Dansk Magisterforening

Regeringen vil ikke blande sig i studerendes boligkrise

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Boligsituationen for studerende i København forværres år for år, men kommunen har svært ved at se problemet. Ekspert vil have boligministeren til at blande sig, men det afviser Carsten Hansen (S), selvom det kun er et år siden, at S-SF ville bruge 1 mia. på at bygge kollegie- og ungdomsboliger.

I snart mange år har Københavns Kommunes boligpolitiske strategi handlet om at skabe bedre vilkår for familier. Kernen i strategien har været at stimulere markedet og den almene boligsektor til at bygge nye store lejligheder til familier. Som en sidegevinst forventer kommunen herved at frigøre små 1-2-værelses lejligheder, der dominerer brokvartererne og fortsat udgør omkring halvdelen af boligmassen. Her vil de studerende gerne bo, viser alle undersøgelser – centralt og helst gerne i en lille 2-værelses lejlighed med det hele. Kommunen har så stor tiltro til strategien, at den siden 1994 ikke har støttet opførelsen af almene ungdomsboliger og fortsat ikke har intentioner om at gøre det. Således blev der fx sidste år givet tilsagn om støtte til opførelsen af 3.700 almene ungdomsboliger på landsplan, men ikke én eneste i København, viser tal fra Socialministeriet.

Der er bare et men, lyder det fra Lejernes Landsorganisation (LLO). Udlejerne udnytter boligreguleringsloven til at lave gennemgribende moderniseringer af de små lejligheder, hvorefter huslejeniveauet vokser op om ørerne på de studerende.

Og det er kommunen fuldt ud klar over, siger Hans Kristensen fra Center for Boligforskning.

“Set med de studerendes øjne er det selvfølgelig lidt noget hø. Men tanken er, at man i en eller anden forstand forudsætter, at markedet vil regulere sig selv. Hvis du får fornyet en hel masse 2-værelses lejligheder, og du ikke kan udleje dem til 5.000 eller 7.000 kr., så vil prisen falde”.

Socialdemokratiet i kovending
Foreløbig er bevægelsen på boligmarkedet nærmest ikkeeksisterende. Familierne flytter ikke i nævneværdig grad fra de små til større lejligheder, og samtidig strømmer de unge til København, hvor tusindvis står i kø til et kollegieværelse. Det betyder, som Magisterbladet kan påvise (se side 10-12), at unge presses til at betale opskruede beløb for små værelser.

Ulf Hjelmar, programleder ved Anvendt KommunalForskning, har længe efterlyst politisk handling på området.

“Der har sådan set i flere år været anerkendelse af, at der er et problem. Og det vokser med stigende ungdomsårgange, særligt i de store byer. Der er bare ikke rigtig sket noget. Der er ikke nogen fokuseret politisk indsats, samtidig med at nedfrysningen på boligmarkedet forværrer situationen”, siger han.

Sidste år var der en kort overgang håb for de unge, da S-SF i sit finanslovsforslag afsatte 1 mia. kr. til nye kollegier og ungdomsboliger, men i dag lyder der andre toner.

“Kasseeftersynet viste, at hullet i statskassen er større, end vi troede, og vi kan ikke bruge indtægter, vi ikke har”, siger by- og boligminister Carsten Hansen (S), der samtidig fastslår, at sikringen af ungdomsboligforsyningen er kommunernes “klare ansvar”.

Men det er ikke rigtigt, siger Ulf Hjelmar.

“Staten har jo tidligere erkendt, at den har et ansvar, fx via ordningen om støtte til private ungdomsboliger, der nu er udløbet. Så på den måde kan staten gøre rigtig meget. Desuden løber du hurtigt ind i koordinationsproblemer, for de unge flytter sig jo i udpræget grad på tværs af kommunegrænser. Kommunerne kan ikke løfte opgaven alene”.

}