Skriv med på universets historie

Du ved det måske ikke, men du er fantastisk god til at sortere galakser. Bedre end de stærkeste computere. Bedre end selv de dygtigste astrofysikere.

Du kigger på galaksen uhildet, åben, fri for forventninger om, hvordan den burde se ud, når den nu er blå eller rød eller elliptisk og befinder sig i en bestemt afstand.

Du ser bare, hvad du ser.

“I dag har vi meget stærke computere, der kan pløje sig gennem meget store mængder data. De er gode til at måle for eksempel lysstyrke og størrelse, men hvis de også skal genkende mønstre, bliver det vældig indviklet at kode dem med de relevante algoritmer”, fortæller Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker på Tycho Brahe Planetarium.

Subjektivt og sandt
Idéen bag Galaxy Zoo er enkel. Observationer fra teleskoper og satellitter bliver lagt ud på nettet. Enhver interesseret borger kan få adgang til siden og efter en kort introduktion gå i gang med at studere og sortere billederne fra universet.

Man kan ikke tage fejl, for der er ingen givne svar. Man gør bare sit bedste.

“Astrofysik er velegnet til folkevidenskab. I mange andre typer forskning skal du være specialist, før du kan bruges til noget seriøst. I dette projekt er den vigtigste kvalifikation, at du er subjektiv”, siger Linden-Vørnle.

Han er en af de astrofysikere, der med interesse har fulgt projektet Galaxy Zoo, der blev sat i gang i 2007 af astrofysikerne Schawinski og Lintott.

I første version af Galaxy Zoo kom observationerne fra et 2,5-meter robotteleskop i New Mexico. The Sloan Digital Sky Survey havde en million galakser i databanken. Fra computerne havde Schawinski og Lintott informationer om galaksernes lysstyrke og afstand. Fra borgerne håbede de at få informationer om galaksernes form. Tilsammen ville oplysningerne gøre dem klogere på universets udvikling.

Jagt på planeter
Projektet blev en forrygende succes.

Efter et år var hver eneste galakse studeret og kategoriseret af 70 forskellige personer. Forskerne konkluderede, at flere vurderinger ikke ville gøre resultatet mere sikkert. Galaxy Zoo 1 var slut.

I stedet for fem år havde projektet taget et enkelt år. I stedet for en sortering, der byggede på en enkelt person, havde man 70 personers vurdering af hver galakse.

Amatørernes arbejde satte forskerne i stand til at udvikle deres teorier for galaksers dannelse og udvikling.

Galaxy Zoo 1 blev til Galaxy Zoo 2. Så fulgte Hubble Zoo sammen med nye projekter om Mælkevejen og om jagt på nye planeter, der kredser om andre stjerner end Solen. Alle projekter er afhængige af hjælp fra entusiastiske borgere.

Hanny’s voorwerp
Med Galaxy Zoo og senere projekter har astrofysikere ikke blot fået kategoriseret en masse informationer i en fart. De har også med amatørers hjælp fået øjnene op for hidtil ukendte fænomener.

Et eksempel er den hollandske skolelærer Hanny van Arkel, der var ved at vurdere satellitbilleder af galakser og begyndte at undre sig over en besynderlig blålig klat ved siden af galaksen IC 2497.

I dag har klatten fået et navn. Den hedder “Hanny’s voorwerp”, altså Hannys objekt, og er en gassky, der flourescerer i en slags lysekko fra en tidligere eksplosion af kernen i den nærliggende galakse. Senere har man fundet andre af den type lysende gasskyer tæt på galakser.

“Vi kan ikke effektivt kode en computer til at få øje på noget nyt. Så også på det felt er mennesker hurtigere og bedre til at finde mønstre og dermed også til at opdage former og objekter, der ikke passer ind i de kendte kategorier”, siger Michael Linden-Vørnle.

Han anbefaler projektet til alle, der har lyst til at bruge nogle vinteraftener på at kigge på billeder fra universet.

“Man får lov til at være en del af videnskaben og yde et reelt bidrag til udforskningen af kosmos. Desuden er billederne meget smukke”, fremhæver han.

Stjerne for en evighed
Andre sidegevinster er projekternes virtuelle fællesskaber, hvor medlemmer udveksler opdagelser og erfaringer. Og har man drømt om at få sit navn på en videnskabelig artikel, kan det lade sig gøre her. Næsten.

Da astrofysikerne sendte de første artikler ind til videnskabelige tidsskrifter, fik de et problem. De ville gerne kreditere de mennesker, der havde foretaget observationerne. Men tidsskrifterne kunne ikke håndtere, at der var 100.000 forfattere på en artikel. Løsningen blev at kreditere projektlederne og henvise til en liste på hjemmesiden for Galaxy Zoo. Her kan man selv skrive sig på listen, hvis man har bidraget til resultatet.