Tyske studerende sprænger Bologna-korsettet

Når Caroline Stern forklarer noget, slår hun i bordet. Klak klak klak lyder det, når sølvringen om hendes finger rammer finerpladen. Det er soundtracket til vores samtale i kantinen på det tyske Universität Potsdam. “Jeg vil være gymnasielærer, det har jeg altid villet”, siger Caroline. Hun smiler, men det her er tydeligvis ikke for sjov. Det er et kald.

Som teenager gav hun børn svømmeundervisning. Det var en erfaring, der tegnede vejen frem. Caroline er først i mål, når hun står foran en klasse som sports- og geografilærer. Universitetet i Potsdam har haft ry for at frembringe landets bedste lærere. Har haft. Førnutid.

Caroline Stern tilhører den første årgang, der om halvandet år afslutter studiet som master – og ikke på piedestalen af den ærværdige tyske Staatsexamen. Om Carolines uddannelse er lige så solid som den gamle, det er der endnu ingen, der ved. Men der er mange, der tvivler.

I Tyskland har Bologna-processen udviklet sig til et mareridt, det er flertallet af studerende og professorer enige om. Så kan politikerne sige, hvad de vil. Og fordi de tilsyneladende kun snakker i stedet for at lytte til kritikken, har det seneste år været dramatisk.

Først besatte de studerende universiteterne – også i Potsdam. Mange professorer bakkede dem op, nogle kvittede tilmed årtiers tro tjeneste. I de følgende måneder blev reformen sablet ned af Tysklands seriøse aviser. Rek­torer fra landets før­ende læreanstalter flirtede med idéen om at skrotte Bologna og genindføre gamle ­studieformer. Hvad var der gået galt?

Bologna på tysk
Caroline Stern synker en slurk termokandekaffe og tænker sig om. “Studiet under Bologna er som et maratonløb, jeg flere gange har været tæt på at droppe ud af. Til trods for at det her er noget, jeg virkelig vil”. Hun skuer ud over kantinen, hvor et par hundrede medstuderende holder middagspause. Mange sidder som sunket ned i bøger og kopiark, mens de mekanisk skubber føden indenbords. Andre diskuterer gruppeopgaver og taster byger af ord i deres laptops.

“Det psykiske pres på os er enormt”, fortæller Caroline. “Hvert semester bugner af så mange oplæg, hjemmeopgaver og prøver, at du konstant er oppe i omdrejninger. Du bedømmes for alting, og du skal have gode karakterer for at komme videre. Det er som en konstant slutspurt året igennem. Selv i sommerferien så ingen mig privat. Jeg skulle skrive bacheloropgave, fem skriftlige opgaver og forberede tre mundtlige eksamener på lidt over en måned”.

Alt sammen på grund af Bologna-reformen eller rettere sagt: på grund af tyskernes måde at effektuere den på. I et anfald af pligtopfyldende iver overtog de regelsættet paragraf for paragraf, stykke for stykke. Hvor andre lande forsøgte at parre Bologna-bestemmelserne med deres eksisterende universitetssystemer, proppede tyskerne med vold og magt reformen ned over deres.

I Tyskland kalder man resultatet “Bologna-korsettet”, fordi stoffet fra en fireårig tysk magistergrad typisk er blevet presset ned i en treårig bacheloruddannelse. Hvor man tidligere havde to terminsprøver på et semester, har man nu op mod ti. Tilsyneladende har ingen tænkt på at slanke pensum eller sænke sværhedsgraden i terminsprøverne. Tyske studerende er altså tvunget til at jage gennem studiet.

“Stiler du efter en høj karakter, er det næsten umuligt at nå det hele”, sukker Caroline. “Der er faktisk ikke tid til et liv endsige et job ved siden af”. Den unge tysker arbejder alligevel, ellers kunne hun ikke finansiere sin uddannelse. Men på bachelorstudiet gik det kun i weekender og ferier. For i deres forsøg på at få korsettet til at passe indførte de tyske Bologna-magere en streng fraværsordning – om end reformen slet ikke forpligtede dem til det.

“Hver forelæsning havde mødepligt. Professorerne læste vores navne op, i nogle tilfælde skulle man forevise dokumentation. Udeblev man mere end to gange, blev man dumpet – selv hvis man havde været syg. Du tror, det er løgn, men jeg havde sportskurser, hvor vi skulle tage 10 armbøjninger for hvert minut, vi kom for sent – ellers fik vi skrevet fravær”.

Forræderi mod Humboldt
Hvorfor finder tyske studerende sig i den slags? For Caroline er svaret indlysende: “Det gælder om at komme ind på masterstudiet. På det tyske arbejdsmarked er en bachelor lige så meget værd som et pc-kørekort fra aftenskolen”. Men adgangen til den universitære overbygning er et nåleøje. Man skal have topkarakterer. Nogle læreanstalter forlanger ekstra kvalifikationer. Andre arrangerer endda optagelsesprøver.

Florian Pranghe, formand for Tysklands forenede studenterråd, FZS, fortæller, hvad livet i Bologna-korsettet gør ved de studerende: “Vi oplever, at langt flere tager imod den psykologhjælp, vi tilbyder. Folk bukker under på stribe. Selvfølgelig er det en god idé at vænne de unge til det arbejdspres, der venter dem efter studiet – men i Tyskland har man strammet tommelskruerne alt for meget”.

Sidste vinter eksploderede krudttønden. Tusindvis af studerende gik på barrikaderne. Caroline Stern var blandt dem: “Det var ikke helt let, for jeg risikerede at få skrevet fravær, når jeg demonstrerede i stedet for at gå til forelæsning”. I månedsvis besatte de studerende læreanstalterne og blev i flere tilfælde fjernet af politiet. Flere professorer sagde deres job op i solidaritet og på grund af det pres, Bologna også lagde på dem.

Umiddelbart havde protesterne begrænset virkning. Universiteterne droppede den forhadte fraværsordning. På Carolines studium lettede man adgangen til masteren – i erkendelse af, at bachelorer aldrig ville blive ansat ude i gymnasierne. Tyske politikere lovede at gå i dialog med de studerende. Men fronterne var trukket hårdt op.

Ikke desto mindre havde Caroline og hendes medstuderende sendt et signal, som medier og fagforbund opfangede. I hele det forgangne år er Bolognas tyske inkarnation blevet gennemlyst, ja gennemhullet fra alle sider.

Konservative lederskribenter kalder reformen forræderi over for landets hævdvundne humboldtske idealer. Hvor den tyske akademiker traditionelt har været begavet med en bred dannelse, sætter Bologna skyklapper på nye generationer, så de kun kender deres eget fagområde – eller måske ikke engang det.

Klager til domstolene
Ifølge kritikerne har Bologna ofret lange og gennemtænkte studieforløb til fordel for korte moduler, der ikke altid hænger sammen og sjældent tillader fordybelse. “Mange studerende klager over en for hurtig og overfladisk gennemgang af stoffet”, bekræfter Florian Pranghe fra FZS. “De er bange for, at det indlærte ikke bliver hængende”.

Skribenterne på venstrefløjen hidsede sig op over, at reformen angiveligt forhindrer socialt dårligt stillede i at få en videregående uddannelse. Har de unge ingen rige forældre til at finansiere studiet, må de arbejde ved siden af. Men er man fanget i Bologna-korsettet, er det en nærmest umulig opgave at tjene sine egne penge. Som fx Caroline Stern.

Efterhånden forplantede kritikken sig til store dele af det tyske samfund og har for længst nået toppen af det akademiske elfenbenstårn. I sommer tog rektorer fra landets førende tekniske universiteter modet til sig. De foreslog at smide Bologna-korsettet og vende tilbage til de velansete tyske diplomuddannelser. Ikke så snart havde de indkasseret en skarp reprimande fra forskningsministeren, før de trak følehornene til sig igen.

Bologna-dissidenterne får dog flere bannerførere, der ikke er så lette at kue. En af de fremmeste er Bernhard Kempen, formand for Deutscher Hochschulverband (forbundet af tyske universitetsprofessorer).

“Studerende, professorer og arbejdsgivere er enige om, at Bologna-korsettet skal løsnes”, siger han. “Set i bakspejlet var det en fejl at proppe alle mulige uddannelser ned i et treårigt forløb. Nogle bliver simpelthen nødt til at være fire år lange”. Det er Hochschulverband angiveligt ved at få politikerne overbevist om.

“Men den største skandale er i virkeligheden adgangsbegrænsningerne til masterstudiet”, fastslår Kempen. “Da universiteterne skiftede de gamle uddannelser ud med bachelor/master, var de tvunget til at investere 25 % flere fag- og personaleressourcer i bacheloren. De ressourcer kom til at mangle i masteren”. Konsekvensen var, at de fleste læreanstalter ikke kunne tilbyde samtlige bachelorer en overbygning og derfor indførte spærreregler, så kun hver fjerde eller femte kunne komme ind.

“Resten bliver snydt for en god uddannelse, og det vil de ikke finde sig i. Derfor går stadig flere til domstolene for at klage. Og det bifalder vi”, siger Bernhard Kempen. “Vi står inde for Bologna-processens mål, men måden, den er blevet realiseret på i Tyskland, er stærkt kritisabel. Der er ganske enkelt ikke blevet investeret nok ressourcer. Politikerne kan nå at gøre skaden god igen, men de har mere travlt med at redde banker og skrantende EU-stater end med at give vores unge nogle ordentlige karriereperspektiver”.

Nye protester på vej
Både Hochschulverband og FZS lægger pres på beslutningstagerne for at etablere flere master-pladser. I de seneste måneder har flere tyske studerende fået medhold i deres klager, og det giver håb om bedre forhold. “Vi bevæger os i den rigtige retning, men der skal stadig tages nogle store skridt”, vurderer Florian Pranghe. Hvor små skridtene i virkeligheden er, mærkede de tusindvis af tyske bachelorer, der før jul fik afslag på en masterplads i det kommende vintersemester.

“Der er nye protester på vej”, siger Caroline Stern og nikker bestemt. “Det er, hvad man hører på gangene her i Potsdam. Folk vil ikke … de kan ikke finde sig i forholdene mere”. Er hun selv parat til at gå på barrikaderne igen? Carolines hånd holder ubevidst op med at bearbejde bordet foran hende. Hun sukker. Tænker. Finder ikke noget godt svar.

Hun har ikke tid mere, siger hun. Om halvandet år er hun forhåbentlig lærer. Så kan hun lade det tyske Bologna-korset forsvinde i skabet og tage sportstøjet på. Tanken får hende til at smile – træt men beslutsomt. Bare en sidste slutspurt – endnu en – så er hun i mål.