Manden bag Villy
En solid middelklasseopvækst og privatskoleuddannelse i Nordsjælland pegede ikke entydigt i retning af en karriere i Socialistisk Folkeparti. Men en gryende social indignation vågnede i Claus Perregaard i Sverige for 20 år siden. For nylig fulgte den 41-årige cand.mag. med Villy Søvndal ind i Udenrigsministeriet.
Det kom ikke som nogen overraskelse, at Claus Perregaard blev udnævnt til spindoktor for landets nye udenrigsminister, Villy Søvndal, efter valget i september.
I mere end 10 år har den nu 41-årige cand.mag. i filosofi og historie arbejdet i SF’s organisation, oprindeligt som medlemssekretær, dernæst som rådgiver for Anne Baastrup og Villy Søvndal og siden 2008 som pressechef for hele partiet. I syv år har han delt kontor, rejst landet tyndt, spist måltider på alle tider af døgnet og diskuteret både stormende fremgang og møgsager med Villy Søvndal. Er der nogen, der har et dybtgående kendskab til manden, politikken og baglandet i partiet, så er det Claus Perregaard.
Alligevel er det med et stænk af ærefrygt, at han nu træder ind på den ny platform som særlig rådgiver for Danmarks udenrigsminister.
“Når man kommer fra en økonomisk trængt, ringe bemandet partiorganisation og i 10 år har haft som hovedopgave at servicere pressen døgnet rundt med SF-synspunkter om alt fra integration til efterløn til Danmarks indsats i Afghanistan, så kan man ikke undgå at blive overvældet over den ekspertise og de enorme muskler, der findes i et ministerium. Serviceniveauet er højt og kompetent, selv på et tidspunkt hvor embedsmændene lige skal føle den nye minister på tænderne, og det er fantastisk privilegeret at kunne kaste al sin kraft ind på ét område og oven i købet sammen med endnu en kollega, Thomas Sæhl Sørensen”, siger Claus Perregaard.
Selv om han ikke sidder direkte på magten i egen høje person, er han ikke upåvirket af det tunge ansvar, der følger med jobbet som særlig rådgiver.
“Traditionelt har venstrefløjen kæmpet lidt med ubekvemheden ved magten, og alle kan vist fornemme, at det er et vanskeligt emne, som fortsat skal adresseres internt i SF. Selv vil jeg til enhver tid hellere lægge min skæbne i hænderne på de modvillige end på folk, for hvem det bare ikke kan gå hurtigt nok at komme til fadet. Og når jeg har arbejdet loyalt for at være med til at sikre SF en plads i regeringen, er det jo ikke mindst, fordi jeg mener, at alternativet er meget værre”, tilføjer han med et skævt smil.
Flere nuancer på paletten
Ikke færre end fire nye ministre skal have kontor på Asiatisk Plads efter valget, så ministeriet har travlt med at sætte nye skillevægge op. På grund af byggerodet har Claus Perregaard inviteret på formiddagskaffe i sin lejlighed midt i København, hvor han bor med sin kæreste og i perioder også sin datter på 15 år fra et tidligere forhold. Han er afslappet og tager sig god tid, til trods for at mobilen konstant vibrerer, og Villy Søvndal står foran sin rigtige debut som minister, når Kinas udenrigsminister aflægger officielt besøg, med møde og efterfølgende middag, i København senere samme dag.
Kolleger og samarbejdspartnere beskriver da også Claus Perregaard som en stilfærdig, troværdig og analytisk stærk person, der altid optræder ordentligt og ydmygt og bevarer det kølige overblik, også når bølgerne går højt. Selv mener han, der skal føjes flere nuancer til paletten.
“Temperament har jeg masser af, især hvis nogen bliver behandlet dårligt eller forkert. Og selvom jeg har en vis akademisk stringens, er intuitionen et vigtigt arbejdsredskab for mig som rådgiver. Jeg kan godt plædere for den mere bøvlede vej, hvis min mavefornemmelse siger mig, at det er det rigtige”, forklarer han.
Lort på fingrene
En solid middelklasseopvækst og en privatskoleuddannelse i Nordsjælland pegede ikke entydigt i retning af en karriere i Socialistisk Folkeparti. Men den sociale indignation blev for alvor vakt, da han et halvt år efter studentereksamen tog arbejde på psykiatriske afdelinger på Långbro og Nacka sygehuse i Sverige og senere, mens hans læste på RUC, tog studiejob som plejer på forskellige døgninstitutioner i Danmark.
“Arbejdet blandt psykisk syge og udsatte børn åbnede mine øjne. Distriktspsykiatrien havde slået fejl, der var en fatal mangel på plejepersonale, og svage grupper af mennesker, der i forvejen var helt ude i tovene, blev budt nogle helt urimelige forhold. Jeg blev optaget af social retfærdighed, og det var den direkte årsag til, at jeg meldte mig ind i SF”, forklarer Claus Perregaard.
På RUC gjorde han sine studier færdige i år 2000. Og selv om han var aktiv i oprettelsen af universitetets nye filosofistudium og nok havde en forskerkarriere i tankerne, fik hans historievejleder ham overbevist om noget andet.
“Han mente, jeg skulle ud og have lort på fingrene”, griner Claus Perregaard.
Afvejer alle hensyn
Han tog imod sin vejleders råd og bød sig til som ressourceperson i forskelligt udvalgsarbejde i SF’s bagland.
Forholdet mellem sprog og virkelighed optog ham, mens han skrev sit speciale. Det er et forhold, der fortsat optager historikeren og filosoffen, når han diskuterer taler, debatindlæg og politiske udmeldinger med sin chef.
“Blot fordi vi symbolladet nedlægger Integrationsministeriet, fjerner vi jo fx ikke problemerne med integration, hverken starthjælpen, sprogbarriererne eller den racisme, som de unge mænd med indvandrerbaggrund oplever, hver gang de vil ind på et diskotek. Når jeg arbejder på udtalelser eller skriver på politiske oplæg, er jeg uhyre opmærksom på, hvilke ord vi forstærker eller devaluerer med, når vi lancerer vores politik. Og så prøver jeg altid at knytte politiske situationer til oplysningstankerne, fx når vi i SF hæver ytringsfriheden over pressefriheden under Muhammed-krisen, eller når vi diskuterer, hvorfor et burka-forbud giver mening i en fransk kontekst, men ikke i en dansk”, forklarer spindoktoren.
Intellektuelt er hans nye job rasende interessant. Men hvorvidt diplomatiet er Claus Perregaards fremtidige metier, er mere tvivlsomt.
“Det er meget nemmere at stå ved siden af og holde fanen højt, end det er at skulle afveje alle hensynene og passe på med den mindste uoverlagte formulering, hver gang man åbner munden. Når det så er sagt, så er jeg naturligvis den første til at glæde mig over, at der er kommet en ny bærende holdning i dansk politik. Det slog mig fx forleden, da jeg sad i sminken i DR og hørte Villy Søvndal forklare sin Afghanistan-politik for Deadlines seere på DR2. Når ens job er så holdningsdikteret, som mit jo er, føles det svært tilfredsstillende, at en ny tone er slået an i debatten”.
I mere end 10 år har den nu 41-årige cand.mag. i filosofi og historie arbejdet i SF’s organisation, oprindeligt som medlemssekretær, dernæst som rådgiver for Anne Baastrup og Villy Søvndal og siden 2008 som pressechef for hele partiet. I syv år har han delt kontor, rejst landet tyndt, spist måltider på alle tider af døgnet og diskuteret både stormende fremgang og møgsager med Villy Søvndal. Er der nogen, der har et dybtgående kendskab til manden, politikken og baglandet i partiet, så er det Claus Perregaard.
Alligevel er det med et stænk af ærefrygt, at han nu træder ind på den ny platform som særlig rådgiver for Danmarks udenrigsminister.
“Når man kommer fra en økonomisk trængt, ringe bemandet partiorganisation og i 10 år har haft som hovedopgave at servicere pressen døgnet rundt med SF-synspunkter om alt fra integration til efterløn til Danmarks indsats i Afghanistan, så kan man ikke undgå at blive overvældet over den ekspertise og de enorme muskler, der findes i et ministerium. Serviceniveauet er højt og kompetent, selv på et tidspunkt hvor embedsmændene lige skal føle den nye minister på tænderne, og det er fantastisk privilegeret at kunne kaste al sin kraft ind på ét område og oven i købet sammen med endnu en kollega, Thomas Sæhl Sørensen”, siger Claus Perregaard.
Selv om han ikke sidder direkte på magten i egen høje person, er han ikke upåvirket af det tunge ansvar, der følger med jobbet som særlig rådgiver.
“Traditionelt har venstrefløjen kæmpet lidt med ubekvemheden ved magten, og alle kan vist fornemme, at det er et vanskeligt emne, som fortsat skal adresseres internt i SF. Selv vil jeg til enhver tid hellere lægge min skæbne i hænderne på de modvillige end på folk, for hvem det bare ikke kan gå hurtigt nok at komme til fadet. Og når jeg har arbejdet loyalt for at være med til at sikre SF en plads i regeringen, er det jo ikke mindst, fordi jeg mener, at alternativet er meget værre”, tilføjer han med et skævt smil.
Flere nuancer på paletten
Ikke færre end fire nye ministre skal have kontor på Asiatisk Plads efter valget, så ministeriet har travlt med at sætte nye skillevægge op. På grund af byggerodet har Claus Perregaard inviteret på formiddagskaffe i sin lejlighed midt i København, hvor han bor med sin kæreste og i perioder også sin datter på 15 år fra et tidligere forhold. Han er afslappet og tager sig god tid, til trods for at mobilen konstant vibrerer, og Villy Søvndal står foran sin rigtige debut som minister, når Kinas udenrigsminister aflægger officielt besøg, med møde og efterfølgende middag, i København senere samme dag.
Kolleger og samarbejdspartnere beskriver da også Claus Perregaard som en stilfærdig, troværdig og analytisk stærk person, der altid optræder ordentligt og ydmygt og bevarer det kølige overblik, også når bølgerne går højt. Selv mener han, der skal føjes flere nuancer til paletten.
“Temperament har jeg masser af, især hvis nogen bliver behandlet dårligt eller forkert. Og selvom jeg har en vis akademisk stringens, er intuitionen et vigtigt arbejdsredskab for mig som rådgiver. Jeg kan godt plædere for den mere bøvlede vej, hvis min mavefornemmelse siger mig, at det er det rigtige”, forklarer han.
Lort på fingrene
En solid middelklasseopvækst og en privatskoleuddannelse i Nordsjælland pegede ikke entydigt i retning af en karriere i Socialistisk Folkeparti. Men den sociale indignation blev for alvor vakt, da han et halvt år efter studentereksamen tog arbejde på psykiatriske afdelinger på Långbro og Nacka sygehuse i Sverige og senere, mens hans læste på RUC, tog studiejob som plejer på forskellige døgninstitutioner i Danmark.
“Arbejdet blandt psykisk syge og udsatte børn åbnede mine øjne. Distriktspsykiatrien havde slået fejl, der var en fatal mangel på plejepersonale, og svage grupper af mennesker, der i forvejen var helt ude i tovene, blev budt nogle helt urimelige forhold. Jeg blev optaget af social retfærdighed, og det var den direkte årsag til, at jeg meldte mig ind i SF”, forklarer Claus Perregaard.
På RUC gjorde han sine studier færdige i år 2000. Og selv om han var aktiv i oprettelsen af universitetets nye filosofistudium og nok havde en forskerkarriere i tankerne, fik hans historievejleder ham overbevist om noget andet.
“Han mente, jeg skulle ud og have lort på fingrene”, griner Claus Perregaard.
Afvejer alle hensyn
Han tog imod sin vejleders råd og bød sig til som ressourceperson i forskelligt udvalgsarbejde i SF’s bagland.
Forholdet mellem sprog og virkelighed optog ham, mens han skrev sit speciale. Det er et forhold, der fortsat optager historikeren og filosoffen, når han diskuterer taler, debatindlæg og politiske udmeldinger med sin chef.
“Blot fordi vi symbolladet nedlægger Integrationsministeriet, fjerner vi jo fx ikke problemerne med integration, hverken starthjælpen, sprogbarriererne eller den racisme, som de unge mænd med indvandrerbaggrund oplever, hver gang de vil ind på et diskotek. Når jeg arbejder på udtalelser eller skriver på politiske oplæg, er jeg uhyre opmærksom på, hvilke ord vi forstærker eller devaluerer med, når vi lancerer vores politik. Og så prøver jeg altid at knytte politiske situationer til oplysningstankerne, fx når vi i SF hæver ytringsfriheden over pressefriheden under Muhammed-krisen, eller når vi diskuterer, hvorfor et burka-forbud giver mening i en fransk kontekst, men ikke i en dansk”, forklarer spindoktoren.
Intellektuelt er hans nye job rasende interessant. Men hvorvidt diplomatiet er Claus Perregaards fremtidige metier, er mere tvivlsomt.
“Det er meget nemmere at stå ved siden af og holde fanen højt, end det er at skulle afveje alle hensynene og passe på med den mindste uoverlagte formulering, hver gang man åbner munden. Når det så er sagt, så er jeg naturligvis den første til at glæde mig over, at der er kommet en ny bærende holdning i dansk politik. Det slog mig fx forleden, da jeg sad i sminken i DR og hørte Villy Søvndal forklare sin Afghanistan-politik for Deadlines seere på DR2. Når ens job er så holdningsdikteret, som mit jo er, føles det svært tilfredsstillende, at en ny tone er slået an i debatten”.
