Dansk Magisterforening

DM-medlemmer bliver udnyttet

Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

En tredobling på tre år. Omfanget af støttet arbejde eksploderer blandt medlemmer af Magistrenes A-kasse. Forsker advarer mod “tilskudsmølle”.

Danske virksomheders forbrug af billig eller helt gratis akademisk arbejdskraft eksploderer.

På bare tre år har Magistrenes A-kasse registreret en tredobling af antallet af medlemmer i støttet arbejde hos offentlige og private virksomheder. I efteråret 2008 var omkring 400 medlemmer af A-kassen i støttet arbejde. I dette efterår gælder det næsten 1.200 personer.

Det er jobcentrenes ansvar at sørge for, at virksomhederne overholder reglerne. Men i de sager, hvor DM-medlemmer er kommet i klemme, er det ikke sket. I nogle tilfælde er vilkårene så elendige, at de også er ulovlige.

“Typisk ser vi jo først papirerne, når medlemmerne løber ind i problemer i deres støttede arbejde. Man kan ikke regne med, at jobcentrene fungerer som stopklods for ulovligheder”, siger Liselotte Jespersen, der er forhandlingsleder i DM.

Størst succes i lovlydige virksomheder
Et nordjysk forskningsprojekt leverer helt ny viden om betingelserne for, at støttet arbejde kan føre til nye, faste job.

“Det er virksomheder, der overholder loven og anvender tilskudsordningerne efter deres hensigt, der evner at skabe nye job på ordinære vilkår”, konkluderer lektor Thomas Bredgaard fra ForskningsCenter for Evaluering på Aalborg Universitet.

Han peger på, at tilskudsordninger og praktikforløb ikke må være konkurrenceforvridende, samt at der i virksomheden skal være et rimeligt forhold mellem antallet af medarbejdere i støttet arbejde og antallet af medarbejdere i job på normale vilkår.

“Ellers kan de forskellige ordninger nemt blive en tilskudsmølle, hvor virksomhederne forventer gratis arbejdskraft. I så fald får man ikke flere rigtige job, og så har man ikke opfyldt den politiske intention med ordningerne”, siger Thomas Bredgaard.

}