Dansk Magisterforening

DM’s sektorformænd om DM’s reservefond

Liv Alfast Kretzschmer
Del artikel:

Magisterbladet har spurgt de af DM’s sektorformænd, hvis sektorer kan ­rammes af strejke, om deres holdning til størrelsen af DM’s reservefond.

Erik Alstrup, formand for Forskning & Formidling
Der er 263 millioner kroner i ­reservefonden. Er det et rimeligt beløb, eller skal det være større/mindre?
DM indgår en forhandlingsaftale med AC, når de offentlige overenskomster skal fornys – ganske som de øvrige AC-organisationer gør det. DM forpligter sig i forbindelse hermed til at have en konfliktfond i størrelsesordenen 320 mio. kr. De 55 mio. kr., der udgør forskellen mellem de to beløb, sikres ved, at DM får et lånetilsagn i sin bank. Tilsagnet er ikke blevet realiseret gennem de sidste mange år, men blev der varslet konflikt, skulle der naturligvis betales renter af lånet.

Jeg mener, at DM bør kunne stille det fulde garantibeløb på 320 mio. kr., uanset om sandsynligheden for konflikt er større eller mindre. Da antallet af overenskomstansatte medlemmer vokser, og da lønningerne også stiger, vil også garantibeløbet blive højere – og den udvikling skal DM’s reservefond kunne måle sig med.

Bør en del af beløbet i reservefonden kunne bruges til andre formål?
Efter min opfattelse skal midlerne i reservefonden anvendes til at støtte medlemmer i konflikt – med nogle få yderligere formål som angivet i vedtægten. Jeg er modstander af den potentielle sammenblanding af reservefond og DM’s driftsomkostninger, der er vedtaget af Repræsentantskabet, men respekterer naturligvis, at det var beslutningen.

Ser du nogen mulighed for, at der kan komme konflikt inden for det område, du repræsenterer, inden for det næste par år?
Nej.

Anders Hamming, formand for Forskning & Videregående Uddannelse
Der er 263 millioner kroner i ­reservefonden. Er det et rimeligt beløb, eller skal det være større/mindre?
Reservefonden har en rimelig størrelse. Det er vigtigt som fagforening at have de nødvendige reserver i tilfælde af konflikt, og ca. 1/4 milliard er nok. En øget opbygning af en reserve, som ikke er nødvendig, vil hæmme DM’s muligheder for at føre offensiv fagforeningspolitik.
 
Bør en del af beløbet i reservefonden kunne bruges til andre formål?
Personligt vil jeg foretrække, at fondens hovedstol bliver uberørt, men at der ikke overføres flere kontingentkroner p.t. til fonden.

Der skal være mulighed for, at dele af afkastet kan anvendes til aktuelle projekter, men ikke til drift.
 
Ser du nogen mulighed for, at der kan komme konflikt inden for det område, du repræsenterer, inden for det næste par år?
Jeg har svært ved at forestille mig en konflikt på undervisnings- og forskningsområdet i de kommende år.

Peter Grods Hansen,formand for DM Offentlig
Der er 263 millioner kroner i ­reservefonden. Er det et rimeligt beløb, eller skal det være større/mindre?
Forrentningen af reservefonden er for tiden ganske fornuftig. Det vil bl.a. sige, at reservefonden faktisk vokser mere end den gennemsnitlige lønudvikling og DM’s medlemstal. Dette på trods af den generelle økonomiske afmatning i samfundet. Om fonden er stor nok, vil for mig at se altid være en afvejning af på den ene side, om DM kan stå imod en realistisk konfliktsituation, og på den anden side, hvor mange midler DM skal have bundet i “død kapital”. Realiteten er jo, at DM har en formue på 263 mio., som vi ikke kan bruge til noget i det daglige – det er en forsikring. Min vurdering er, at reservefonden i øjeblikket har en fornuftig størrelse, men at vi fremadrettet skal sikre, at værdien som minimum følger pris- og lønudviklingen.

Bør en del af beløbet i reservefonden kunne bruges til andre formål?
Under den klare forudsætning at fonden som minimum følger pris- og lønudviklingen, kan det være ganske fornuftigt at anvende en del af afkastet til andre medlemsrettede formål. Men det vil for mig ligeledes være en forudsætning, at en eventuel anvendelse hænger tæt sammen med DM’s øvrige budget og DM’s indsatsområder – og altså ikke bliver en automatisk tilbagevendende foreteelse.

Ser du nogen mulighed for, at der kan komme konflikt inden for det område, du repræsenterer, inden for de næste ca. 5 år?
Man kan aldrig forudse, hvilke områder der kan komme ud i større eller mindre konfliktsituationer i fremtiden. Derfor skal man have en “forsikring” af en passende størrelse, i dette tilfælde reservefonden. Man tegner jo heller ikke en brandforsikring med den formodning, at huset nok brænder inden for de næste 5 år.

Frederik Dehlholm, formand for DM Privat
Der er 263 millioner kroner i ­reservefonden. Er det et rimeligt beløb, eller skal det være større/mindre?
Det er et rimeligt beløb, idet det dækker vores forpligtigelser, når vi også kan låne lidt. Reservefonden skal dog vokse med medlemstallet.
 
Bør en del af beløbet i reservefonden kunne bruges til andre formål?
Med den størrelse, fonden har nu, skal en mindre del af reservefonden eller tilvæksten til den kunne bruges til opgaver, der er væsentlige for DM’s medlemmer. Det hjælper ikke noget, at DM ikke får udført væsentlige opgaver og dermed mister medlemmer, imedens reservefonden blot står passivt og vokser. 

Ser du nogen mulighed for, at der kan komme konflikt inden for det område, du repræsenterer, inden for de næste ca. 5 år?
Der er bestemt mulighed for konflikt inden for privatområdet. Det er det område, hvor vi har været nærmest på konflikt inden for de senere år. Vi har på en virksomhed afsendt både 1. og 2. strejkevarsel, før et forlig blev nået. Vi har også for andre virksomheder været i forligsinstitutionen. På privatområdet er antallet af medlemmer, der kan komme i konflikt på én gang, dog ikke så stort, normalt kun omkring 100 medlemmer. Et sådant antal kan reservefonden godt dække selv i en meget langvarig konflikt.

}