale mig en sum penge er en metafor for at indrømme, at jeg er blevet uretfærdigt behandlet, og det er dejligt at få den indrømmelse”, understreger Louise.
Louise er et fiktivt navn. Redaktionen er bekendt med kildens rigtige navn.
Sagen
Louise bliver opsagt fra sin stilling som marketingkonsulent ved Jurist- og Økonomiforbundets Forlag. Begrundelsen var en omlægning af marketingaktiviteterne. Forlagets direktør meddelte dagen efter i en mail til alle medarbejdere, at Louises stilling ville blive genopslået. Stilling blev herefter opslået. DM vurderede, at den påståede omlægning af arbejdet ikke indebar nogen begrundelse for at opsige Louise, da jobbet blev genopslået samtidig med afskedigelsen. Der gælder en tryghedsaftale, der er indgået i 1997 for medarbejdere i Djøf og Djøf Forlag.
Tryghedsaftalen betyder, at medarbejdernes beskæftigelse skal sikres i forbindelse med strukturændringer. Hvis omplacering ikke er mulig, og afskedigelse er uundgåelig, skal den berørte have besked med tre måneders varsel og tilbydes ekstern konsulentbistand. Louise blev hverken varslet, tilbudt omplacering eller konsulentbistand. DM henvendte sig til DJØF og bad om en uddybende begrundelse for fyringen. DM mener, at Louise havde krav på godtgørelse, hvis ikke tilstrækkelig grund kunne gives.
DM bad desuden om, at Louise fik udbetalt de manglende tre måneders løn, og at hun blev ydet konsulentbistand. Forlaget afviste DM’s anmodning med den begrundelse, at det ikke fremgik af Louises ansættelseskontrakt, at hun var ansat i et fællesområde, og at tryghedsaftalen derfor ikke gjaldt hende. DM svarede, at tryghedsaftalen ikke indeholder nogen forudsætning om, at medarbejderne skal være ansat i et fælles ansættelsesområde. I en mail giver forlagsdirektøren udtryk for, at opsigelsen af Louise var begrundet i hendes faglige kompetencer. DM svarer, at den første opsigelsesbegrundelse hermed ikke var korrekt, og hvis opsigelsen var begrundet i Louises faglighed, skulle hun have haft en skriftlig advarsel. DM vurderer, at Louise er berettiget til en betydelig godtgørelse, og vælger at stævne Djøf Forlag for uretmæssig fyring af Louise. Sagen kommer aldrig for retten. Forlaget accepterer DM’s krav om udbetaling af godtgørelse på tre måneders løn til Louise.
