Omlægning af landbruget skal redde miljøet
Miljøminister Ida Auken (SF) er under pres for hurtigt at nedbringe landbrugets kvælstofudledning. Men vandmiljøplanerne, der skal sikre, at målsætningen nås, ignorerer det egentlige problem, siger førende ekspert: At det danske landbrugsareal er alt for stort.
Med 63 pct. af det samlede areal udlagt til landbrug er Danmark et af verdens mest intensivt dyrkede lande. Det er også grunden til, at det danske landbrugs udledning af kvælstof trods 20 års miljøindsats og betydelige reduktioner fortsat er for højt.
Miljøminister Ida Auken (SF) arbejder for at få vedtaget omfattende vandmiljøplaner inden årsskiftet, der foruden naturgenopretningsprojekter vil reducere den nuværende udledning på omkring 60.000 ton med 19.000 ton, hvoraf de 10.000 ton udsættes til senest 2027.
Det er helt nødvendige målsætninger, mener en af Danmarks førende landbrugseksperter og medlem af FN’s klimapanel professor Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet. Men vandplanerne har ikke fokus på det egentlige problem – landbrugets størrelse.
“Der er en ting, man snakker uden om, nemlig at vores landbrugsareal er for stort. Når det drejer sig om næringsstofbelastningen af vores vandmiljø, så har vi faktisk efterhånden fået niveauerne så langt ned, at det begynder at nærme sig smertegrænsen, hvis landbruget skal være rentabelt. Problemet er derimod, at vi samlet set har så meget jord i dyrkning, at næringsstofudvaskningen fortsat er betydelig”, siger han.
Korndyrkning er den store synder
Mere præcist er det væsentligste problem ifølge Jørgen E. Olesen den meget store andel af korndyrkning.
Korndyrkningsarealerne har det store problem, at de efter høsten om efteråret, og indtil der sås igen, har et hul, og der fiser kvælstoffet ud af jorden. Endnu værre er det, hvis man bearbejder jorden, hvilket dog nu bliver reguleret, så man ikke – på nær økologerne – må pløje om efteråret”.
Faktisk er det økologiske landbrugs forureningspotentiale – når det gælder kvælstof – af samme årsag større end det konventionelle landbrug. Tilladelsen gives, fordi økologiske landmænd er stærkt plagede af rodukrudt, et problem, som pløjning afhjælper.
Jørgen E. Olesen mener, at der er behov for, at kvælstofudfordringen gribes an på anden vis, end det hidtil har været tilfældet.
“Vi skal lukke de huller, der er i vores dyrkningssystemer, når vi har bar jord, eller lægge jorden ud til andre formål. Det kan være skov eller græs, ligesom der vil komme en stigende efterspørgsel efter bioenergi, hvor fx pil, poppel eller elefantgræs jo mange steder er en lige så profitabel afgrøde. Vandplanerne skal nok nå noget af målet, men hvis man samtidig slår erhvervet ihjel ved at møve en generel regulering af gødskningen ud over alle landmænd, så kan det blive meget uproduktivt”, advarer han.
Mekanismerne i vandplanerne bør derfor i højere grad tænkes sammen med den omlægning af EU’s landbrugsstøtte, som EU-Kommissionen har foreslået, mener Jørgen E. Olesen.
Ifølge forslaget skal 30 procent af den direkte støtte til landbruget knyttes op på betingelser om mere miljøvenlig og bæredygtig landbrugsdrift.
“Hvis man i højere grad bruger den del af landbrugsstøtten, der går til landdistriktsudvikling, miljømål og lignende, til at tage en del af landbrugsarealet ud af dyrkning eller udlægge det sådan, at det ikke forurener, så kan man bibeholde en rentabel produktion på den resterende del af arealet”, siger han.
Miljøminister Ida Auken (SF) arbejder for at få vedtaget omfattende vandmiljøplaner inden årsskiftet, der foruden naturgenopretningsprojekter vil reducere den nuværende udledning på omkring 60.000 ton med 19.000 ton, hvoraf de 10.000 ton udsættes til senest 2027.
Det er helt nødvendige målsætninger, mener en af Danmarks førende landbrugseksperter og medlem af FN’s klimapanel professor Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet. Men vandplanerne har ikke fokus på det egentlige problem – landbrugets størrelse.
“Der er en ting, man snakker uden om, nemlig at vores landbrugsareal er for stort. Når det drejer sig om næringsstofbelastningen af vores vandmiljø, så har vi faktisk efterhånden fået niveauerne så langt ned, at det begynder at nærme sig smertegrænsen, hvis landbruget skal være rentabelt. Problemet er derimod, at vi samlet set har så meget jord i dyrkning, at næringsstofudvaskningen fortsat er betydelig”, siger han.
Korndyrkning er den store synder
Mere præcist er det væsentligste problem ifølge Jørgen E. Olesen den meget store andel af korndyrkning.
Korndyrkningsarealerne har det store problem, at de efter høsten om efteråret, og indtil der sås igen, har et hul, og der fiser kvælstoffet ud af jorden. Endnu værre er det, hvis man bearbejder jorden, hvilket dog nu bliver reguleret, så man ikke – på nær økologerne – må pløje om efteråret”.
Faktisk er det økologiske landbrugs forureningspotentiale – når det gælder kvælstof – af samme årsag større end det konventionelle landbrug. Tilladelsen gives, fordi økologiske landmænd er stærkt plagede af rodukrudt, et problem, som pløjning afhjælper.
Jørgen E. Olesen mener, at der er behov for, at kvælstofudfordringen gribes an på anden vis, end det hidtil har været tilfældet.
“Vi skal lukke de huller, der er i vores dyrkningssystemer, når vi har bar jord, eller lægge jorden ud til andre formål. Det kan være skov eller græs, ligesom der vil komme en stigende efterspørgsel efter bioenergi, hvor fx pil, poppel eller elefantgræs jo mange steder er en lige så profitabel afgrøde. Vandplanerne skal nok nå noget af målet, men hvis man samtidig slår erhvervet ihjel ved at møve en generel regulering af gødskningen ud over alle landmænd, så kan det blive meget uproduktivt”, advarer han.
Mekanismerne i vandplanerne bør derfor i højere grad tænkes sammen med den omlægning af EU’s landbrugsstøtte, som EU-Kommissionen har foreslået, mener Jørgen E. Olesen.
Ifølge forslaget skal 30 procent af den direkte støtte til landbruget knyttes op på betingelser om mere miljøvenlig og bæredygtig landbrugsdrift.
“Hvis man i højere grad bruger den del af landbrugsstøtten, der går til landdistriktsudvikling, miljømål og lignende, til at tage en del af landbrugsarealet ud af dyrkning eller udlægge det sådan, at det ikke forurener, så kan man bibeholde en rentabel produktion på den resterende del af arealet”, siger han.
