Det’ Mit Job: Lars Normann Jørgensen
Lars Normann Jørgensen, 59 År, Generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling
Du er uddannet biolog. Hvordan hænger det sammen med at være generalsekretær i Amnesty International?
Jeg var 13 år om at blive cand.scient., for under studierne var jeg engageret i studenterpolitik og ulandsarbejde. Det betød, at jeg stod med to uddannelser, da jeg var færdig med studierne, for ud over at være biolog havde jeg en uformel uddannelse som organisationsmenneske, hvor jeg havde lært at holde møder, lægge budget osv. Jeg troede, at jeg skulle være gymnasielærer, men det er organisationsarbejdet, der er blevet mit arbejdsliv. Jeg har været medlem af Amnesty siden begyndelsen af 1970’erne og var blandt andet aktiv i lokalgruppen i Dragør. Oprindelig var jeg mest engageret i ulandsarbejde, men afstanden til menneskerettigheder er kort. Fattigdom er i sig selv en krænkelse af menneskerettighederne og baner vejen for flere menneskerettighedskrænkelser, så det ligger i forlængelse af det, der altid har drevet mig: ønsket om at skabe bedre balance i verden.
Er der en bestemt oplevelse, der har haft betydning for dit engagement i arbejdet for menneskerettigheder?
Jeg var i Filippinerne i 1979 i forbindelse med en FN-konference, og her tog et Amnesty-medlem mig med ud at besøge nogle kvinder, hvis mænd var forsvundet under Marcos-styret. Kvinderne var blevet tilbageholdt, havde fået sparket tænder ud og sad tilbage uden at kunne forsørge sig selv eller børnene. Den oplevelse cementerede mit engagement i menneskerettighedsarbejdet, og den type oplevelse har jeg siden haft nogle stykker af.
Hvad vil du selv betegne som dine største sejre?
Det, at Amnesty er blevet en stor og velkonsolideret organisation i Danmark med over 100.000 medlemmer. Amnesty har flyttet sig fra udelukkende at være en organisation, hvor man hjælper folk ude i verden, til nu også at have fået en anden stærk dimension: at bidrage til værdidebatten i vores eget samfund. Det er ikke kun i andre lande, menneskerettighederne bliver krænket, så det er også blevet en vigtig opgave at lægge pres på beslutningstagerne i Danmark. Det, at vi tilbyder et værdisæt, der ikke er politisk eller religiøst forankret, tiltaler mange.
Hvad ser du som de største problemer i Danmark i forhold til krænkelse af menneskerettigheder?
I de senere år har der været mange kedelige sager. Børn er fejlagtigt blevet sendt ud af landet i forbindelse med familiesammenføringer, og der har i det hele taget været en meget hårdhændet behandling af flygtninge og udlændinge. Et andet område er, at man genindførte anvendelsen af tortur i den vestlige verden i forbindelse med krigen mod terror. Danmark har ikke ønsket at bidrage til at få opklaret, hvad der skete i blandt andet Guantanamo og Abu Ghraib, hvor folk er blevet tortureret, flyttet rundt og dømt uden retssag. Det betyder, at man anerkender, at tortur er tilladt i krigen mod terror i den vestlige verden, og det svækker retssikkerheden og arbejdet mod tortur i resten af verden.
Du er blevet leder af det europæiske arbejde i Amnesty. Hvad betyder det for din dagligdag?
Til næste år har jeg været generalsekretær for den danske afdeling i 20 år, og det er lang tid. Med fuld opbakning fra hovedbestyrelsen er jeg gået mere og mere ind i det internationale Amnesty-arbejde, og vi har så til gengæld fået ansat en vicegeneralsekretær, så jeg er blevet frigjort mere til det internationale arbejde. Det betyder selvfølgelig, at jeg rejser mere, og sidste år havde jeg 60 rejsedage. Midt i oktober skal jeg fx til Kiev og se på tortur i fængslerne, og det er fantastisk spændende at være med i så konkret menneskerettighedsarbejde.
Bruger du din universitetsuddannelse i arbejdet?
Nej, ikke direkte. En akademisk uddannelse gavner altid, og selv om der ikke er et direkte match til jobbet, er der metoder og teknikker til at overskue store stofmængder, jeg kan trække på. Men mit speciale om frugtlegemers udvikling på rensdyrlav er ikke så relevant her.
Jeg var 13 år om at blive cand.scient., for under studierne var jeg engageret i studenterpolitik og ulandsarbejde. Det betød, at jeg stod med to uddannelser, da jeg var færdig med studierne, for ud over at være biolog havde jeg en uformel uddannelse som organisationsmenneske, hvor jeg havde lært at holde møder, lægge budget osv. Jeg troede, at jeg skulle være gymnasielærer, men det er organisationsarbejdet, der er blevet mit arbejdsliv. Jeg har været medlem af Amnesty siden begyndelsen af 1970’erne og var blandt andet aktiv i lokalgruppen i Dragør. Oprindelig var jeg mest engageret i ulandsarbejde, men afstanden til menneskerettigheder er kort. Fattigdom er i sig selv en krænkelse af menneskerettighederne og baner vejen for flere menneskerettighedskrænkelser, så det ligger i forlængelse af det, der altid har drevet mig: ønsket om at skabe bedre balance i verden.
Er der en bestemt oplevelse, der har haft betydning for dit engagement i arbejdet for menneskerettigheder?
Jeg var i Filippinerne i 1979 i forbindelse med en FN-konference, og her tog et Amnesty-medlem mig med ud at besøge nogle kvinder, hvis mænd var forsvundet under Marcos-styret. Kvinderne var blevet tilbageholdt, havde fået sparket tænder ud og sad tilbage uden at kunne forsørge sig selv eller børnene. Den oplevelse cementerede mit engagement i menneskerettighedsarbejdet, og den type oplevelse har jeg siden haft nogle stykker af.
Hvad vil du selv betegne som dine største sejre?
Det, at Amnesty er blevet en stor og velkonsolideret organisation i Danmark med over 100.000 medlemmer. Amnesty har flyttet sig fra udelukkende at være en organisation, hvor man hjælper folk ude i verden, til nu også at have fået en anden stærk dimension: at bidrage til værdidebatten i vores eget samfund. Det er ikke kun i andre lande, menneskerettighederne bliver krænket, så det er også blevet en vigtig opgave at lægge pres på beslutningstagerne i Danmark. Det, at vi tilbyder et værdisæt, der ikke er politisk eller religiøst forankret, tiltaler mange.
Hvad ser du som de største problemer i Danmark i forhold til krænkelse af menneskerettigheder?
I de senere år har der været mange kedelige sager. Børn er fejlagtigt blevet sendt ud af landet i forbindelse med familiesammenføringer, og der har i det hele taget været en meget hårdhændet behandling af flygtninge og udlændinge. Et andet område er, at man genindførte anvendelsen af tortur i den vestlige verden i forbindelse med krigen mod terror. Danmark har ikke ønsket at bidrage til at få opklaret, hvad der skete i blandt andet Guantanamo og Abu Ghraib, hvor folk er blevet tortureret, flyttet rundt og dømt uden retssag. Det betyder, at man anerkender, at tortur er tilladt i krigen mod terror i den vestlige verden, og det svækker retssikkerheden og arbejdet mod tortur i resten af verden.
Du er blevet leder af det europæiske arbejde i Amnesty. Hvad betyder det for din dagligdag?
Til næste år har jeg været generalsekretær for den danske afdeling i 20 år, og det er lang tid. Med fuld opbakning fra hovedbestyrelsen er jeg gået mere og mere ind i det internationale Amnesty-arbejde, og vi har så til gengæld fået ansat en vicegeneralsekretær, så jeg er blevet frigjort mere til det internationale arbejde. Det betyder selvfølgelig, at jeg rejser mere, og sidste år havde jeg 60 rejsedage. Midt i oktober skal jeg fx til Kiev og se på tortur i fængslerne, og det er fantastisk spændende at være med i så konkret menneskerettighedsarbejde.
Bruger du din universitetsuddannelse i arbejdet?
Nej, ikke direkte. En akademisk uddannelse gavner altid, og selv om der ikke er et direkte match til jobbet, er der metoder og teknikker til at overskue store stofmængder, jeg kan trække på. Men mit speciale om frugtlegemers udvikling på rensdyrlav er ikke så relevant her.
