Dansk Magisterforening

Anders Bruun konkurs – igen

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Bladmanden og konkursrytteren Anders Bruun har netop opsagt alle sine medarbejdere og indgivet konkursbegæring mod sin egen medievirksomhed Advice.

Anders Bruun har hidtil haft 15 konkurser og tvangsopløsninger bag sig, og nu kan han altså skrive endnu en konkurs på cv’et. Denne gang er det en konkurs med virksomheden Mediehuset Advice ApS. Det er det seneste af Anders Bruuns mange Advice-selskaber, der blandt andet har stået bag udgivelser af magasinerne Appetize og FCK Balls.

Ligesom Magisterbladet har også avisen Nordjyske i flere uger sat kritisk fokus på Anders Bruun og hans forretningsmetoder. Nu trækker Anders Bruun sig, fordi han føler sig udsat for mediehetz. Det oplyser han over for Nordjyske.

“Jeg trækker mig ud af alt. Det er ikke mig, der afgør, hvordan magasinerne skal føres videre”, siger Anders Bruun.
Magisterbladet satte i årets to første numre fokus på Anders Bruun og hans mange konkurser, som gik ud over en række ansatte – heriblandt flere DM-medlemmer. Til Magisterbladet fortalte flere tidligere ansatte i Advice, hvordan de blev syge og gik ned med stress af at arbejde under Anders Bruun. Andre fortalte, hvordan de følte sig overvåget og forfulgt af Anders Bruun, i en sådan grad at de ledte efter skjulte mikrofoner i Advice. Desuden manglede flere tidligere ansatte at få udbetalt op imod flere hundred­tusinde kroner løn og feriepenge. Når fagforeninger som DM forsøgte at inddrive det tilgodehavende, gik Anders Bruun blot konkurs med det dømte selskab, men oprettede kort efter et nyt, hvor han drev Advice videre. Lønmodtagernes Garantifond (LG) måtte derfor dække beløbene. Anders Bruuns mange konkurser har ifølge LG indtil videre kostet det danske samfund op imod en halv million kroner i tabte skatteindtægter.

Også fagforeningerne HK, Dansk Journalistforbund (DJ) og Ledernes Hoved­organisation har haft medlemmer, som er blevet udnyttet af Anders Bruun. DJ varslede i starten af 2010 blokade mod Advice, så ingen af deres medlemmer måtte arbejde der. DM har gennem længere tid desuden anbefalet sine medlemmer ikke at tage arbejde i Advice og hos Anders Bruun.

Ifølge Nordjyske er 15-16 medarbejdere blevet opsagt i Advice, mens det ifølge Anders Bruun drejer sig om 81 opsagte medarbejdere. Magisterbladet har ellers tidligere belyst, at der ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsens registreringer var 0 ansatte i Mediehuset Advice ApS, som stod bag Advice, og som altså nu er gået konkurs.

Konkursrådet under Justitsministeriet er netop på vej med en konkret civilretlig model, der skal kunne sætte konkursryttere som Anders Bruun i karantæne mod at drive virksomhed i en årrække.
}