Dimittend-ledighed til debat
Hvem skal tage ansvaret for dimittendledigheden? Hvordan løses problemet? Og hvad kan de studerende selv gøre for at undgå at havne i ledighed? Det var nogle af de spørgsmål, politikere, forskere, en fagforeningsformand og en repræsentant fra en tænketank forsøgte at besvare, da DM Studerende inviterede til debat.
Bølgerne gik af og til højt, da dimittendledigheden var sat til debat på DM Studerendes opfordring. For er det skatten, der skal ned, eller produktiviteten, der skal op, eller skal der flere jobordninger til? Det var der meget delte meninger om. Blandt de inviterede var Flemming Ibsen, professor i økonomi ved Aalborg Universitet. Hans helt overordnede bud var, at der skal føres en mere ekspansiv finanspolitik. “Man skal ikke lukke totalt ned for den offentlige sektor, og vi skal have gang i privatforbruget og de private investeringer. Hvis man sætter gang i bygge- og anlægsinvesteringer, renoveringer og investeringer i grøn energi, så vil det have en afsmittende effekt på resten af den private sektor”, sagde han.
Jesper Jespersen, professor i økonomi på RUC, rettede en del af kritikken mod pensionskasserne:
“Vi kender fra almindeligt bogholderi, at når der er et underskud, så er der nogle, der har et overskud. Når der er et underskud på de offentlige budgetter, så skal man se på pensionskasserne. Det, der har udløst krisen, er, at den private sektor – først og fremmest pensionskasserne – sparer mere op, end de selv kan finde ud af at investere. Af forskellige årsager tør de ikke investere og køber i stedet statsobligationer, og statsobligationerne går til at betale arbejdsløshedsdagpenge”. Jesper Jespersen opfordrede også de studerende til at gøre oprør og gå til politikerne, da de har nøglen til at bringe dimittendledigheden ned.
Det blev også diskuteret, hvad de nyuddannede selv kan gøre for at undgå at stille op i arbejdsløshedskøen. I den forbindelse ville formand for DM Ingrid Stage gerne mane en myte i jorden.
“Der er mange veje ind på det akademiske arbejdsmarked, og det er en myte, at mange humanister kun går efter ét drømmejob. Det er fint, man starter med noget, der måske ikke er drømmen, men som har udviklingspotentiale. En rapport fra 2007 om humanisterne viser, at de ender med at få job. To tredjedele starter lidt under niveau, men de allerfleste ender med at bruge deres uddannelse”, sagde Ingrid Stage.
Jonas Dahl fra SF efterlyste ordninger som Isbryderordningen, der kan sparke døre ind i erhvervslivet, og indlagt praktikforløb i kandidatuddannelsen.
Mogens Lønborg fra de Konservative oplevede, at mange virksomheder manglede fantasi, når de ansatte. “I har fantasi”, sagde han til tilhørerne, “og derfor er det så vigtigt, at I fortæller, hvad I kan, så de, der egentlig ikke efterspørger nogle som jer, bliver opmærksomme på det”, var hans opfordring.
Også Stina Vrang Elias, direktør i tænketanken DEA, så et stort arbejde for dimittenderne: “Hvis virksomhederne ikke har haft ansat nogen med humanistisk baggrund før, så er man bare inde i et salgsarbejde. Virksomheder er konservative og bliver forvirrede af, at der er mange forskellige titler, og at der hele tiden bliver lavet nye uddannelser.
Virksomhederne efterspørger typisk en ingeniør eller cand.merc., for dem kender de, men når der først er kommet humanister i virksomheden, så bliver de trygge ved det og ansætter flere”, sagde hun.
Zenia Stampe fra de Radikale så et stort problem i, at Danmark ikke er blevet den videns- og oplevelsesøkonomi, vi har talt om.
“De små og mellemstore virksomheder trækker den danske økonomi, og de har ikke akademikere ansat. Det er ikke kun et problem, fordi I ikke kan få et job der. Det er også et problem, fordi de klarer sig elendigt i forhold til produktivitet. Produktivitet er, hvor meget værdi man skaber i løbet af en arbejdstime, og i Sverige har man haft produktivitetsstigninger på tre gange så meget som i Danmark, hvilket svarer til 170 mia. kr. Hvad er det, svenskerne, amerikanerne, englænderne og finnerne kan? De kan ansætte sådan nogle som jer i de små og mellemstore virksomheder”, sagde Zenia Stampe.
Jesper Jespersen, professor i økonomi på RUC, rettede en del af kritikken mod pensionskasserne:
“Vi kender fra almindeligt bogholderi, at når der er et underskud, så er der nogle, der har et overskud. Når der er et underskud på de offentlige budgetter, så skal man se på pensionskasserne. Det, der har udløst krisen, er, at den private sektor – først og fremmest pensionskasserne – sparer mere op, end de selv kan finde ud af at investere. Af forskellige årsager tør de ikke investere og køber i stedet statsobligationer, og statsobligationerne går til at betale arbejdsløshedsdagpenge”. Jesper Jespersen opfordrede også de studerende til at gøre oprør og gå til politikerne, da de har nøglen til at bringe dimittendledigheden ned.
Det blev også diskuteret, hvad de nyuddannede selv kan gøre for at undgå at stille op i arbejdsløshedskøen. I den forbindelse ville formand for DM Ingrid Stage gerne mane en myte i jorden.
“Der er mange veje ind på det akademiske arbejdsmarked, og det er en myte, at mange humanister kun går efter ét drømmejob. Det er fint, man starter med noget, der måske ikke er drømmen, men som har udviklingspotentiale. En rapport fra 2007 om humanisterne viser, at de ender med at få job. To tredjedele starter lidt under niveau, men de allerfleste ender med at bruge deres uddannelse”, sagde Ingrid Stage.
Jonas Dahl fra SF efterlyste ordninger som Isbryderordningen, der kan sparke døre ind i erhvervslivet, og indlagt praktikforløb i kandidatuddannelsen.
Mogens Lønborg fra de Konservative oplevede, at mange virksomheder manglede fantasi, når de ansatte. “I har fantasi”, sagde han til tilhørerne, “og derfor er det så vigtigt, at I fortæller, hvad I kan, så de, der egentlig ikke efterspørger nogle som jer, bliver opmærksomme på det”, var hans opfordring.
Også Stina Vrang Elias, direktør i tænketanken DEA, så et stort arbejde for dimittenderne: “Hvis virksomhederne ikke har haft ansat nogen med humanistisk baggrund før, så er man bare inde i et salgsarbejde. Virksomheder er konservative og bliver forvirrede af, at der er mange forskellige titler, og at der hele tiden bliver lavet nye uddannelser.
Virksomhederne efterspørger typisk en ingeniør eller cand.merc., for dem kender de, men når der først er kommet humanister i virksomheden, så bliver de trygge ved det og ansætter flere”, sagde hun.
Zenia Stampe fra de Radikale så et stort problem i, at Danmark ikke er blevet den videns- og oplevelsesøkonomi, vi har talt om.
“De små og mellemstore virksomheder trækker den danske økonomi, og de har ikke akademikere ansat. Det er ikke kun et problem, fordi I ikke kan få et job der. Det er også et problem, fordi de klarer sig elendigt i forhold til produktivitet. Produktivitet er, hvor meget værdi man skaber i løbet af en arbejdstime, og i Sverige har man haft produktivitetsstigninger på tre gange så meget som i Danmark, hvilket svarer til 170 mia. kr. Hvad er det, svenskerne, amerikanerne, englænderne og finnerne kan? De kan ansætte sådan nogle som jer i de små og mellemstore virksomheder”, sagde Zenia Stampe.
