En Aarhus-historie om tvangsforflyttelser
En lang række eksperter er målløse over Aarhus Universitets planer om at flytte to DPU-forskere ved Center for Børnelitteratur fra København til Aarhus. En af de to, lektor Anna Karlskov Skyggebjerg, giver her sin udlægning af sagen.
Hvorfor vil dekan for Humaniora ved Aarhus Universitet (AU) Mette Thunø fysisk flytte to forskere fra Center for Børnelitteratur ved DPU i København til campus i Aarhus? Spørgsmålet er blevet stillet af en lang række eksperter i børnelitteratur, der har svært ved at se begrundelsen og har harceleret over beslutningen i medierne.
“Formålet er ganske enkelt og logisk”, har Mette Thunø svaret i Politiken, “at styrke forskningen i børnelitteratur ved at bringe litteraturforskere sammen, frem for at to forskere i børnelitteratur sidder som de eneste litteraturforskere på Campus Emdrup”.
Men begrundelsen har ingen hold i virkeligheden, mener kritikerne. Heller ikke, hvis man ser bort fra det selvmodsigende i argumentationen, der beror på, at Mette Thunø tilsyneladende ikke har tænkt sig at flytte centrets øvrige litteraturforskere – tre ph.d.-studerende og en videnskabelig medarbejder. Heller ikke den forfatterskole, som centret driver, skal flytte med, og centrets forskningsgrundlag, en børnebogssamling på 80.000 bind samt en meget stor samling af international forskningslitteratur om børnelitteratur, bliver ikke flyttet til Aarhus.
Mette Thunø læner sig i sin begrundelse op ad de anbefalinger, som en arbejdsgruppe tidligere er kommet med, hvori det hedder, at de to DPU-forskere ved at blive en del af det store litteraturforskermiljø ved Aarhus Universitet får adgang til et betragteligt større antal specialestuderende, der kan skabe fornyet og bredere interesse om børneforskningen.
Havde Mette Thunø – eller arbejdsgruppen for den sags skyld – valgt at rådføre sig med børnelitteraturforskerne selv, inden beslutningen blev truffet, havde hun imidlertid fået en helt anden anbefaling.
Det manglende argument
Anna Karlskov Skyggebjerg er en af de to lektorer, der nu er varslet uansøgt forflyttelse til Aarhus. Hun forklarer:
“Vi er udset til at undervise ved Institut for Æstetik og Kommunikation, men der uddanner man ikke studerende, der skal ud at arbejde professionelt med børnelitteratur. Det er primært kommende gymnasielærere og kommunikationsmedarbejdere og måske nogle få forlagsredaktører, der ad åre kommer til at arbejde med børnelitteratur, men det er jo en meget, meget lille andel”.
Og dermed falder også et væsentligt fagligt argument, mener Anna Karlskov Skyggebjerg.
“Vi kan udbyde nogle valgfag, men jeg tænker ikke, at disse valgfag kan give undervisningsgrundlag for to lektorer. Så siger dekanen, at vi skal rejse til København og undervise på de uddannelser, vi hidtil har undervist på, altså masteruddannelsen i børnelitteratur og cand.pæd.-uddannelsen i dansk, som fremover stadigvæk skal ligge i København. Men så er det jo, at vi rent praktisk ikke kan finde ud af, hvad hun beder os om. At flytte til Aarhus for at rejse til København for at undervise?”.
Anna Karlskov Skyggebjerg understreger igen og igen, at de to forskere ikke har noget at udsætte på litteraturmiljøet i Aarhus, hvilket fælles konferencer, fælles udgivelser og andre fælles aktiviteter allerede bevidner.
Problemet er blot, at forskningen i børnelitteratur ved centret i højere grad er knyttet til den litteraturpædagogiske forskning, til grundskoleforskningen og den øvrige tværfaglige forskning på DPU end til litteratur- og kommunikationsforskningen i Aarhus. Det giver sig ikke kun udtryk i det tætte samarbejde med didaktik-, børne- og grundskoleforskere, men også i, at undervisningen ved centret primært retter sig mod videreuddannelse af grundskolelærere og andre professionsbachelorer.
Fra godt til skidt
“Som en, der har arbejdet med børnelitteratur i 12 år, så ved jeg, at de, der interesserer sig for børnelitteratur, primært er dem, der skal bruge det i deres virke. Vi ved det også fra internationale erfaringer, at når børnelitteraturforskningen foregår på litterære institutter, så bliver den meget isoleret og et lille bitte hjørne af noget. I AU’s nye struktur bliver vi fremstillet som nogle, der sidder meget marginalt herude og ikke rigtig taler med nogen og vil have flere at tale med på et litterært institut i Aarhus. Men det er ikke sandt. Mit nuværende forskningsprojekt handler om fagbøger. Jeg samarbejder med forskere, der arbejder med læseindlæring og dansk fagdidaktik og faglig læsning i alle skolens fag”.
Anna Karlskov Skyggebjerg mener, at beslutningen om at flytte centret til Aarhus er så svagt forankret, at den hurtigt kan vise sig uholdbar og måske føre til helt andre prioriteringer for børnelitteraturen. En frygt, der ikke gør det nemmere for hende og familien at flytte fra Brønshøj til Aarhus, som dekanatets “uansøgte forflyttelse” reelt indebærer. Og under alle omstændigheder er det ikke en beslutning, hun alene kan træffe uden at inddrage sin mand og tre børn på fire, ni og elleve år.
“Vi er nok det, man kunne kalde en moderne forhandlingsfamilie, hvor man ikke bare kan komme og sige, at nu skal vi flytte. Det vil blive taget op i familieplenum, og så vil vi argumentere for og imod. For en flytning taler jo, at jeg kan beholde mit arbejde, selvom min forskning bliver drejet i en anden retning, men jeg har svært ved at se, hvordan jeg skal kunne sælge det som en fordel for børnene, der har etableret sig socialt herovre. Desuden har min ægtefælle jo også sit job at tænke på”.
Dekan: Først forskning, derefter familie
Heller ikke på dette punkt lader der til at være fuldstændig enighed mellem Anna Karlskov Skyggebjerg og Mette Thunø.
“Til et møde spurgte jeg Mette Thunø, om hun mente, at forskere er så dedikerede til deres arbejde, at de er villige til at bringe ofre på den familiemæssige konto, og det sagde hun ja til”.
Anna Skyggebjerg håber foreløbig på, at Mette Thunø besinder sig: “Hvis AU tog sin to-campus-strategi alvorligt, ville der ikke være noget problem i at have medarbejdere, der var knyttet til DPU i København og forpligtede sig til en række samarbejder med litteraturforskerne på Institut for Æstetik og Kommunikation i Aarhus. Ja, hvis man virkelig ville satse, så skulle man ansætte en forsker i ungdomslitteratur i Aarhus. Det kunne måske være relevant i forhold til gymnasieuddannelsen, og vedkommende kunne fungere som brobygger mellem den almene litteraturforskning og børnelitteraturforskningen.
“Formålet er ganske enkelt og logisk”, har Mette Thunø svaret i Politiken, “at styrke forskningen i børnelitteratur ved at bringe litteraturforskere sammen, frem for at to forskere i børnelitteratur sidder som de eneste litteraturforskere på Campus Emdrup”.
Men begrundelsen har ingen hold i virkeligheden, mener kritikerne. Heller ikke, hvis man ser bort fra det selvmodsigende i argumentationen, der beror på, at Mette Thunø tilsyneladende ikke har tænkt sig at flytte centrets øvrige litteraturforskere – tre ph.d.-studerende og en videnskabelig medarbejder. Heller ikke den forfatterskole, som centret driver, skal flytte med, og centrets forskningsgrundlag, en børnebogssamling på 80.000 bind samt en meget stor samling af international forskningslitteratur om børnelitteratur, bliver ikke flyttet til Aarhus.
Mette Thunø læner sig i sin begrundelse op ad de anbefalinger, som en arbejdsgruppe tidligere er kommet med, hvori det hedder, at de to DPU-forskere ved at blive en del af det store litteraturforskermiljø ved Aarhus Universitet får adgang til et betragteligt større antal specialestuderende, der kan skabe fornyet og bredere interesse om børneforskningen.
Havde Mette Thunø – eller arbejdsgruppen for den sags skyld – valgt at rådføre sig med børnelitteraturforskerne selv, inden beslutningen blev truffet, havde hun imidlertid fået en helt anden anbefaling.
Det manglende argument
Anna Karlskov Skyggebjerg er en af de to lektorer, der nu er varslet uansøgt forflyttelse til Aarhus. Hun forklarer:
“Vi er udset til at undervise ved Institut for Æstetik og Kommunikation, men der uddanner man ikke studerende, der skal ud at arbejde professionelt med børnelitteratur. Det er primært kommende gymnasielærere og kommunikationsmedarbejdere og måske nogle få forlagsredaktører, der ad åre kommer til at arbejde med børnelitteratur, men det er jo en meget, meget lille andel”.
Og dermed falder også et væsentligt fagligt argument, mener Anna Karlskov Skyggebjerg.
“Vi kan udbyde nogle valgfag, men jeg tænker ikke, at disse valgfag kan give undervisningsgrundlag for to lektorer. Så siger dekanen, at vi skal rejse til København og undervise på de uddannelser, vi hidtil har undervist på, altså masteruddannelsen i børnelitteratur og cand.pæd.-uddannelsen i dansk, som fremover stadigvæk skal ligge i København. Men så er det jo, at vi rent praktisk ikke kan finde ud af, hvad hun beder os om. At flytte til Aarhus for at rejse til København for at undervise?”.
Anna Karlskov Skyggebjerg understreger igen og igen, at de to forskere ikke har noget at udsætte på litteraturmiljøet i Aarhus, hvilket fælles konferencer, fælles udgivelser og andre fælles aktiviteter allerede bevidner.
Problemet er blot, at forskningen i børnelitteratur ved centret i højere grad er knyttet til den litteraturpædagogiske forskning, til grundskoleforskningen og den øvrige tværfaglige forskning på DPU end til litteratur- og kommunikationsforskningen i Aarhus. Det giver sig ikke kun udtryk i det tætte samarbejde med didaktik-, børne- og grundskoleforskere, men også i, at undervisningen ved centret primært retter sig mod videreuddannelse af grundskolelærere og andre professionsbachelorer.
Fra godt til skidt
“Som en, der har arbejdet med børnelitteratur i 12 år, så ved jeg, at de, der interesserer sig for børnelitteratur, primært er dem, der skal bruge det i deres virke. Vi ved det også fra internationale erfaringer, at når børnelitteraturforskningen foregår på litterære institutter, så bliver den meget isoleret og et lille bitte hjørne af noget. I AU’s nye struktur bliver vi fremstillet som nogle, der sidder meget marginalt herude og ikke rigtig taler med nogen og vil have flere at tale med på et litterært institut i Aarhus. Men det er ikke sandt. Mit nuværende forskningsprojekt handler om fagbøger. Jeg samarbejder med forskere, der arbejder med læseindlæring og dansk fagdidaktik og faglig læsning i alle skolens fag”.
Anna Karlskov Skyggebjerg mener, at beslutningen om at flytte centret til Aarhus er så svagt forankret, at den hurtigt kan vise sig uholdbar og måske føre til helt andre prioriteringer for børnelitteraturen. En frygt, der ikke gør det nemmere for hende og familien at flytte fra Brønshøj til Aarhus, som dekanatets “uansøgte forflyttelse” reelt indebærer. Og under alle omstændigheder er det ikke en beslutning, hun alene kan træffe uden at inddrage sin mand og tre børn på fire, ni og elleve år.
“Vi er nok det, man kunne kalde en moderne forhandlingsfamilie, hvor man ikke bare kan komme og sige, at nu skal vi flytte. Det vil blive taget op i familieplenum, og så vil vi argumentere for og imod. For en flytning taler jo, at jeg kan beholde mit arbejde, selvom min forskning bliver drejet i en anden retning, men jeg har svært ved at se, hvordan jeg skal kunne sælge det som en fordel for børnene, der har etableret sig socialt herovre. Desuden har min ægtefælle jo også sit job at tænke på”.
Dekan: Først forskning, derefter familie
Heller ikke på dette punkt lader der til at være fuldstændig enighed mellem Anna Karlskov Skyggebjerg og Mette Thunø.
“Til et møde spurgte jeg Mette Thunø, om hun mente, at forskere er så dedikerede til deres arbejde, at de er villige til at bringe ofre på den familiemæssige konto, og det sagde hun ja til”.
Anna Skyggebjerg håber foreløbig på, at Mette Thunø besinder sig: “Hvis AU tog sin to-campus-strategi alvorligt, ville der ikke være noget problem i at have medarbejdere, der var knyttet til DPU i København og forpligtede sig til en række samarbejder med litteraturforskerne på Institut for Æstetik og Kommunikation i Aarhus. Ja, hvis man virkelig ville satse, så skulle man ansætte en forsker i ungdomslitteratur i Aarhus. Det kunne måske være relevant i forhold til gymnasieuddannelsen, og vedkommende kunne fungere som brobygger mellem den almene litteraturforskning og børnelitteraturforskningen.
